Mødedato: 24.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Borgerdialog om Østre Gasværk

Østerbro Lokaludvalg drøfter borgerdialog om Østre Gasværksgrunden.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalgs beslutning i ordinært møde den 23. september 2015.

Lokaludvalget besluttede efter to afstemninger at bevilge 65.000 kr. i 2015-puljemidler til Østre Gasværk arrangementer.
http://www.kk.dk/edoc-agenda/27071/e8559cec-42a9-4cd8-b139-69c6e95bcd35/f61454bd-49b5-4ff1-9765-c4c9997e3b08

Østerbro Lokaludvalg blev i ordinært møde den 22. oktober 2015 orienteret om af de planlagte arrangementer ville blive udskudt.

Indstilling og beslutning

Formandskabet indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter at de to arrangementer om Østre Gasværk ikke gennemføres og de afsatte midler tilbageføres.

2. at Lokaludvalget inviterer forvaltningen til at samarbejde om afholdelse af et mere gængs borgermøde om startredegørelsen for Østre Gasværk, der pt. er i høring til den 22. december 2015, og beslutter at afsætte 15.000 kr. i 2015-puljemidler til dets afholdelse.

3. at Lokaludvalget beslutter at borgerdialoggruppen og sekretariatet i deres oplæg til december mødet inkluderer forslag til modeller for hvordan borgerdialog mere konkret gribes an, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede i forbindelse med budget 2015, at Økonomiforvaltningen skulle udarbejde en helhedsplan for Østre Gasværksgrunden.

Teknik og Miljøforvaltningen har på baggrund af helhedsplanen udarbejdet en startredegørelse for Østre Gasværksgrunden, som beskriver 3 scenarier for udvikling af grunden. Teknik- og Miljøudvalget har den 24. august og Økonomiudvalget har den 1. september 2015 godkendt startredegørelsen og besluttet, at der arbejdes videre med scenarie 3, der er det scenarie med højeste bebyggelsesprocent, hvor scenarie 1 tog udgangspunkt i Østerbro Lokaludvalgs helhedsplan udarbejdet i samarbejde med lokale interessenter i et længere forløb.

Se oversigt over den politiske behandling i sagsfremstilling til Økonomiudvalgets møde den 1. september 2015 her:
http://www.kk.dk/edoc-agenda/26419/d4982f0c-3946-4177-99a8-8a58132ba422/0e57f7a6-68e8-4e3a-ba21-fdb13df1e08c

Økonomiforvaltningen har lagt en foreløbig procesplan for udarbejdelse af oplæg til lokalplan, der skal følge op på startredegørelsen. Procesplanen er dog med forbehold for endelig godkendelse i kommunens interne styregruppe:

  • Januar 2016: Helhedsplanen bearbejdes af en landskabstegnestue og en arkitekttegnestue. De påbegynder processen primo januar og arbejder til midt februar.
  • Midt februar: Midtvejsmøde med mulighed for at give input til arkitektforslag, det kan være mere eller mindre åbent/bredt inviteret, dvs. enten med deltagelse af lokaludvalget og udvalgte lokale aktører eller som åbent borgermøde. Deltagerkredsen fastsættes i samarbejde med proceskonsulenten.
  • Februar/marts: Tegnestuerne bearbejder helhedsplanen på baggrund af de indkomne idéer og forslag fra midtvejsmødet.
  • Slut marts: Afsluttende møde, hvor de 2 tegnestuer præsenterer resultat. Mødet kan enten holdes med deltagelse af lokaludvalget og udvalgte lokale aktører eller som åbent borgermøde. Deltagerkredsen fastsættes i samarbejde med proceskonsulenten.

De to møder er endnu ikke planlagt nærmere i form og karakter, da forvaltningen afventer ansættelse af proceskonsulenten, som skal stå for at planlægge og gennemføre dem.

Økonomiforvaltningen har inviteret sekretariatet til at deltage i procesplanlægningen på embedsmands niveau, og planlægger at lokaludvalgets inviteres til både midtvejsmøde og det afsluttende møde med de to tegnestuer. 

Løsning

Baggrund:
Østerbro Lokaludvalg besluttede den 23. september at afholde to borgerdialog arrangementer om Østre Gasværksgrunden den 23. og 24. oktober, hvilket siden viste sig som en noget større og mere omfangsrig opgave, hvor flere af de centrale politikere og fagfolk fra forvaltningerne ikke havde mulighed for at deltage med så relativt kort varsel, og hvor det krævede en del løbende afklaring, både internt og eksternt. På den baggrund blev arrangementerne i første omgang udskudt, hvilket blev meddelt lokaludvalget i møde 22. oktober 2015.

Borgermøde om startredegørelse for Østre Gasværksgrunden:
På efterfølgende formandskabsmøder den. 3. og den 10. november blev sagen drøftet, og på baggrund af tilbagemeldinger om status for lokalplanprocessen fra forvaltningen, indstiller formandskabet at arrangementerne som de står nu aflyses og de 65.000 kr. i 2015-puljemidler tilbageføres til de ikke-disponerede midler.

Formandskabet vil i stedet invitere forvaltningen til at samarbejde om et borgermøde om den startredegørelse der pt. er i høring frem til 22. december 2015. Formålet med borgermødet, er at oplyse borgerne om startredegørelsen og grundens anvendelse, og at drøfte dette, så det danner baggrund for input til lokaludvalgets høringssvar på den interne høring om startredegørelsen. Målgruppen er borgerne i bydelen.

Fagudvalget behandler startredegørelsen på fagudvalgsmødet d.1. december, og lokaludvalget skal tage stilling til udkast til høringssvar i ordinært møde d.16. december 2015.

Af hensyn til den politiske situation vurderer formandskabet, at det ikke er ønskeligt at sekretariatet deltager i den procesplanlægning som sekretariatet er indbudt til vedrørende borgerinddragelsen, i en proces hvor lokaludvalget ikke ønsker at stå på mål for beslutningen om gennemførelse af scenarie 3. 

Om borgermøder og borgerdialog mere generelt:
Samarbejdet med Østre Gasværks Initiativet om de to aflyste borgerdialog arrangementer, har givet anledning til nogle specifikke overvejelser omkring borgerdialog arrangementer, herunder fokus på formålet med inddragelsen og forholdet mellem indhold og form i forhold til formål og målgrupper, samt lokaludvalgets (medlemmernes) egen indsats og rammerne for samarbejde med eksterne parter. Det er formandskabets forslag, at disse overvejelser vil komme til at indgå i borgerdialog arbejdsgruppens videre arbejde frem til lokaludvalgets møde i december.

Økonomi

Videre proces

Beslutning

1. Formandskabet orienterede om henvendelse fra Henning Krog, om at han vil rejse krav mod Østerbro Lokaludvalg.

2. Lokaludvalget besluttede at aflyse de to arrangementer om Østre Gasværk og de afsatte midler tilbageføres.

3. Lokaludvalget besluttede at invitere forvaltningen til samarbejde om borgermøde om startredegørelsen for Østre Gasværk og bevilgede 15.000 kr. i 2015-puljemidler til borgermødets afholdelse.

4. Lokaludvalget besluttede at borgerdialoggruppen og sekretariatet i deres oplæg til decembermødet inkluderer forslag til modeller for hvordan borgerdialog mere konkret gribes an jf. løsningsafsnittet.

Til top