Svanemøllen Skybrudstunnel , supplerende idehøring
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede høringssvar vedr. Svanemøllen Skybrudstunnel.
Problemstilling
Forsyningsselskaberne HOFOR og Novafos planlægger at etablere en ny skybrudstunnel kaldet Svanemøllen Skybrudstunnel. Der skal udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, som belyser de miljømæssige konsekvenser af projektet. I perioden 28. januar til 1. marts 2019 blev der gennemført en første offentlig høring i forbindelse med, at der blev indkaldt ideer og forslag til, hvad miljøkonsekvensrapporten skulle indeholde. I høringsfasen blev der offentliggjort et debatoplæg med en foreløbig projektbeskrivelse, og der indkom forslag til ændringer af projektet fra både borgere, foreninger og myndigheder.
På baggrund af de indkomne forslag blev projektet ændret et par steder, og der blev gennemført en supplerende idéhøring i februar 2020, fordi projektændringerne berørte andre borgere omkring anlægget end dem, som blev orienteret om projektet i den første offentlige høring. Da der igen er foretaget ændringer af projektet, herunder et nyt udløbspunkt, gennemføres endnu en supplerende idéhøring.
Lokaludvalget har i processen støttet op omkring Østerbro Lokalråd, der har arbejdet målrettet for at få flyttet udløbet fra tunnelen, der i første omgang var planlagt lige syd for Svanemøllestranden. Det blev i stedet forslået, at udløbet blev flyttet længere ud i Øresund, da der så vil være bedre udskiftning i vandet, så det ikke ville påvirke badevandkvaliteten mindst muligt på stranden.
Den supplerende idehøring er i høring fra 11. februar til 5. marts 2021.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har behandlet sagen på deres møde den 11. februar. Fagudvalget ser positivt på, at der i det reviderede materiale tydeligvis er lyttet til det lokale ønske om at flytte tunnelens udløb, der i nærværende forslag er flyttet til Fiskerihavnen på Nordhavnssiden. Dog undrer fagudvalget sig over, hvorfor udløbet ikke flyttes helt ud på den anden side af Nordhavn.
Det anbefales, at der indsendes et høringssvar, som stiller sig positivt overfor flytningen af udløb, og hvor lokaludvalget bakker op omkring Lokalrådets høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces