Høring: Grøn Kalkbrænderihavnsgade, foranalyse
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. foranalyse for Grøn Kalkbrænderihavnsgade.
Problemstilling
Begrønning af Kalkbrænderihavnsgade er et samarbejde mellem Københavns Kommune og By og Havn. Sammen har de ønsket at afdække mulighederne for begrønning med en analyse og et idékatalog. Under vejens samlede begrønning ønskes ideer til øget bynatur og byliv samt bedre forbindelser og bevægelse i området. Der ligger i projektet ikke en finansiering af forslaget. Forslaget vil skulle forelægges politisk behandling, hvis der skal bevilges midler til realisering.
Analysen peger på, at gaden fremstår grå og med meget (især tung) trafik. Desuden virker gaden som en barriere mellem Østerbro og havnen/Nordhavn.
Analysen formulerer et ønske om at omdanne gaden fra grå og inaktiv til grøn og aktiv bygade.
Projektområdet strækker sig fra Kastellet i syd til Svanemøllestranden i nord (betegnes samlet i forslaget som Kalkbrænderihavnsgade).
Omverdensinddragelse:
Lokaludvalget har været inddraget i processen med et indledende møde i oktober 2022 og med deltagelse i interessentmøde og offentligt borgermøde i foråret 2023.
Fra inddragelsen fremhæves 5 hovedbudskaber:
- mere og varieret beplantning
- bevare og forstærke relation til vandet
- forbedre oplevelsen for bløde trafikanter med beplantning
- grøn afskærmning
- formidling af biodiversitet
Foranalysen er i intern høring i lokaludvalget i perioden 29. marts til 26. april 2023.
Løsning
Foranalysen er blevet behandlet af fagudvalget for byplan, miljø og teknik på deres møde den 13. april, hvor fagudvalget er blevet enige om at anbefale vedhæftede udkast til høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes står sekretariatet for at indsende lokaludvalget høringssvar til Teknik- og miljøforvaltningen.