Mødedato: 24.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Puljeansøgninger 5. ansøgningsrunde (2016-puljemidler)

Østerbro Lokaludvalg har modtaget 13 rettidigt indkomne ansøgninger til 2016-puljemidler til Østerbropuljens 5. ansøgningsrunde.

Indstilling og beslutning

Puljeudvalget indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Italiensk talecafé".

2. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "At afhjælpe udstødningen af etniske grupper".

3. lokaludvalget bevilger 22.500 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen "Musik fra Østerbros undergrund".

4. at lokaludvalget bevilger 9.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen "25 års jubilæum i Ryes Café".

5. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Kultur Gakkeren".

6. at lokaludvalget bevilger 25.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen "Udbredelse af viden om Østerbros historie og kulturbaggrund".

7. at lokaludvalget bevilger 18.800 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen "Utopia School".

8. at lokaludvalget bevilger 12.900 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen "Vink live no 2 Russisk Vinterpalads".

9. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Årstiderne på Østerbro når by og natur kalder på mennesker".

10. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Jazz til døren".

11. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Falling Awake".

12. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Østerbros børne- og voksenkor".

13. at lokaludvalget bevilger 50.000 kr. som en underskudsgaranti til ansøgningen "Copenhagen Crime".

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har modtaget 13 rettidigt indkomne ansøgninger til Østerbropuljens 5. ansøgningsrunde i 2015 med ansøgningsfrist den 26. oktober 2015 vedrørende 2016-projekter.

Puljeudvalget har behandlet ansøgningerne på deres møde den 11. november og er kommet frem til nedenstående indstillinger til ansøgningerne.

Vær opmærksom på inhabilitetsproblematikker. Hvis du er i tvivl eller mener at du er inhabil i én eller flere af ansøgningerne bedes du kontakte sekretariatet, så der vil kunne blive indkaldt suppleanter til de konkrete punkter.

Bemærk at ansøgning nr. 1 "Italiensk talecafé" og nr. 4 "At hjælpe udstødning af etniske grupper" i det udsendte ansøgningsmateriale er anført som ansøgninger til 2015-puljemidler. Ansøgerne har kontaktet sekretariatet og har bedt om, at tidsplanerne flyttes, således at projekterne afholdes i 2016. Ansøgning 1 og 4 behandles derfor under dette punkt.

Løsning

1. "Italiensk talecafé"
Ansøgt: 3.500 kr.

Der søges støtte til en række talecafeer, hvor man kan komme og øve sig i at tale italiensk. Der vil være oplæg på italiensk og derefter diskussion omkring forskellige temaer.
(NB! Ansøger har ønsket at flytte projektet til afholdelse i februar 2016)

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Projektet virker til at være rettet mod en meget snæver målgruppe, og mest som værende til gavn for boghandlen selv, og der stilles spørgsmålstegn ved, om der reelt er en målgruppe for et sådant projekt på Østerbro. Det anbefales derfor, at projektet bør afholdes i privat regi.


4. At afhjælpe udstødning af etniske grupper
Ansøgt: 28.940 kr.

Der søges støtte til en række aktiviteter der har til formål at hjælpe ensomme og isolerede voksne og ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Projektet ønsker at bryde deltagernes isolation ved at lave fælles aktiviteter for dem fx hytteture, møder eller hjemmebesøg.
(NB! Ansøger har ønsket at flytte projektet til afholdelse fra februar til maj 2016)

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Flere af aktiviteterne falder udenfor Østerbropuljens retningslinjer, da de retter sig for specifikt mod enkeltpersoner, fx telefonrådgivning og hytteture. Desuden stiller lokaludvalget spørgsmålstegn ved metoden til integration, da der ikke er interaktion mellem forskellige befolkningsgrupper, men der kun er tale om aktiviteter for gruppen selv.


12. Musik fra Østerbros undergrund
Ansøgt: 22.500 kr.

Der søges støtte til en minimusikfestival ved bunkerkomplekset ved Carl Nielsen Allé. På festivalen vil de bands der øver i bunkerne spille deres musik, og de lokale handelsdrivende inviteres til at have en bod, hvorfra de kan sælge forskelligt mad og andet. Arrangementet henvender sig primært til områdets beboere, men er åbent for alle.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 22.500 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti. Det er positivt med en aktivitet i området, der kobler både pladsens brugere, områdets erhvervsdrivende og interesserede lokale beboere. For at sikre lige muligheder for de erhvervsdrivende, gives støtten under forudsætning af, at der inviteres bredt blandt de erhvervsdrivende til at deltage.


13. 25 års jubilæum Ryes Café
Ansøgt: 9.000 kr.

Der søges støtte til at afholde en festuge i anledningen af cafeens 25 års jubilæum. Der vil være forskellige former for underholdning og mulighed for at købe mad til en billig pris. De fleste aktiviteter ligger midt på dagen og er åbne for alle interesserede.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 9.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti. Det er positivt, at der sættes fokus på samlende aktiviteter for ensomme i området, og at der med dette arrangement synes at åbne aktiviteterne mere for nye brugere end tidligere.


14. Kultur Gakkeren
Ansøgt: 9.000 kr.

Der søges støtte til at lave en installation der projicerer skiftende citater op på en væg i bydelen, som vil kunne læses af de forbipasserende. Installationen ”fodres” med ord, fx gadenavne på Østerbro, og sammensætter sætninger tilfældigt, således at der opstår forskellige sætninger, der måske eller måske ikke giver mening. Et eksempel fra ansøgers hjemmeside ”En minister ytrer sig ofte om en tandløs løve, som er småt men godt”

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. På trods af den store reduktion af budgettet kan lokaludvalget ikke se det bydelsrettede aspekt i projektet ud over placeringen på Østerbro. Installationen vil give "støj" i gadebilledet med lysende citater, der skifter ofte, og vil bidrage til en unødvendig forvirring i bybilledet. Ideen med de dannede citater kan måske være interessant, men ikke i den skala, der ville være nødvendig for at citaterne reelt vil kunne læses.


15. Udbredelse af viden om Østerbros historie og kulturbaggrund
Ansøgt: 25.000 kr.

Der søges støtte til en række åbne foredragsarrangementer i Østerbro Lokalhistorisk Forening samt deltagelse i Kildevældsfestivalen i 2016. Foreningen ønsker at formidle viden om bydelen historisk set til forskellige målgrupper og i forskellige fora. Desuden er foreningen i gang med en proces med at registrere forskellige dokumenter og billeder digitalt, således, at materialet bliver tilgængeligt for flere borgere.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 25.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti. Det er positivt, at foreningen efter en mere stille årrække begynder at lave udadvendte arrangementer. Det er lokaludvalgets indtryk, at der er stor interesse omkring foreningens arbejde, og at det derfor at vigtigt, at kunne formidle historien - gerne via forskellige medier.


16. Utopia School
Ansøgt: 28.800 kr.

Der søges støtte til at etablere en ”skole”, hvor det er muligt for deltagerne at undersøge utopiens historie og den konkrete udformning af kulturelle tilbud i København. Projektet bygger på den amerikanske kunstner Jamie Ingleharts ideer med at arbejde på tværs af grænser (lokalt, nationalt og internationalt). Projektet opbygges af en række workshops og foredrag, som skal definere skolen på baggrund af deltagernes inputs.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 28.800 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti. Udvalget mener, at det er positivt med opstarten af en ny aktivitet, der samler kreative kræfter i Nordhavn. Puljeudvalget har bedt sekretariatet om at fremskaffe uddybende oplysninger omkring projektet fra ansøger, da det ikke helt klart fremgår, hvordan ansøger vil målrette aktiviteten til bydelen.


17. Vink Live no 2 Russisk Vinterpalads
Ansøgt: 12.900 kr.

Der søges støtte til et event i KW3 med temaet ”Rusland”. Gennem forskellige oplæg og indslag vil deltagerne få et mere nuanceret billede af Rusland end det, der oftest præsenteres i medierne.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 12.900 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti. Det er et dialogskabende arrangement, der involverer deltagerne til at se flere aspekter af en sag. Prisen på projektet holdes nede ved brug af frivillige kræfter samt ved et fornuftigt deltagergebyr.


18. Årstiderne på Østerbro når by og natur kalder på mennesker
Ansøgt: 58.000 kr.

Der søges støtte til 4 events i 2016 med fokus på de 4 årstiders særpræg. Ansøger ønsker at give beboerne en indsigt i naturen og klimaet for at sikre, at hver enkelt har et større fokus på at passe bedre på naturen.
Formålet er at skabe et netværk af partnere, som vil hjælpe til at skabe bedre dialog omkring naturen og miljøet på Østerbro

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Projektet virker uforholdsmæssigt dyrt og mangler frivillighed. Desuden synes formålet med aktiviteterne uklare og derved vanskelige at målrette en målgruppe.


19. Jazz til døren
Ansøgt: 15.000 kr.

Der søges støtte til 4 jazzkoncerter på 3 lokale plejehjem på Østerbro. Beboerne er immobile og derfor er det vigtigt, at oplevelserne reelt sker på plejehjemmene. På de steder hvor det giver mening, vil der tillige blive offentlig adgang til koncerterne.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Lokaludvalget har ved forrige puljerunde støttet 3 jazzkoncerter på 3 forskellige plejehjem i bydelen som en opstart af en ny aktivitet. Lokaludvalget lægger vægt på, at støttebehovet ved gentagelsen af projektet generelt bliver mindre; fx ved at der involveres frivillige kræfter, eller at der kommer en højere grad af deltagerfinansiering. Ved dette projekt er både antallet af koncerter og honorarandelen sat op.


20. Falling Awake
Ansøgt: 70.000 kr.

Der søges støtte til opførelse af en nyskrevet opera i Republique i forbindelse med Københavns Opera Festival.
(NB! Ansøger har indsendt et opdateret budget der viser, at der er indtægter og udgifter for 1.110.000 kr. inkl. et tilskud fra Østerbropuljen på 70.000 kr.)

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Projektet virker ikke bydelsrettet mod Østerbro ud over placeringen af forestillingerne. Udgifterne til honorarer er stort, og der mangler frivillighed i projektet. Projektet indeholder desuden store dele af forberedende aktiviteter (prøveforløb), som lokaludvalget ikke støtter.


21. Østerbros børne og voksenkor
Ansøgt: 22.000 kr.

Der søges støtte til et 10 ugers forløb med korundervisning for et kor bestående af Nabo Østerbros kor og elever fra Strandvejsskolen, alle interesserede er dog velkomne til at deltage.
Formålet er dels at styrke samvær mellem generationer og formidle danske sange som en del af dansk kultur til alle deltagende og lyttere.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Som udgangspunkt er det positivt at lave en aktivitet der inddrager flere generationer, og hvor der reelt er interaktion mellem deltagerne. Dog synes udgifterne til honorar højt og der er ikke egenfinansiering, der holder denne pris nede. Projektet er skruet sammen som et korundervisningsforløb over 10 uger, der i stedet burde ligge i folkeoplysende regi, hvor deltagerne selv betaler for deltagelsen.


22. Copenhagen Crime
Ansøgt: 100.000 kr.

Der søges støtte til over en weekend i juni 2016 at afholde en krimi/spændingslitteraturfestival i Østerbrohuset. På festivalen vil der være forskellige aktiviteter bl.a. Forfatterinterviews og krimivandringer i bydelen.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 50.000 kr. Det er et nyt projekt i bydelen, der inddrager flere lokale parter. Der er en fornuftig grad af medfinansiering og deltagerbetaling, der er med til at holde udgifterne i projektet nede.


Økonomi

Økonomiforvaltningen har endnu ikke meldt ud, hvor meget Østerbro Lokaludvalg får udlagt i puljemidler i 2016. Forvaltningen har meddelt, at Østerbro Lokaludvalgs puljemidler vil blive beskåret med 300.000 kr. fremadrettet p.ga. besparelser. Puljemidlerne udmøntes ud fra bydelens indbyggertal.

Det forventes derfor, at lokaludvalgets puljemidler for 2016 vil ligge omkring 3,3 mio. kr.

Videre proces

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte indstilling om afslag til ansøgningen "Italiensk talecafé" uden afstemning.

 

2. Lokaludvalget stemte om ændringsforslag om bevilling af 28.940 kr. i 2016-puljemidler til ansøgningen "At afhjælpe udstødning af etniske grupper"

For: 5 stemmer (David Rønne, Vagn Pedersen, Mette Mertz, Steen Reinhold Jeppson og Allan Marouf)

Imod: 10 stemmer (Axel Thrige Laursen, Jørgen Johannes Thomsen, Jørgen Nielsen, Hanne Melnik, Kjeld Kristian Lykke, Arvin Storgaard, Flemming Møller Bygwraa, Bjarne Jess Vennike, Sheku Amadu Jalloh og Lartey Lawson)

Undlod: ingen stemmer

Ændringsforslaget faldt.

Lokaludvalget godkendte indstilling om afslag til ansøgningen "At hjælpe udstødning af etniske grupper" uden afstemning.

 

3. Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 22.500 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Musik fra Østerbros undergrund" uden afstemning.

 

4. Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 9.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "25 års jubilæum Ryes Café" uden afstemning.

 

5. Lokaludvalget godkendte indstilling om afslag til ansøgningen "Kulturgakkeren" uden afstemning.

 

6. Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 25.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Udbredelse af viden om Østerbros historie og kulturbaggrund" uden afstemning.

 

7. Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 18.800 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Utopia School" uden afstemning.

 

8. Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 12.900 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Vink live no 2 Russisk Vinterpalads" uden afstemning.

 

9. Lokaludvalget godkendte indstilling om afslag til ansøgningen "Årstiderne på Østerbro når by og natur kalder på mennesker" uden afstemning.

 

10. Lokaludvalget stemte om ændringsforslag om bevilling af 15.000 kr. til koncerter på 4 nye plejehjem i forhold til seneste bevilling i 2016-puljemidler til ansøgningen "Jazz til døren"

For: 11 stemmer (Axel Thrige Laursen, Allan Marouf, Jørgen Johannes Thomsen, Steen Reinhold Jeppson, Jørgen Nielsen, Mette Mertz, Vagn Pedersen, Kjeld Kristian Lykke, Arvin Storgaard, Flemming Møller Bygwraa og David Rønne)

Imod: 3 stemmer (Sheku Amadu Jalloh, Bjarne Jess Vennike og Hanne Melnik)

Undlod: 1 stemme (Lartey Lawson)

Lokaludvalget godkendte ændringsforslag om bevilling af 15.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Jazz til døren" efter afstemning, øremærket 4 koncerter på 4 nye plejehjem i forhold til seneste bevilling.

 

11. Lokaludvalget stemte om ændringsforslag om bevilling af 18.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Falling Awake"

For: 8 stemmer (Allan Marouf, Jørgen Johannes Thomsen, Steen Reinhold Jeppson, Mette Mertz, Vagn Pedersen, Kjeld Kristian Lykke, Arvin Storgaard og David Rønne)

Imod: 7 stemmer (Axel Thrige Laursen, Jørgen Nielsen, Hanne Melnik, Flemming Møller Bygwraa, Bjarne Jess Vennike, Sheku Amadu Jalloh og Lartey Lawson)

Undlod: ingen stemmer

Lokaludvalget godkendte ændringsforslag om bevilling af 18.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Falling Awake" efter afstemning.

 

12. Lokaludvalget godkendte indstilling om afslag til ansøgningen "Østerbros børne og voksenkor" uden afstemning.

 

13. Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 50.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Copenhagen Crime" uden afstemning.

Til top