Høring om ungerepræsentanter i lokaludvalg
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget drøfter og beslutter proces for høringssvar vedr. ungerepræsentanter i lokaludvalg jf. løsningsafsnittet.
2. at lokaludvalget nedsætter en ad-hoc arbejdsgruppe til formulering af høringssvar vedr. ungerepræsentanter i lokaludvalg.
Problemstilling
Østerbro Lokaludvalg har af Økonomiforvaltningen fået forslag om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene i høring. Høringsperioden løber fra 10. august til 12. november 2023.
Forslaget om at knytte ungerepræsentanter til lokaludvalgene er udarbejdet på baggrund af et medlemsforslag stillet i Borgerrepræsentationen af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.
Medlemsforslaget lægger op til, at to ungerepræsentanter i hver bydel vælges af og blandt eleverne på ungdomsuddannelserne til at deltage i lokaludvalgenes arbejde for ét år ad gangen. Forslagsstillerne har ikke til hensigt, at ungerepræsentanterne skal indtræde som ordinære medlemmer af lokaludvalgene, men at de skal have ret til at deltage på møderne i lokaludvalgene.
I høringssvaret bedes lokaludvalgene forholde sig til følgende spørgsmål
• På hvilken måde ungerepræsentanter kan tage del i lokaludvalgets arbejde
• Hvordan ungerepræsentanter kan vælges i jeres bydel
• Hvor længe ungerepræsentanter skal være valgt
• Hvordan I inddrager unge i dag i lokaludvalgets arbejde
Løsning
Forslaget har kort været drøftet i fagudvalget for familie børn og unge. Dog vurderes forslaget at være af mere tværgående karakter, og bør behandles af en bredere kreds af lokaludvalgets medlemmer.
Forpersonen har derfor bedt sekretariatet indkalde lokaludvalgets medlemmer til et indledende møde via Teams tirsdag den 24. oktober kl. 17-18. På mødet drøftes input til høringssvar og evt. inddragelse af lokale interessenter.
Forpersonen foreslår, at der nedsættes en ad hoc-arbejdsgruppe med deltagelse af forpersonen og sekretariatet, der står for at formulere et høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelse og evt. indkomne input fra inddragelse af lokale interessenter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Beslutning
1. lokaludvalget drøftede sagen og besluttede proces for afgivelse af høringssvar.
2. Lokaludvalget bemyndigede forpersonen i samarbejde med sekretariat at formulere et høringssvar vedr. ungerepræsentanter i lokaludvalg.