Støtteerklæring til Fritidsklubben Skjold
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og beslutter støtteerklæring til Fritidsklubben Skjold
Problemstilling
Idrætsinstitutionen Skjold er en fritidsklub på Østerbro, der har eksisteret siden 1999. Fritidsklubben har, ifølge forvaltningens notat 141 børn i alderen 10-14 år, hvor 128 elever kommer fra privatskoler - hovedsageligt Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Fritidsklubben er placeret i lokaler, som udlejes af Boldklubben Skjold. Fodboldklubben har opdaget, at den ikke må udleje lokaler til andre formål, og fritidsklubben skal derfor enten lukkes eller have nye lokaler.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har foreslået, at klubtilbuddet Skjold lukkes, idet det er muligt at optage børnene i de øvrige tilbud på Østerbro, der opnormeres. Det vil give en årlig effektivisering på godt 0,7 mio. kr., som hovedsageligt vedrører husleje.
Lokaludvalget har modtaget en række henvendelser fra forældregruppen til børnene i Fritidsklubben Skjold, der ønsker klubben bevaret (se eksempelvis vedhæftede bilag 1 - Henvendelse fra forældregruppen i Fritidsklubben Skjold. Dette er ikke den eneste henvendelse, som lokaludvalget har modtaget). Forældrene mener ikke, at det er den rigtige løsning at lukke fritidsklubben. De ønsker derimod, at man finder en løsning, hvor man lovliggør udlejningen - for eksempel ved at fritidsklubben kan leje lokalerne direkte af Københavns Ejendomme.
Som en alternativ - men i forældregruppens mindre god løsning, ønsker de, at der findes alternative lokaler til klubben, frem for en lukning.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og beslutter en støtteerklæring til Fritidsklubben Skjold. Se vedhæftede udkast.
Videre proces
Såfremt lokaludvalget vælger at skrive en støtteerklæring, sender formanden erklæringen til Børne- og Ungdomsudvalget.
Beslutning
Allan Marouf stillede følgende ændringsforslag til støtteerklæringen:
ÆF 1: At man tilføjer støtte til Trianglens Fritidsklub, så overskriften ændres fra: Støtteerklæring til Fritidsklubben Skjold
til: Støtteerklæring til Fritidsklubberne Skjold og Trianglen.
Mellem linje 44 og 46 i udkastet indsættes: Støtten gælder også Fritidsklubben Trianglen, der betjener Ingrid Jespersens Gymnasieskole.
ÆF 1 blev vedtaget uden afstemning og indstillingen blev derefter vedtaget uden afstemning.