Mødedato: 24.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 København Ø.

Bevilling: Midler til filmproduktion i forbindelse med dokumenation og fremme af lokaludvalgets aktiviteter.

Lokaludvalget har fået en henvendelse fra Socialforvaltningen vedrørende produktion af opmærksomhedsskabende film for lokaludvalget.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg afsætter 5.000 kr. til klipning mv. af opmærksomhedsskabende film for lokaludvalget.

Problemstilling

Lokaludvalget har fået en henvendelse fra 'Juno', vedrørende produktion af opmærksomhedsskabende film for udvalget. Juno er 'Kraftværkets' film- og medieproduktionsenhed og Kraftværket er igen en del af Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse i Socialforvaltningen. Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse tilbyder bo-, beskæftigelses- og netværkstilbud til borgere med handicap i Københavns Kommune. Man kan læse mere om Juno her: Juno - et mediehus (kk.dk)

Der er typisk tale om borgere med kognitive handicap som autisme, Downs syndrom mm. Det er borgerne der, støttet af socialpædagogisk personale, optager og klipper filmene.

Sekretariatet og forpersonskabet har drøftet muligheden og vil gerne indlede et pilotsamarbejde om en lille film fra Østerbroweekend. Filmen vil skulle bruges på Facebook både som generel opmærksomhedsskabende film om lokaludvalgets arbejde og mere specifikt, hvis lokaludvalget ønsker at afholde Østerbroweekend i 2024.

Løsning

Imidlertid kan borgerne og personalet lige netop den weekend hvor bydelsfestivalen afholdes ( 3. + 4. juni) ikke filme. Værkstedslederen på Juno har derfor tilbudt, at lokaludvalget låner filmudstyret og selv filmer, og så kan borgerne efterfølgende klippe filmen sammen for udvalget. David Rønne fra lokaludvalget har tilbudt at filme uden vederlag og dernæst kan borgerne i Juno klippe filmen sammen. 

Økonomi

Hvis indstillingen imødekommes vil midlerne udmøntes af Kommunikationspuljen, hvorefter der vil være 40.000 kr. tilbage i puljen.

Videre proces

Sekretariatet aftaler den videre proces med Juno ift. indgåelse af aftale om lån af udstyr og klipning og koordinerer ligeledes med David Rønne i forhold til lån af udstyr, optagelse på Østerbroweekend mv. 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top