Mødedato: 24.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 København Ø.

Henvendelse til By & Havn vedrørende borgerinddragelse i forbindelse med udvikling af strukturplan for Nordhavn.

Se alle bilag

Den første strukturplanen for byudviklingsprojektet i Nordhavn er fra 2009. Strukturplanen blev revideret i 2011 og i 2018 blev et udkast til en revideret strukturplan lagt frem. 

Lokaludvalget skal tage stilling til, om udvalget vil sende en opfordring til Gruppeforpersonkredsen med opfodring til at udarbejde en ny strukturplan og inddrage borgerne i dette arbejde.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og beslutter, om der skal sendes en henvendelse til By & Havn. vedrørende borgerinddragelse i forbindelse med udvikling af strukturplan for Nordhavn. 

Problemstilling

Strukturplanens formål er at fastlægge de overordnede rammer for byudviklingsprojektet i Nordhavn, mange år ud i fremtiden både de overordnede fysiske sammenhænge i bydelen samt de strategiske aspekter af udviklingen. Strukturplanen bygger på den oprindelige vision om fremtidens bæredygtige by samt de seks temaer, som vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen i 2009 om Nordhavn introducerede. Visionen for byudviklingsprojektet i Nordhavn har fra starten været at omdanne de industrielle havneområder til en bæredygtig bydel, der kan medvirke til at styrke København, som bæredygtig by.

Generelt om strukturplaner

Det følgende afsnit er et uddrag af 'Svar på spørgsmål om By & Havns strukturplaner' stillet af Christina Olumeko (Å) 16. maj 2022. Hele svaret kan læses her: Titel på sagen (kk.dk)

Strukturplaner og helhedsplaner er typer af planer, som ikke har hjemmel i planloven, og derfor ikke har retsvirkning overfor hverken kommunen eller grundejer, uafhængigt af, hvem der udarbejder planerne. Struktur- og helhedsplaner er ikke omfattet af de formkrav eller proceskrav, som er beskrevet i planloven, hvorfor de kan ændres med større fleksibilitet end kommune- og lokalplaner. Struktur- og helhedsplaner kan anvendes som værktøjer til at underøge, koordinere, forventningsafstemme og sætte rammerne for en fremtidig udvikling af et område, inden der vedtages kommune- eller lokalplaner. 

By & Havn anvender strukturplaner som arbejdsredskab til at koordinere den overordnede udvikling af deres arealer som grundejer og bygherre. Planerne kan samtidig ses som By & Havns ønsker til kommunens planlægning. Kommunen har efterfølgende mulighed for at tage stilling til grundejers ønsker og træffe beslutninger, der enten følger eller adskiller sig fra grundejers forslag. Dette sker for eksempel i forbindelse med vedtagelsen af kommuneplanen eller lokalplaner.

Den seneste version af strukturplanen for Nordhavn blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget på mødet den 13. maj 2019 og Økonomiudvalget på møde den 28. maj. 2019 og fremgår af sagens bilag: 68d5f73c-bde4-4770-b9ad-e9a17f38d82d-bilag-4.pdf (kk.dk)

Økonomiforvaltningen bemærker i sit svar til Christina Olumeko, at By & Havn i sommeren 2022 var i gang med en revision af strukturplanen som følge af ændrede forudsætninger for udviklingen af Nordhavn, herunder Borgerrepræsentationens beslutning i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2019 om at arbejde for at bevare Nordhavnstippen. Så vidt sekretariatet er bekendt, er denne reviderede strukturplan endnu ikke færdig. 

 

Løsning

Forpersonen for Østerbro Lokaludvalg foreslår, at lokaludvalget sender en henvendelse til By & Havn om, at By & Havn snarligt får udarbejdet en revideret strukturplan. I den sammenhæng ønsker forpersonen, at det understreges, at By & Havn skal gennemføre en udstrakt borgerinddragelse, som lokaludvalget gerne vil være en del af. Forpersonen foreslår også, at Økonomiudvalget i Københavns Borgerrepræsentation opfordrer By & Havn til at indgå i sådan en dialog hurtigst muligt.

Udkast til henvendelse vedhæftet som bilag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Såfremt lokaludvalget beslutter at sende en henvendelse til By & Havn, fremsendes denne af lokaludvalgets forperson. Henvendelsen videresendes også til Økonomiudvalget.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top