Mødedato: 24.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Genbevilling af midler til projekter der flyttes til 2016

Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til anmodninger fra 3 forksellige ansøgere om genbevilling af puljemidler af 2016-budgettet til projekter, som af forskellige årsager ikke er blevet afholdt i 2015.

Indstilling og beslutning

Formandsskabet indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter, hvorvidt støtte til "Østerbros skønne facader nyrenoverede bygninger, kunst mv." skal genbevilges med 38.444 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti.

2. at lokaludvalget beslutter, hvorvidt støtte til "Sang café med live musik" skal genbevilges med 1.250 kr. af 2016-puljemidler som en underskudsgaranti.
 
3. at lokaludvalget beslutter, hvorvidt støtte til "Klassisk Varieté" skal genbevilges med 12.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti.

Problemstilling

Lokaludvalgets sekretariat er blevet kontaktet af 3 eksterne ansøgere, der ikke kan nå at afholde de arrangementer, som de har fået bevilget støtte til fra Østerbropuljen i 2015. Ansøgerne har ønsket at få mulighed for at afholde deres arrangementer i 2016 i stedet for, og de ønsker derfor at få genbevilget støtten af 2016-puljemidler.

Det drejer sig om følgende ansøgninger:

a - "Østerbros skønne facader, Nyrenoverede bygninger, kunst mv. i byrummet", bevilget 38.444 kr. i 2015-puljemidler

Østerbro Lokalråds Kulturudvalg søgte til 1. puljerunde den 25. februar om 65.111 kr. og fik bevilget 38.444 kr. (Se nedenstående resumé og indstilling fra mødet)
Ansøger har oplyst, at det ikke har været muligt at afvikle projektet i år, da der var uklarhed omkring den reducerede bevilling og at de derfor kom for sent i gang. De vil gerne lave projektet i 2016, så det vil være muligt at tage billeder af alle årstider.

Resumé: Der søges støtte til afholdelse af fotokonkurrence, fernisering og efterfølgende vandreudstilling. I konkurrencen er der fotografier i tre kategorier 1. Østerbros skønne facader, 2. nyrenoverede bygninger/mindesmærker og 3. kunst i byrummet.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes med 38.444 kr. som en underskudsgaranti. Der indstilles til begrænset støtte med følgende begrundelse: Budgetpunktet annoncering og pr støttes ikke, da det vurderes, at der kan reklameres vha. andre kanaler end betalte annoncer. Budgetpunktet administration nedsættes ligeledes, så det igen udgør 10 procent af den samlede støtte.

Beslutning: Lokaludvalget godkendte indstilling til bevilling af 38.444 kr. i 2015-puljemidler som underskudsgaranti og med en bemærkning vedr. valg af temaer til ansøgningen "Østerbros skønne facader Nyrenoverede bygninger Kunst mv i byrummet",  efter afstemning.


b - "Sang café med live musik" (delvis gennemført), bevilget 5.000 kr. i 2015-puljemidler

Knud Jens Nielsen søgte til 2. puljerunde den 21. april om 5.000 kr. og fik bevilget beløbet. (Se nedenstående resumé og indstilling fra mødet)
Ansøger har oplyst, at der i stedet for 2 koncerter er blevet mulighed for at afholde 3 koncerter indenfor budgettet. Det har dog ikke været muligt at finde en afholdelsesdato for den 3. koncert i kalenderåret 2015. Koncerten er i stedet planlagt til den 7. januar 2016.

Resumé: Der søges støtte til to sang cafeer i Sankt Jacobs Kirke og Kildevælds Kirke med akkompagnement af 5 musikere. 

Indstilling: Puljeudvalget indstiller at ansøgningen imødekommes med 5.000 kr. som en underskudsgaranti. Gode arrangementer med et beskedent budget. Der gives kun tilskud til faktiske udgifter på kørsel og forplejning.

Beslutning: Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 5.000 kr. i 2015-puljemidler som underskudsgaranti til ansøgningen "Sang café med live musik", uden afstemning.

c - "Klassisk Varieté", bevilget 12.000 kr. i 2015-puljemidler

Orenæs Kultur søgte til 3. puljerunde den 25. juni om 18.300 kr. og fik bevilget 12.000 kr. (Se nedenstående resumé og indstilling fra mødet)
Ansøger har oplyst, at der har været en misforståelse i kommunikationen med kontaktpersonen til Kildevældskirken, hvor arrangementet skulle holdes, således at det alligevel ikke var muligt at afholde arrangementet som først aftalt. En ny dato er endnu ikke fastlagt, men det vil ligge i 1. kvartal af 2016.

Resumé: Der søges støtte til en klassisk varieté i Kildevældskirkens krypt (eller et andet sted på Østerbro). Det er en koncert med 5-7 professionelle musikere eller konservatoriestuderende med professionelt akkompagnement. Efter koncerten er det muligt at møde kunstnerne i et uformelt miljø.

Indstilling: Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Det er et fint projekt, som lokaludvalget allerede har støtte mange gange gennem flere år. Udvalget mener derfor, at de resterende midler i Østerbropuljen skal prioriteres til andre projekter.

Beslutning: Lokaludvalget godkendte ændringsforslag til bevilling af 12.000 kr. i 2015-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen "Klassisk Varieté efter afstemning.

Løsning

Lokaludvalget beslutter hvorvidt de 3 ansøgere kan få bevilget den ansøgte støtte af 2016-puljemidlerne.

De oprindelige ansøgninger udsendes ikke som bilag, men de kan fremsendes pr. mail ved henvendelse til sekretariatet. Eventuelle uddybende spørgsmål til ansøgningerne eller til anmodningen om udsættelse kan ligeledes rettes til sekretariatet.

Økonomi

Der er endnu ikke meldt ud fra Økonomiforvaltningen, hvor meget Østerbro Lokaludvalg vil få udlagt i puljemidler i 2016. Puljemidlerne udmøntes efter bydelens indbyggertal.

Lokaludvalgets puljemidler var i 2015 3.623.000 kr. Det er meldt ud fra forvaltningens side, at Østerbro Lokaludvalgs puljemidler grundet besparelser vil blive beskåret med 300.000 kr.

Det forventes derfor, at Østerbro Lokaludvalgs puljemidler i 2016 vil være omkring 3,3 mio. kr.

Videre proces

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede, at støtte til "Østerbros skønne facader nyrenoverede bygninger, kunst mv." genbevilges med 38.444 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti.

2. Lokaludvalget besluttede, at støtte til "Sang café med live musik" genbevilges med 1.250 kr. af 2016-puljemidler som en underskudsgaranti.
 
3. Lokaludvalget besluttede, at støtte til "Klassisk Varieté" genbevilges med 12.000 kr. i 2016-puljemidler som en underskudsgaranti.
Til top