Kommuneplan 2019 - oplæg og intern høring
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
- at lokaludvalget tager orienteringen fra Økonomiforvaltningen til efterretning
- at lokaludvalget godkender udkast til høringssvar med evt. tilretninger.
- at lokaludvalget nedsætter en ad hoc arbejdsgruppe, der skal arbejde med et høringssvar til forslag til Kommuneplan 2019 frem mod den offentlige høringsperiode
Problemstilling
Københavns Kommune har sendt forslag til Kommuneplan 2019 i intern høring. På mødet vil medarbejdere fra Økonomiforvaltningen fortælle om udkast til den nye kommuneplan.
Med Københavns Kommuneplan 2019 sættes rammerne for Københavns udvikling over de næste 12 år. Planen skal ses i sammenhæng med Københavns Kommuneplanstrategi 2018, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 28. februar 2019.
Kommuneplan 2019 består af tre overordnede dele – en politisk hovedstruktur, retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen.
Vedhæftet findes "Forslag til Kommuneplan 2019", som først og fremmest er en beskrivelse af de overordnede visioner for byudviklingen i København, samt høringsbrev og skabelon til høringssvar.
Københavns Kommuneplan 2019, herunder de egentlige retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen, kan i sin helhed findes på kommuneplanens hjemmeside: https://kp19.kk.dk/
Fokusområder
En social og mangfoldig by
Der skal frem mod 2031 skabes plads til de 100.000 københavnere, der forventes at flytte til byen. Det gøres ved at bygge 60.000 nye boliger. Det tilstræbes at gøre nybyggeriet blandet, ved at der skal være 25% almene boliger, og at der også skal være varierende typer af boliger, der er tilpasse forskellige grupper i byen.
En grøn, sund og bæredygtig by
Byen skal være CO2 neutral i 2025.Der skal være flere og bedre grønne områder. Sundheden skal øges bl.a. gennem mindre forurening.
En kulturel storby med kant
Udviklingsområder skal kunne bruges til midlertidige installationer, der skal være bedre adgang til vandområder, fokus på kulturarv og bevaringsværdige bygninger, samt opførsel af højhuse stationsnært.
En by i vækst med talenter og arbejdspladser
Der skal skabes grundlag for 50.000 nye private arbejdspladser, bl.a. med fokus på turisme og lokaliseringersmuligheder for virksomheder. Der ud over skal der sikres mulighed for alsidige indkøbsmuligheder i alle bydele, og der skal være god tilgængelighed hertil.
En international by
Byudviklingen i København skal koordineres med hele regionen.
Løsning
Forslaget til kommuneplan 2019 er blevet behandlet i fagudvalget for byplanlægning, miljø og teknik på deres møde den 11. april. Fagudvalget anbefaler, at lokaludvalget tager udgangspunkt i høringssvaret afsendt i forbindelse med Kommuneplanstrategien, dog med enkelte tilretninger.
Foreslåede tilretninger af høringssvar vedr. Kommuneplanstrategien:
- Høringssvaret gennemgås for uaktuelle passager, som slettes (fx afsnit om havnebus).
- Tilføjelse af et afsnit med en anbefaling af at en maksimal bygningshøjde på 21m opretholdes (dog 24 m for B5-områder).
- Tilføjelse af et afsnit med en anbefaling om at arbejde hen imod at finde en løsning på de mange udsættelser af byggeprojekter pga. anlægsloftet.
- Tilføjelse af de vigtigste pointer indsamlet ved borgerpanelundersøgelser fra 2017 om Kultur og fritidsområdet og ælreområdet.
Fagudvalget ser gerne, at der kommer en bred vinkel på lokaludvalgets høringssvar, da Kommuneplanen er tværsektoriel. Derfor anbefaler fagudvalget, at lokaludvalget nedsætter en ad hoc arbejdsgruppe, der kan arbejde hen i mod den offentlige høringsperiode og udarbejde et udkast til høringssvar til godkendelse i lokaludvalget. Fra fagudvalget for byplan, miljø og teknik har følgende meldt sig til arbejdsgruppen: Axel Thrige Laursen, Birger Jensen, Krista Stentoft og Allan Tyrrestrup.
Videre proces
Sekretariatet indarbejder de besluttede tilføjelser/tilretninger til høringssvaret i samråd med formanden og indsender høringssvaret til fristen, som er senest den 14. maj.
Beslutning
Indstillingen blev tiltrådt.
Der var yderligere følgende pointer til høringssvaret til den interne høring:
- Københavns Kommune bør arbejde for fremme flere bofællesskaber
- Husk at indtænke plads til erhvervsvirksomheder i nyt byggeri
- Når der planlægges grønne områder og grønne kiler, så vær opmærksom på at disse områder bliver levende og ikke kun placeres på de arealer som er til overs.
- Kig igen på formuleringerne omkring prioritering og rækkefølge hhv. parkering og cykelforhold, når der refereres til borgerpanelundersøgelsen og gør klart om det er borgernes eller lokaludvalgets prioritering.
Der blev nedsat et arbejdsgruppe bestående af Axel Thrige Laursen, Birger Jensen, Krista Stentoft, Allan Tyrrestrup og Allan Marouf, der skal arbejde med Kommuneplan 2019 frem til den offentlige høring.