Mødedato: 24.04.2024, kl. 18:00
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh. Ø

Udtalelse vedr. erstatning af gangtunnel under Blegdamsvej med overgang i terræn

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget drøfter og beslutter at afsende vedhæftede udkast til en udtalelse vedr. projektet om erstatning af gangtunnel under Blegdamsvej med en overgang i terræn.

Problemstilling

Lokaludvalget er blevet spurgt om at orientere sig i et forslag vedr. erstatningen af en gangtunnel under Blegdamsvej, samt at indsende kommentarer til forslaget. 

For gangtunnelen under Blegdamsvej (v. Frederik V’s Vej) blev der i 2022 udført en trafiktælling af fodgængere der viste, at kun ca. 10 % benytter gangtunnelen, når de skal krydse Blegdamsvej, mens 90 % krydser gaden i niveau.
Gangtunnelens adgangsveje opfylder heller ikke de gældende tilgængelighedskrav, sådan at kørestolsbrugere, folk med barnevogne, gangbesværede m.fl. ikke eller kun med besvær kan benytte gangtunnelerne.

For at lette krydsningen for cyklister og fodgængere erstattes gangtunnelen med en trepunktsovergang, hvor den eksisterende midterrabat ombygges og der etableres sideheller mellem vejbane og parkeringsvej, der også har cykeltrafik. Derudover ombygges den eksisterende trepunktsovergang.
Den eksisterende gangtunnel vil ifm. etablering af overgangen blive nedlagt og i det vedlagte forslag vil arealet, hvor de to trappenedgange ligger, bruges til at rette parkeringsvejene ud for at skabe forbedrede trafikforhold.

Det udarbejdede forslag er blevet principgodkendt af politiet og projektet vil i løbet af foråret blive detaljeret i et projektforslag.

Løsning

Projektet og det vedlagte materiale er blevet drøftet på mødet i fagudvalget for byplan, miljø og teknik, d. 11. april. Vedlagte udkast til en udtalelse på området, er udarbejdet på baggrund af den drøftelse. 

Udvalget positivt stemte overfor forslaget om at erstatte den pågældende gangtunnel med en overgang i terræn. Der er ikke yderligere kommentarer til projektet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at afsende vedhæftede udkast til en udtalelse til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top