Mødedato: 24.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Fritidsguidekoordinator 2016

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg orienteres om Fritidsguiderne på Østerbros arbejde i 2015 og tager stilling til projektets fortsættelse i 2016.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg har siden oprettelsen i 2009 valgt at godkende en fortsættelse af projekt Foreningsguidekoordinator på Østerbro i 2010, 2011, 2012, 2013, 2014 og i 2015, hvor projektet skiftede navn til Fritidsguiderne.

Indstilling og beslutning

Kontaktudvalget for Fritidsguide på Østerbro indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget tager orientering og årsrapport vedr. Fritidsguiderne på Østerbros arbejde i 2015 til efterretning.

2. at Lokaludvalget beslutter at bevilge 132.000 kr. i 2016-puljemidler til projekt Fritidsguide på Østerbro jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg besluttede i 2009 at få oprettet og bevilge støttemidler til en foreningsguidekoordinator på den nordlige del af Østerbro. Lokaludvalget tog beslutningen på baggrund af den første bydelsplan fra 2009, der viste et behov for at støtte børn og unge i området nord for Jagtvejen, ikke mindst hvad angår hjælp til og understøttelse af fritidsinteresser og kontakt til foreninger.

I 2014 skiftede ForeningsGuiderne navn til FritidsGuiderne, som led i en omstrukturering i Kultur og Fritidsforvaltningen, og skiftede samtidig fokus fra de etniske minoriteters indslusning i foreningslivet, til mere generelt fokus på at hjælpe udsatte børn, unge og deres familier.
 
Koordinatorens job, er at finde og hjælpe de frivillige som konkret står for at guide og hjælpe børn og unge ind i foreninger på Østerbro, og holde den løbende kontakt samt skabe nye kontakter med foreninger og klubber. De frivillige står for selve kontakten til børnene, deres forældre, trænere, skolelærere eller hvem der kan være relevant at inddrage i guideforløbet.

Læs mere om hvad FritidsGuiderne er og laver i den vedhæftede årsrapport 2015.

Lokaludvalget har nedsat et kontaktudvalg, hvis opgave er, at bygge bro mellem lokaludvalget og fritidsguidekoordinatoren, være sparringspart på problemstillinger, understøtte og hjælpe fritidsguiderne i deres samarbejde med Østerbros mange foreninger for børn og unge, og samtidig formidle lokaludvalgets prioriteter. Fritidsguidekoordinatoren har f.eks. deltaget i drøftelser vedrørende folkeskolernes nye opgaver i folkeskoleloven og planerne for Åben Skole, og hvordan skoler og foreninger sammen kan være med til at løfte denne opgave.
Kontaktudvalget blev nedsat i ordinært møde den 15. maj 2014 og består af Allan Marouf, Bjarne Jess Vennike, Dan Pedersen og Lartey Lawson.
Kontaktudvalget har afholdt to møder i foråret 2015, et med deltagelse af Lartey Lawson og Allan Marouf, og et efterfølgende med deltagelse af Allan Marouf og Dan Pedersen. Derudover har Allan Marouf haft løbende kontakt og dialog med fritidsguidekoordinatoren og Kultur og Fritidsforvaltningen.


Organisering:
Fritidsguidekoordinatoren er en studentermedhjælp, der arbejder ca. 15 timer om ugen, og som er betalt af Østerbro Lokaludvalg, men i 2015 har været ansat af Områdefornyelsen i Skt. Kjelds kvarter, og understøttet at Kultur- og Fritidsforvaltningen, der har det overordnede projektansvar for alle FritidsGuiderne i København inkl. den ene gruppe på Frederiksberg. I 2016 er det påtænkt at ansættelsesforholdet overgår til Kultur Østerbro, men fortsat finansieres af Østerbro Lokaludvalg, jf. budget i økonomiafsnittet.

Løsning

Kontaktudvalget indstiller at Østerbro Lokaludvalg tager Fritidsguidekoordinator Tilde Østerbjergs årsrapport til efterretning (se vedhæftede bilag), og godkender fortsættelse af projektet i 2016, herunder bevilger 132.000 kr. i 2016-puljemidler.

Projektets ledelse har i år været delt mellem Skole & Fritid i Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), som varetager samarbejdet med de forskellige parter (skoler, helhedsplaner, boligforeninger m.fl.), videndeling mellem koordinatorer, nye tiltag og metodeudvikling, Områdefornyelsen Skt. Kjelds kvarter under Teknik og Miljøforvaltningen, der har stået for ansættelsesforholdet og Østerbro Lokaludvalg der står for den løbende lokale sparring og finansieringen.

Som det ser ud nu, træder Områdefornyelsen ud af projektet, idet de som midlertidig indsats lukker ned i sommeren 2016. Kontaktudvalget har derfor i samarbejde med sekretariatet forhørt sig om flytning af Fritidsguidens ansættelsesforhold til Kultur Østerbro (KFF). Flytning af ansættelsesforholdet skal gerne styrke den lokale kobling mellem skole og fritid, ikke mindst set i lyset af implementering af den Åbne skole og øget samarbejde mellem skole og foreninger. Samtidig håber kontaktudvalget også, at ansættelsen under Kultur Østerbro kan føre FritidsGuiden tættere på arbejdet i det kommende Kulturcenter ved Kildevældsskolen.

Der er således ikke planlagt ændringer i selve konceptet for FritidsGuiderne eller FritidsGuidekoordinatorens rolle, men udelukkende ændringer i fht. ansættelsesforhold. Lokaludvalgets kontaktudvalg opretholdes således, og vil fortsat stå for den løbende dialog om fritidsguidens arbejde på Østerbro.

Økonomi

Status på forbrug for Fritidsguiderne på Østerbro 2015

  Budget 2015 Status 1.nov.15
Løn studentermedhjælp 15 t/uge

110.200

50.465
Aktiviteter (frivilligpleje, PR og møder)

10.000

1.544,60
Uforudsete udgifter v. ny organisering

14.800

0
I alt 2015 135.000* 52.010
* Østerbro Lokaludvalg godkendte omdisponering af 60.000 kr. i 2015-puljemidler til Østerbropuljen i ordinært møde den 23. september 2015, der er således afsat 75.000 kr. hvoraf de 52.010 kr. er forbrugt pr. 1. november 2015. 


Budget for Fritidsguiderne Østerbro 2016

  Budget 2016
Løn studentermedhjælp 15 t/uge

120.000

Aktiviteter (frivilligpleje, PR og møder)

12.000

I alt 2016 132.000

Videre proces

Beslutning

1. Lokaludvalget tog orientering og årsrapport vedr. Fritidsguiderne på Østerbro til efterretning.

2. Lokaludvalget besluttede at bevilge 132.000 kr. i 2016-puljemidler til projekt Fritidsguide på Østerbro jf. økonomiafsnittet uden afstemning.

Til top