Naboorientering: Ansøgning om etablering af et skur på Charlottehavens gårdareal
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at lokaludvalget tager naboorientering om ansøgning om opsætning af skur til opbevaring af træningsudstyr til efterretning.
2. at lokaludvalget drøfter og beslutter, om der skal rettes en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget ,der fremhæver den lokale arbejdsgruppes synspunkter og bekymringer, og samtidigt spørger til nabohøringers manglende rækkevidde.
Problemstilling
Sagen er blevet sendt i høring til de naboer og berørte parter, som forvaltningen har anset som relevant - herunder lokaludvalget - men ikke den beboergruppe som tidligere har været inde over sagen. Det skyldes at skuret placeres på ansøgerens egen matrikel.
Naboorienteringen er vedhæftet i bilag.
Løsning
Naboorienteringen er blevet behandlet i fagudvalget for byplan, miljø og teknik. Kutyme er, at lokaludvalget ikke går ind i sager om naboorienteriger med mindre der kommer henvendelser fra lokale borgere i området. På den baggrund besluttede fagudvalget ikke at gå ind i sagen.
Efterfølgende er sekretariatet blevet kontaktet af beboergruppen, som oplyser at de ikke er blevet informeret om sagen. Beboergruppen udtrykker en bekymring for, at selvom udstyret flyttes til en anden del af Charlottehavens gårdareal, vil samme problemtik om brugen af det offentligt udlagte gårdareal som tidligere opstå.
Lokaludvalget skal drøfte, hvordan de vil gå til sagen på baggrund af naboorienteringen og det tilhørende historiske forløb med sagen. Høringsperioden for orienteringen er overskredet, og der kan derfor ikke indsendes et officielt høringssvar.
Forpersonen foreslår, at lokaludvalget drøfter, om der i stedet for et høringssvar indsendes en henvendelse til teknik- og miljøudvalgets politikere, hvor den lokale arbejdsgruppes synspunkter og bekymringer fremføres, og hvor der samtidigt stilles spørgsmål ved naboorienteringens rækkevidde.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Beslutning
1. Taget til efterretning.
2. Lokaludvalget bemyndigede forpersonen til i samarbejde med sekretariatet at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget med cc. til enhedschefen for byggesager. Henvendelsen skal indeholde en kritik af den manglende høring samt gøre opmærksom på pladsens formål.