Henvendelse om fodboldbaner i Nordhavn Naturpark
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede henvendelse vedr. fodboldbaner i Nordhavn Naturpark til medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget og af Teknik- og Miljøudvalget.
Problemstilling
I forbindelse med udbygningen af Nordhavn, er det planlagt, at der skal anlægges en park (naturparken) i det nord-østlige hjørne af Nordhavn. Samtidigt skal der også skabes plads til, at der etableres idrætsfaciliteter i Nordhavn, bl.a. boldbaner, for at sikre faciliteter til de kommende mange nye beboere i Nordhavn. Det er besluttet, at parkens samlede areal skal være 28 ha.
Lokaludvalget har sammen med paraplyorganisationen, Nordhavns Naturvenner peget på, at naturparken skal være af en vis størrelse (anbefalet 100 ha), og at parken primært skal indrettes med vild natur. Nordhavn Naturvenner har fået udarbejdet et forslag til indretning af naturparken i samarbejde med landskabsarkitekt, Marianne Levinsen, som lokaludvalget bakker op omkring.
Der har været afholdt forskellige borgerinddragende aktiviteter, bl.a. 2 borgermøder ifm. udarbejdelsen af forslaget til naturpark, og senest en undersøgelse i Østerbro Borgerpanel. Inddragelsen peger på, at der er stor interesse for at anlægge parken med vild natur.
Som en del af Budget23, blev det besluttet, at der som en del af naturparken, skal anlægges boldbaner.
Lokaludvalget er kommet i besiddelse af et notat, med et forslag om at placere 3-6 boldbaner som en del af de 28 ha i naturparken.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen på deres møde den 11. oktober 2022.
For at sikre politisk bevågenhed omkring planlægningen af den kommende naturpark, foreslår Formanden, at der sendes en henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget og til Teknik- og Miljøudvalget, hvor der gøres opmærksom på lokaludvalgets holdning:
- Naturparken skal være vild natur
- Boldbaner og øvrige idrætsanlæg anlægges tættere på boliger, skoler mv.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står formanden i samarbejde med sekretariatet for at få afsendt henvendelsen til medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget og til Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt efter afstemning
For indstillingen stemte: Allan Marouf, Dan Pedersen, Jóannes J. Gaard, Christoffer Slott, Pia Jørgensen, Morten Buchwald, Lartey Lawson, Vagn Pedersen, Bo Sandberg, Finn Kristiansen, Sanna Gøbel Larsen, Margarita Schmidt, Christian Ahlmann-Ohlsen.
Imod indstillingen stemte: Mikael Brauner, Frank Bavnild, Jesper Levy.
Følgende undlod at stemme: Jens Peter Mortensen, Tanveer Sharif.