Mødedato: 24.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Meddelelser

1. AMES lukker ned
Økonomiforvaltningen har besluttet, at det digitale puljeansøgningssystem, AMES, som bl.a. bruges af Østerbro Lokaludvalg, lukkes ned pr. 1. januar 2016. Afvikling af systemet skyldes fejl på systemet, som vil være for omkostningstunge at rette op på. Indtil videre er der lavet et ansøgnings- og evalueringsskema i tastbar pdf-format, som vil blive lagt på lokaludvalgets hjemmeside. De nye skemaer vil ligeledes blive formidlet til Østerbropuljens ansøgere via hjemmeside, nyhedsbrev og facebook.

2. Velbesøgt borgermøde om plejehjemsforhold på Østerbro
Østerbro Lokaludvalg afholdt mandag den 16. november et velbesøgt borgermøde i Vibens Have om ældres forhold på Østerbro, hvor flere politikere fra Sundheds- og Omsorgsudvalget deltog. Som et forsøg blev borgermødet live-streamet af Københavns Kommunes Innovationshus, så det var muligt for alle at følge med og deltage over internettet.

3. Boldklubben Trianglen 40 år den 31. oktober
Axel Thrige Laursen, formand for Østerbro Lokaludvalg, var indbudt til at holde en festtale ved 40 års jubilæet for boldklubben. Boldklubben Triangel er en lille klub, der tidligere spillede i Fælledparken. De spiller nu på Kløvermarken, men vil gerne tilbage til Østerbro.

4. Møde om Ryparken Idrætsanlæg som lokalt mødested ved Ryparken den 1. december
Der skal indrettes et meget rummeligt skybrudsreservoir på restarealet mellem Ryparken, Lyngbyvejen og dens kommende til- og frakørsler samt de udlagte boldbaner. Axel Thrige Laursen var af Bispebjerg Lokaludvalg indbudt til et første møde indledende møde den 2. november om områdets fremtid. Der tænkes i at indrette en rekreativ skybrudspark eller klimapark, hvor børn kan lege sig til en forståelse af skybrud og måden at håndtere dem på.
Bispebjerg Lokaludvalg er i gang med at undersøge, om der er lokal interesse for at udvide Ryparken Idrætsanlæg til også at være et lokalt mødested. Det er nødvendigt at afklare, hvad behovet er og hvordan det kan bruges. Bispebjerg Lokaludvalg inviterer derfor til dialogmøde i Ryparken Idrætsanlæg, Lyngbyvej 10 den 1. december kl. 19-20.30.

5. Orientering fra Mødeforum den 3. november
Mødeforum er kvartalsmøderne mellem de 12 lokaludvalgsformænd og Økonomiforvaltningen. På dette møde fortalte Center for Byudvikling om de helt foreløbige overvejelser om, hvordan lokaludvalgenes kommende bydelsplanlægning kan finde sted. Oplægget var ikke detaljeret, men hovedlinjen var, at Økonomiforvaltningen denne gang tænker, at indholdet bliver mere frit. Forvaltningen lægger dermed ikke op til, at der skal udformes et specifikt antal projekter efter de relativt stramme forskrifter og rammer der lå i den sidst udarbejdede bydelsplan fra 2013.

6. Haralds Plads indviet den 6. november 
Trægruppen med det lave støbejernshegn på trekantarealet mellem Haraldsgade og Teglværksgade er efter samarbejde mellem borgere og Områdefornyelsen forbedret rekreativt. Den nye lommepark blev indviet den 6. november og fik navnet "Haralds Plads".

7. Områdefornyelsens styregruppemøde den 12. november
Lartey Lawson og Axel Thrige Laursen deltog. Styregruppen diskuterede bl.a. statusbeskrivelser for de mange initiativer, et udkast til en énsides beskrivelse af ”Hvad arbejder vi for”, tilføjelser til den igangværende kommunikationsindsats og fremtidige klimaprojekter hvor styregruppen besluttede at Områdefornyelsen deltager i lokaludvalgets og kommunens projekter for Carl Nielsens Allé og Østerbrogade Nord. Områdefornyelsen vil desuden følge projektet for Strandboulevarden.
Der blev også nævnt, at arbejdet med at finde en grøn løsning for Samsøegade fortsætter. Med dette og planerne for en sti over Svanemøllen Kaserne vil lokaludvalgets tanke om en grøn forbindelse fra Sortedamsøen til Tuborgvej i nord langt om længe være tættere på at blive en realitet.

8. Medlemsoversigt udsendt med dagsorden
Oversigt over medlemmer og suppleanter i Østerbro Lokaludvalg er udsendt med dagsorden til indkaldte medlemmer og suppleanter. I bedes være opmærksomme på at visse oplysninger er af fortrolig karakter, da ikke alle har givet samtykke til at udlevere/dele personfølsomme oplysninger som f.eks. telefonnumre og adresser udenfor lokaludvalgskredsen.

9. Status på puljeøkonomi 2015
Eftersendes på mail.

10. Bynet 2019
Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune arbejder med forslag til en samlet plan for den offentlige transport efter åbning af metro-cityringen i 2018, også kaldet Bynet 2019. Tanken er at der med åbning af metro-cityringen er behov for at se på tilpasning af busbetjeningen. Forvaltningen har indbudt lokaludvalget til deltagelse i to workshops, som dog pt. er aflyst/udskudt, idet Økonomiudvalget i december skal tage stilling til en ny proces- tidsplan for projektet.

Indstilling og beslutning

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

Til top