Bevilling: Skitseprojekt Svanemøllehallen
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget bevilger 28.750 kr. af 2024-puljemidler til betaling af halvdelen af den samlede udgift på 57.500 kr. til udgiften til et skitseprojekt for Svanemøllehallen.
Problemstilling
Fagudvalget for kultur, fritid og idræt er i dialog med Kultur og Fritid Østerbro (KFØ) om et samarbejde om udviklingen af Svanemøllehallen. Udviklingen af Svanemøllehallen er er projekt beskrevet i lokaludvalgets bydelsplan.
Processen omkring udviklingen af Svanemøllehallen har været drøftet i fagudvalget, hvor der har været et ønske om, at finansieringen af idéoplægget ikke kun skal ligge hos lokaludvalget. Der er fra KFØs side indhentet et tilbud fra Keingart. KFØ har nu fundet midler til at betale for halvdelen af udgiften til idéoplægget.
Løsning
Fagudvalget for kultur, fritid og idræt foreslår, at lokaludvalget afsætter 28.750 kr. til medfinansiering af idéoplæg/skitseprojekt fra Keingart og fortsætter samarbejdet med KFØ om Svanemøllehallens udvikling.
Fagudvalget foreslår følgende proces for projektet:
1. Forberedelse og Identifikation af behov:
- Der bliver nedsat et team bestående af repræsentanter fra Lokaludvalg, foreninger, DGI, LOA, arkitekt
- Identificer behovene for ombygningen, herunder facilitetens formål, ønskede faciliteter og budget.
2. Visionsprojekt:
- Opstart af visionsprojektet, hvor arkitekter/designere skaber en overordnet vision for den nye Svanemøllehal
- Skab koncepttegninger, visualiseringer og præsentationer for at tydeliggøre visionen.
3. Interessentinddragelse:
- Involver interessenter som foreninger, skoler, trænere, børn og unge, idrætsudøvere i processen.
- Indsamle feedback og ideer fra interessenter for at sikre, at visionen er bredt accepteret.
4. Budgetfastlæggelse og Funding
- Fastlægge et realistisk budget for projektet, baseret på visionen og behovene.
5. Politisk behandling af visionen
Det foreslås, at Lokaludvalget fremover er projektejer på projektet vedr. Svanemøllehallens udvikling og der oprettes en projektledergruppe, hvor Hege fra sekretariatet, Mikael fra lokaludvalget og Andreas fra KFØ indgår. Der oprettes en styregruppe bestående af lokaludvalgsmedlemmer (Lars, David, Mikael har indtil videre meldt sig), KFØ-repræsentanter (Alexander, Andreas indtil videre), DGI Storkøbenhavn evt. m.fl. Projektledergruppen arbejder med projektledelsen og styregruppen mødes jævnligt via Teams til statusmøder og træffer beslutninger vedr. projektet.
Økonomi
Kultur og Fritid Østerbro | 28.750 kr. |
Østerbro Lokaludvalg | 28.750 kr. |
Pris for idéoplæg | 57.500 kr. |
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, vil idéoplægget fra Keingart blive bestilt og projektledergruppen og styregruppen vil fortsætte processen med projektet "Udvikling af Svanemøllehallen".
Beslutning
Frank Bavnild stillede ændringsforslag om at meddele afslag til ansøgningen.
Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget.
For: 2 stemmer (Frank Bavnild, Morten Buchwald)
Imod: 13 stemmer (David Rønne, Pia Jørgensen, Henrik Hansen, Jóannes J. Gaard, Finn Kristiansen, Iben Vestergård, Claus Laage-Thomsen, Steen Jeppson, Vagn Pedersen, Tanveer Sharif, Birgitte Hoffmann, Finn Larsen, Bo Sandberg)
Undlod: 4 stemmer (Allan Marouf, Manuel Sjødahl Andersen, Jan Due, Jens Peter Mortensen)
Ændringsforslaget faldt.
Indstillingen blev godkendt uden yderligere afstemning.