Mødedato: 27.04.2022, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9 2100 Kbh. Ø

1. godkendelse af lokaludvalgets forretningsorden

Se alle bilag

Indstilling

Formanden for Østerbro Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget 1. godkender lokaludvalgets forretningsorden.

Problemstilling

Lokaludvalget skal have en forretningsorden for sit virke. Forretningsordenen sikrer, at arbejdet i lokaludvalget forløber på en hensigtsmæssig måde.

Forretningsordenen skal tage udgangspunkt i Forvaltningsloven og Lov om Kommuners Styrelse samt i Regulativet af 4. november 2021 for lokaludvalg i Københavns Kommune.

Lokaludvalgenes sekretariater har udarbejdet Normalforretningsordenen, der ses i bilaget.

Indenfor visse begrænsninger kan lokaludvalget beslutte ændringer i forhold til Normalforretningsordenen. Dog skal forretningsordenen godkendes i to møder.

 

Løsning

Normalforretningsordenen dateret 23. marts 2022, der ses i bilaget, er udarbejdet af lokaludvalgenes sekretariater. Den tager udgangspunkt i Forvaltningsloven og Lov om Kommuners Styrelse samt i Regulativet af 4. november 2021 for lokaludvalg i Københavns Kommune.

 

Den hidtidige forretningsorden

Den hidtidige forretningsorden for lokaludvalget, som ses i bilaget, er udviklet gennem den tid, lokaludvalget har eksisteret, og er bl.a. baseret på den udgave af Regulativ for lokaludvalg Københavns Kommune, som bortfaldt med Borgerrepræsentationens beslutning den 4. november 2021 om tilpasning af lokaludvalg.

Den hidtidige forretningsorden for lokaludvalget og Normalforretningsordenen ligner hinanden for så vidt angår bestemmelserne om konstituering, mødevirksomhed, dagsorden, mødeledelse, referat, beslutningsdygtighed, afstemning, inhabilitet og tavshedspligt. For disse bestemmelsers vedkommende vil formuleringerne i Normalforretningsordenen indgå i den nye forretningsorden for lokaludvalget.

Videre proces

Lokaludvalget skal godkende sin forretningsorden i to møder. Dvs. at sagen kommer på dagsordenen for lokaludvalgsmøde den 18. maj 2022.

Beslutning

Finn Kristiansen stillede følgende ændringsforslag.

ÆF 1: 

§ 12 stk 2 ændres fra: 'Ændringer i forretningsordenen skal behandles i to ordinære møder i Østerbro Lokaludvalg'.

til ny § 12 stk. 2: Ændringer i forretningsordenen skal behandles i to ordinære møder i Østerbro Lokaludvalg og skal besluttes med minimum halvdelen af lokaludvalgets medlemmer. Ved 1. behandling fastsættes tidspunktet for 2. behandling.

Ændringsforslaget blev vedtaget efter afstemning. For ÆF 1 stemte: 

Ulla Krag, Sheku Amadu Jalloh, David Rønne, John Michael Jensen, Dan Pedersen, Tanveer Sharif, Jacob Ikkala, Finn Kristiansen, Margarita Schmidt, Jens Peter Mortensen, Morten Buchwald, Sten Jeppson, Pia Jørgensen.

Følgende undlod at stemme: Allan Marouf, Axel Thrige Laursen, Frank Bavnild, Theis Eizo DeNoord Bedsted, Mikael Brauner, Anastasia , Iben Vestergård, Vagn Pedersen, Anastasia Valentina Rasmussen.

Allan Marouf stillede følgende ændringsforslag

ÆF 2: 

§ 1 stk. 3 (første led) ændres fra: Så snart valget af formand har fundet sted, vælger lokaludvalget blandt sine medlemmer en næstformand eller en første og en anden næstformand til i nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald.

Til: ny § 1 stk 3 (første led): Så snart valget af formand har fundet sted, vælger lokaludvalget blandt sine medlemmer en næstformand og en anden næstformand til i nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald.

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Allan Marouf stillede følgende ændringsforslag:

ÆF 3. 

Der indsættes et nyt § 2 stk. 5 i den fremsendte Normalforretningsorden.

Nyt § 2 stk. 5: Lokaludvalgets dagsorden indledes med et tilhørernes punkt. Punktet er tidsbegrænset til max. 20. minutter. (Hentet fra den gamle forretningsorden. De efterfølgende stk. konsekvensrettes.

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Med disse ændringer blev Normalforretningsordenen (bilag 2)  1. godkendt uden afstemning. Lokaludvalgets forretningsorden 2. godkendes på ordinært møde den 18. maj 2022.

Til top