Miljøpunkt Østerbro - præsentation af årsberetning og årsregnskab
Østerbro Lokaludvalg har ansvaret for Københavns Kommunes støtte og udvikling af det lokale miljøarbejde på Østerbro. Lokaludvalget har valgt at løse opgaven ved at indgå en driftsstøtteaftale med Miljøpunkt Østerbro, der forestår miljøarbejdet.
I følge aftalen mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro, varetager Miljøpunkt Østerbro på vegne af Østerbro Lokaludvalg den kommunalt finansierede lokale miljøopgave, sådan som den lokale miljøopgave er formuleret i 'Kommissorium for Lokaludvalg'.
Som del af driftsstøtteaftalen skal Østerbro Lokaludvalg orienteres om årsberetning og regnskab for 2022 fra Miljøpunkt Østerbro for så vidt angår anvendelsen af det pågældende års drifts- og aktivitetsmidler.
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at lokaludvalget tager årsregnskab og årsrapport 2022 fra Miljøpunkt Østerbro til efterretning og godkender at de hermed har levet op til vilkårene i driftstilskudsaftalen
2. At lokaludvalget tager orientering om status på Miljøpunktets arbejde til efterretning.
Problemstilling
Lokaludvalget skal, sammen med miljøfonden, sikre at miljøopgaven varetages i overensstemmelse med formuleringen af den lokale miljøopgave i Kommissoriet.
Samarbejde mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro foregår via et Samarbejdsforum, der for lokaludvalgtes vedkommende består af formandskabet og formændene for lokaludvalgets fagudvalg. Fra Miljøpunktet deltager formanden for fonden samt 2 - 3 medlemmer af fondsbestyrelsen. Samarbejdsforum understøttes med sekretariatsbistand fra Miljøpunktets centerleder og lokaludvalgssekretariatet.
Årsberetning og regnskab 2022
Årsberetning
Årsberetningen fra Miljøpunkt Østerbros arbejde i det forgangne år skal som minimum indeholde:
- En beskrivelse af gennemførte aktiviteter
- En status i forhold til opfyldelse af årsplanens mål
- Øvrige aktiviteter der måtte være aftalt med Østerbro Lokaludvalg
- Årsberetningen bør desuden give en enkelt oversigt over projekter, der blev muliggjort med midler fra anden siden end lokaludvalget
Senest 1. april skal Miljøpunkt Østerbros bestyrelse sende den af bestyrelsen godkendte årsberetning til Østerbro Lokaludvalg samtidig med indsendelse af årsregnskab. Årsregnskab og årsberetning forelægges Østerbro Lokaludvalg til orientering hurtigst muligt efter regnskabsafslutning og senest inden udgangen af april året efter regnskabsåret.
Årsrapport og regnskab tager afsæt i Årsplan og budget 2022. Årsplanen omhandler indsatser indenfor følgende fokusområder, der er fastlagt i samarbejde med lokaludvalget:
- Biodiversitet, bynatur og grønne områder
- Skybrudssikring og regnvandshåndtering
- Luftforurening
- Affald og ressourceforbrug
- Formidling, synlighed og netværk
Derudover er det beskrevet i årsplanen for 2021 at miljøpunktet ville afsætte ressourcer til kommunikation og formidling, netværksaktiviteter og synliggørelse af miljøarbejdet.
Regnskab
Der er i henhold til budget/årsplan 2022 i alt udbetalt 1.383.597 kr. til Miljøpunkt Østerbro, i det driftstilskuddet fra Østerbro Lokaludvalg for 2022 udgjorde 733.597 kr. og der herudover er udbetalt 650.000 kr. i projekt/aktivitetsmidler, som besluttet af Østerbro Lokaludvalg.
Af resultatopgørelsen fremgår det, at Miljøpunkt Østerbro i 2022 samlet havde indtægter for i alt 2.266.021 kr. og samlede udgifter for i alt 2.247.116 kr., hvilket giver et resultat på 18.905 kr. i 2022.
Inhabilitet
Reglerne om inhabilitet i forbindelse med Miljøpunkt og Lokaludvalg er relativt indgående beskrevet i et tidligere notat udarbejdet af Økonomiforvaltningen.
Af notatet fremgår det, at:
1. Medlemmer af miljøpunkts bestyrelse generelt, udpeget af Borgerrepræsentationen, lokale foreninger o.lign. eller opstillet som enkeltpersoner.
De medlemmer af lokaludvalget der sidder enten som menige medlemmer eller i formandskabet i Miljøpunkt Østerbro, uanset hvem de måtte være valgt for, må antages at have en særlig interesse i sagens udfald, når lokaludvalget dels skal tage beslutning om tildeling af puljemidler til miljøpunktet, dels forberede og tage beslutning om hvorvidt man ønsker at fortsætte med en driftsstøtte aftale (dvs. tildeling af driftsmidler til miljøpunktet og vilkårene herfor) eller lokaludvalget ønsker at hjemtage opgaven (dvs. tildeling af driftsmidler ophører).
2. Medlem af Østerbro Lokaludvalg, der repræsenterer miljøpunktet i lokaludvalget
Medlem af lokaludvalget, der er valgt ind for miljøpunktet, og dermed sidder som repræsentant i lokaludvalget for miljøpunktet må antages at have en særlig interesse i sagens udfald, når lokaludvalget dels skal tage beslutning om tildeling af puljemidler til miljøpunktet, dels forberede og tage beslutning om hvorvidt man ønsker at fortsætte med en driftsstøtteaftale (dvs. tildeling af driftsmidler til miljøpunktet og vilkårene herfor) eller lokaludvalget ønsker at hjemtage opgaven (dvs. tildeling af driftsmidler ophører). Herudover hviler medlemmets repræsentation i lokaludvalget på at miljøpunktet opretholdes og er aktiv i bydelen. Det betyder at såfremt miljøpunktets bestyrelse vælger at nedlægge fonden, bortfalder medlemmets plads i lokaludvalget. I de bydele hvor lokaludvalget har hjemtaget opgaven, har miljøpunkternes bestyrelser besluttet at nedlægge fondene, for at frigive de ressourcer/midler der lå i fonden.
3. Medlemmer af miljøpunkts bestyrelse udpeget af Lokaludvalget
Medlemmer af lokaludvalget udpeget som repræsentanter til miljøpunktets bestyrelse vil efter gældende praksis som udgangspunkt ikke være inhabile i sager hvor miljøpunktet søger Østerbropuljen om puljemidler. I andre konkrete sager kan der imidlertid blive tale om en så konkret og stærk interesse for det pågældende medlem eller den pågældende forening, at der må statueres inhabilitet. Det drejer sig om tilfælde hvor:
- Medlemmet har en uvedkommende personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, dvs. hvor han / hun ved afgørelsen eller beslutningen vil opnå en fordel, dersom beslutningen falder ud på en bestemt måde, som er sagen uvedkommende,
- Lokaludvalget skal indgå en gensidigt bebyrdende aftale med Miljøpunktet, eksempelvis om løsning af opgaver for lokaludvalgene og betaling herfor, eller
- i sager, hvor Lokaludvalget skal føre tilsyn eller kontrol med miljøpunktet, eksempelvis ved kontrol af regnskaber for puljemidler.
Økonomiforvaltningen vurderer, at drøftelser af spørgsmål vedrørende lokaludvalgets evt. hjemtagelse af miljøopgaven eller fortsættelse af driften af Miljøpunktet hører under indgåelse af gensidigt bebyrdende aftaler. Desuden vurderer Økonomiforvaltningen, at vurderingen af Miljøpunktets årsrapport og regnskab er en tilsyns- og kontrolopgave. Lokaludvalgets medlem af Miljøpunktets bestyrelse vil derfor være inhabil under behandlingen af sådanne sager.
Løsning
Miljøpunkt Østerbro har fremsendt årsregnskab og årsberetning rettidigt og begge dele lever op til kravene i driftstilskudsaftalen. Miljøpunkt Østerbro har også den 25. april 2023 orienteret fyldestgørende om årsregnskab og årsrapport i samarbejdsforum for Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg. På den baggrund anbefales lokaludvalget at godkende at vilkårene er overholdt i henhold til aftalen.
Centerleder Sara Jörn redegør for status på den to-årsplan, som lokaludvalget godkendte december 2022 og Miljøpunktets arbejde generelt.
Lokaludvalgets medlemmer af Samarbejdsforum, herunder lokaludvalgets forperson, anbefaler, at lokaludvalget tager årsregnskab og årsrapport 2022 fra Miljøpunkt Østerbro til efterretning og godkender at de hermed har levet op til vilkårene i driftstilskudsaftalen. Det er medlemmers klare opfattelse, at samarbejdet med Miljøpunkt Østerbro fungerer upåklageligt.
Økonomi
Denne indstilling har ikke yderligere økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Da Miljøpunktets 2-årsplan udløber med udgangen af 2023, og der derfor skal indgås aftale om en ny 2-årsplan i løbet af efteråret/vinteren 2023, kan lokaludvalget gå i dialog med Miljøpunktets bestyrelse og centerledelse omkring indholdspunkter i den nye plan. Det konkrete samarbejde forestås fortsat af Samarbejdsforum, understøttet af Miljøpunktets centerledelse og lokaludvalgets sekretariat.
Samarbejdsforummet mødes ca. 4 gange om året. I 2023
-
Ultimo april/medio maj – i forbindelse med årsrapport og årsregnskab
-
Ultimo august/medio september
-
Primo/Ultimo oktober – årsplan og budget 2023
Derudover kan der løbende drøftes sager af gensidig interesse, for eksempel høringer på Miljøområdet, på fagudvalgsmøder mv..