Høringssvar vedrørende dispensation fra Naturbeskyttelsesloven
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg tager formandens høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til at udvide Rigshospitalets køleanlæg i Sortedamssøen Nord til efterretning. Se høringssvaret i bilaget.
Problemstilling
Med svarfrist den 27. juli 2021 sendte Teknik- og Miljøforvaltningen den 28. juni 2021 en høring til lokaludvalget om en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til til at udvide Rigshospitalets køleanlæg i Sortedamssøen Nord. Se bilaget. Høringen var offentlig på Bliv Hørt-portalen.
Forvaltningen vurderer, at projektet samlet set ikke at vil medføre nogen afgørende forrykning af søens tilstand.
Baggrund for dispensationen
Dispensationen vedrører Rigshospitalets vandindtag i Sortedamssøen til dets kølesystem. Den eksisterende betonkonstruktion på søbunden skal erstattes med ny betonkonstruktion. Der vil være forøget indtag og udledning af kølevand.
Rigshospitalets kølesystem har allerede i dag vandindtag i Sortedamssøen. Kølesystemet som helhed er essentielt for Rigshospitalets drift. Foruden hospitalets generelle kølebehov, er der er en lang række livsvigtige behandlinger og undersøgelser som kræver køling. Desuden er hele IT-systemet afhængig af kølingen.
Anlægget er medtaget af mange års drift, hvilket har skabt et øget behov for løbende vedligeholdelse. Denne vedligeholdelse foretages i dag på måder, der er uhensigtsmæssige i forhold til nuværende arbejdsmiljøregler. Ligeledes har Sortedamssøens flora ændret sig, hvorved der hurtigere opleves en begroning af indtagene, med større behov for rengøring til følge.
Det er undersøgt om alternative kølemetoder kan komme i betragtning. Det vurderes at der vil kunne suppleres med alternativer, men den primære køling via søen kan ikke erstattes.
Projektet
Projektets samlede "fodaftryk" i Sortedamssøen i anlægsperioden vil være ca. 220 m2.
Projektet omfatter nedbrydning af det eksisterende bygværk, som er på 4 m2. Ved siden af etableres et nyt rektangulært betonkammer med nye og mindre risteindtag i tre af siderne, samt et ”låg” i beton. Betonkammeret støbes på stedet i en inddæmmet byggegrube. Anlægget, der bliver på 20 m2, udføres i samme højde som eksisterende anlæg.
Vandudledning fra Rigshospitalet
Udledningen af opvarmet vand i Sortedamssøen Nord fra køleanlægget på Rigshospitalet er et eksisterende forhold, der har pågået i en meget lang tidsperiode, hvorfor det ses som en integreret del af søens tilstand. Det cirkulerede vand har overtemperatur på ca. 10 grader C om vinteren, hvor det i perioder med frostvejr medvirker til at holde et begrænset område isfrit, der fungerer som en åben våge i søen for fuglelivet. Der vil være variation efter søvandets temperatur.
Det vurderes ikke, at den lokale opvarmning hidtil har haft en særlig og registret konsekvens for søens flora og fauna, idet opvarmningen er udbredt til et begrænset felt, ligesom temperaturstigningen i dette felt ikke er markant.
Det vurderes ikke at en øget udledning af opvarmet søvand vil give anledning til nogen ændringer i forhold til eksisterende forhold, eller i øvrigt vil få nogen negativ betydning for søen.
Udledningen er derfor ikke indeholdt i indeværende dispensation, men skal behandles efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, i tråd med den generelle praksis for udledninger som ikke medfører tilstandsændringer.
Løsning
Sekretariatet orienterede med en mail den 30. juni 2021 lokaludvalgets formand og formanden for Fagudvalget for Byplan, Miljø og Teknik om sagen, med opfordring til at drøfte sagen i fagudvalget og med tilbagemelding om eventuelle bemærkninger til et høringssvar fra lokaludvalget senest den 5. juli 2021.
Høringssvar
Den 6. juli 2021 blev det vedhæftede høringssvar fra formanden til Teknik- og Miljøforvaltningen lagt på Bliv Hørt-portalen.
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager det til efterretning.
Videre proces
Sekretariatet sender de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til sagen, til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Anlægsarbejdet foretages i vinterperioden forventeligt fra oktober 2021 til januar 2022.