Mødedato: 26.10.2022, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh- Ø.

Bevilling: Indvielse af første etape af Nordre Frihavnsgade

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 6.000 kr. af 2022-puljemidler til brug for et event ifm. indvielsen af første etape af Nordre Frihavnsgade jf. løsningsafsnittet.

2. at der udpeges 1-2 tovholdere på projektet, som også deltager i eventet.

Problemstilling

Nordre Frihavnsgade bliver i 2022-23 ombygget til cykelgade. Biler og busser skal forsat kunne køre i gaden men skal indrette sig efter cyklerne. I forbindelse med anlægsarbejdet er det besluttet, at arbejdet skal udføres i etaper for at forsøge at genere gadens beboere og brugere mindst muligt.

Den første etape fra Trianglen til Victor Borges Plads forventes at være færdig i november 2022.

Løsning

Formandskabet anbefaler, at lokaludvalget i samarbejde med Handelsforeningen og Teknik- og Miljøforvaltningen afholder et mini-indvielsesevent for at markere færdiggørelsen af første etape. Både lokaludvalget og Handelsforeningen har været aktive gennem hele projektet og ser gerne, at denne milepæl fejres.

Formandskabet foreslår, at eventet afholdes lørdag den 26. november 2022 kl. 12-14 på Victor Borges Plads. På dette tidspunkt er der bedre mulighed for at anlægsarbejdet er helt færdigt (første etape), og der kan være ekstra folk i gaden ifm. starten af julehandlen.

Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod, har sagt ja, til at komme og åbne første etape kl. 12, og sammen med formanden for Østerbro Lokaludvalg at 'klippe snoren' til 1. etape af cykelgaden. Derudover arrangeres der musikalsk underholdning ved Østerbro Musikskole og hyres en kaffevogn til uddeling af gratis kaffe til de interesserede. Teknik- og Miljøforvaltningen vil stille deres informationsplancher/pyloner op, så interesserede kan læse mere om projektet.

Allan Marouf stiller sig til rådighed som tovholder, sammen med formandskabet. 

Medlemmerne af lokaludvalget opfordres til at deltage.

Økonomi

Det foreslås, at de afsættes 6.000 kr. i 2022-puljemidler til projektet fordelt på nedenstående budget. Midlerne tages fra formandens informationspulje.

Budget  
 Kaffevogn (ad libitum kaffe 2 timer) 4.000 kr. 
 Musikalsk underholdning v. Østerbro Musikskole 1.500 kr. 
 Diverse    500 kr. 
 I alt 6.000 kr. 

 

Videre proces

Sekretariatet står for bestilling af kaffevogn, annoncering mv. Tovholder på projektet (og evt. andre lokaludvalgsmedlemmer) deltager på eventet.

Beslutning

1. at-punkt. Indstillingen blev godkendt uden afstemning

2. at-punkt. Allan Marouf blev udpeget som tovholder

Udvalget pålagde forvaltningen at undersøge, om kaffen kan serveres i genbrugskopper.


Til top