Mødedato: 25.10.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh. Ø.
Nyt fra fagudvalgene
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg tager nyt fra fagudvalgene til efterretning
Problemstilling
Social, sundhed, ældre og integration
- Socialforvaltningen gæstede mødet og præsenterede fagudvalget for situationen omkring drikkefællesskabet ”De Frie Fugle”, sådan som det blev aftalt ved forrige møde. Baseret på den efterfølgende dialog, er det afklaret mellem Socialforvaltningen og fagudvalget, at drikkefællesskabet lukkes. Der er således givet grønt lys fra fagudvalgets side, til at Socialforvaltningen kan køre sagen videre i eget regi.
- Rammerne for de 12 skæve boliger som er planlagt til oprettelse på Scherfigsvej, blev præsenteret. Der blev i forbindelse med oplægget, fremlagt en forespørgsel om et samarbejde med lokaludvalget, for at få stablet et borgermøde på benene. Borgermødet skal være af orienterende karakter. Fagudvalget er positive overfor denne forespørgsel og vil gerne medvirke til et sådant borgermøde.
Kultur, Fritid og Idræt
- Arbejdsgruppe om udviklingen af Svanemøllehallen bliver oprettet. Flere fagudvalgsmedlemmer har meldt sig til en arbejdsgruppe faciliteret af KFF, der vil arbejde med udviklingen af Svanemøllehallen. Første møde finder sted den 23. oktober.
- Besøg af Jesper Kofoed-Melson fra Kulturdistriktet. Jesper fortalte om aktuelle udfordringer for Kulturdistriktet og Åben Festival. Jesper fortalte om historikken bag Kulturdistriktet og Åben Festival, hvor lokaludvalget har en stor rolle. Jesper er pt. den eneste person tilbage til at drive Kulturdistriktet. Det har været svært at skaffe midler til årets Åben Festival. Mange puljer og fonde støtter kun i udsatte byområder og det er svært at få penge til projekter som ikke er i opstart. Dertil er en vigtig pulje i By & Havn nedlagt.
- Re:fashion Days den 23. september blev afholdt i Villa Kultur. Arrangementet gik godt og David fortalte mere om hvordan dagen forløb. Den samlede evaluering bliver behandlet i november.
Familie, Børn og Unge
- Oplæg v/Martin fra Idrætsprojektet om deres arbejde med udvikling af positive fællesskaber og brobygning til foreningsliv i forskellige bydele. Idrætsprojektet er en selvstyrende og tværfaglig organisation i Københavns Kommune med lidt over 100 ansatte. Idrætsprojektet står for blandt andet brobyggerprojekter, fritidsindsatser, kombinationsindsatser og skoleindsatser. I udsatte byområder findes der indsatser og aktiviteter som er åbne for alle, ellers skal den enkelte visiteres gennem Borgercenter Børn og Unge.
- Søren Troels Berg (TMF) fortalte om skoleveje på Østerbro med særligt fokus på Randersgade. Søren kunne ikke fortælle så meget konkret om det kommende arbejde med Randersgade så tidligt i processen. Der er ikke fundet nogen projektleder endnu, men der forventes at blive ansat en projektleder i Cykel og Vej i TMF inden årsskiftet. Videre gennemgik Søren bydelens skoler ift. indkørselsforbud/tryghedszoner. Der er etableret indkørselsforbud/tryghedszone ved Vibenshus Skole, hvilket skolelederen fra Vibenshus Skole er glad for.
- Høring af forslag om at knytte ungerepræsentanter i lokaludvalgene. Da punktet bliver behandlet på et fælles Teams-møde, blev det kun behandlet overfladisk på fagudvalgsmødet. Fagudvalget pegede på at formatet på lokaludvalgsmøderne nok ikke appellerer til unge, men at det vil være mere oplagt at invitere unge med i fagudvalgene. Dertil stiller udvalget sig kritisk til at inddrage unge fra ungdomsuddannelserne, da mange unge bor i andre bydele end der de går i skole. Der blev også foreslået at rekruttere unge via ungdomspartierne.
Byplan, Miljø og Teknik
- Det planlagte fagudvalgsmøde den 12. oktober blev aflyst. Næste møde afholdes den 9. november.
Løsning
Økonomi
Videre proces
Beslutning
Lokaludvalget tog orientering fra fagudvalgene til efterretning.