Bevilling Østerbroweekend 2024
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at Lokaludvalget beslutter at afholde Østerbroweekend i juni 2024, afsætter 260.000 kr. af
2024-puljemidler hertil, og udpeger en tovholder på projektet.
Problemstilling
Østerbroweekend i Fælledparken i starten af sommeren er blevet en tradition, der samler lokale foreninger, aktører og borgere i en hyggelig bydelsfest, hvor lokaludvalget er arrangør og vært. Østerbroweekend arrangeres som en del af Østerbro Lokaludvalgs arbejde med at skabe netværk på tværs på Østerbro. Østerbroweekend den 3. og 4. juni i 2023 blev godt besøgt, og det blev et særdeles vellykket arrangement. Der er en klar forventning fra både fra frivillige, besøgende og lokaludvalgsmedlemmer om at Østerbroweekend bliver afholdt på lignende vis igen i 2024.
Løsning
Østerbroweekend er blevet en tradition, hvor koncept og afvikling kører efter samme mønster som tidligere år. Østerbroweekend er med til at synliggøre de lokale offentlige og frivillige tilbud, der er i bydelen, og har et bredt fokus på foreningslivet og de kulturelle tilbud, som Østerbro byder på.
Programmet
Indhold |
Beskrivelse og funktion |
Foreningsaktiviteter på scenen. Flere lokale foreninger bidrager til programmet med indslag i form af musik, sang, dans mv. |
Lokale aktører bliver medskabere af festivalen og får mulighed for at vise deres aktiviteter frem for et større publikum. Der er stor opbakning til og interesse for de lokale foreninger blandt festivalens gæster.
|
Indslag til børn, fx trylleshow
|
Børneunderholdning tiltrækker og fastholder børnefamilierne. Indslag med børneunderholdning har et lavere lydniveau end fx musikalske indslag og bidrager til en hyggelig stemning uden for høj lyd.
|
Politikerdebat |
Under politikerdebatten, hvor en række BR-politikere deltager, bliver aktuelle Østerbro-sager diskuteret.
|
Koncert |
Hver dag afsluttes med en koncert.
|
Tilmeldte foreninger tilbydes plads i et telt, hvor de kan lave aktiviteter og vise hvem de er. Det er en god mulighed for at vise foreningens aktiviteter og for at møde andre foreningsaktive. Kultur og Fritid Østerbro inviteres til at stå for en række kultur- og børneaktiviteter.
Lokaludvalget har deres eget telt med en lokaludvalgsbod. Her bliver relevante projekter præsenteret, og lokaludvalgsmedlemmerne kommer i dialog med borgere. Lokaludvalget står selv for at indrette og planlægge aktiviteter i lokaludvalgsboden.
Østerbroweekend 2024 forventes afholdt weekenden 1. og 2. juni 2024, kl. 10-15 begge dage. Østerbroweekend afholdes i Fælledparken ved P. H. Lings Allé.
I foråret 2024 inviteres interesserede foreninger til at deltage i festivalen.
En ekstern samarbejdspartner og facilitator vil stå for at løse de fleste opgaver indenfor den praktiske planlægning og afvikling af arrangementet. Den eksterne samarbejdspartner sørger blandt andet for at bestille og opsætte telte, scene og stå for al forplejning. Der bliver serveret morgenmad og kaffe for alle frivillige, og der bliver serveret et måltid mad, kaffe, saftevand og kage til omkring 400 personer pr. dag. Den eksterne facilitator står for at booke og betale bands til koncerterne både lørdag og søndag og alle andre indslag, der kræver betaling. De frivillige indslag fra de lokale foreninger koordineres af sekretariatet. Den eksterne samarbejdspartner står desuden for at håndtere alt affald og oprydning, samt trække strøm fra Sparta.
Økonomi
Budget | Beløb i kr. |
Facilitator |
55.000 |
Rammer (telte, borde mv.) | 68.200 |
Forplejning | 44.000 |
Musik og underholdning inkl. Koda | 53.000 |
Affaldscontainere | 4.400 |
Morgenmad for frivillige | 2.200 |
|
|
Annoncering i Nordhavn Avis 1/1 side* |
4200 |
SoMe |
2000 |
Plakater, postkort, infostandere i byrummet | 10.000 |
Infomøde for nye frivillige | 2000 |
Uforudsete udgifter og diverse | 10.000 |
I alt | 255.000 |
Videre proces
Tovholder(e) fra lokaludvalget står for planlægning af arrangementet i samarbejde med ekstern facilitator og sekretariatet. Sekretariatet står for at indgå kontrakt med facilitator, indhentning af tilladelser, ekstern kommunikation, kontakt til frivillige mv.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at bevilge 260.000 kr. i 2024-puljemidler til afholdelse af Østerbroweekend i 2024.
Allan Marouf blev udpeget som tovholder på projektet.