Mødedato: 24.01.2024, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 Kbh. Ø

Henvendelse om offentligt toilet ved Hamborg Plads

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget afsender vedhæftede henvendelse vedr. offentligt toilet på Hamborg Plads til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget. (BEMÆRK, UDKAST TIL HENVENDELSE EFTERSENDES)

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg er blevet kontaktet af formanden for Grundejerforeningen Århusgadekvarteret. Foreningen beder lokaludvalget om at støtte op omkring etableringen af et offentligt toilet på Hamborg Plads. Specifikt beder foreningen om, at lokaludvalget anbefaler projektet overfor Teknik- og Miljøudvalget ifm. overførselssagen.

Grundejerforeningen påpeger, at der er stort behov for det offentlige toilet, da der i sommerhalvåret er mange besøgende omkring badezonen. Beboerne i området oplever store gener ved de manglende toiletter, da de besøgende ser sig nødsaget til at finde andre løsninger, med lugtgener til følge.

Baggrund:

Som en del af udviklingen af Århusgadekvarteret i Nordhavn, var der afsat midler til, at kommunen skulle opføre et offentligt toilet ved Skt. Petersborg Plads til brug for de mange besøgende i området, særligt i sommerhalvåret. Der viste sig dog en udfordring i projektet, da Københavns Kommune ikke har lovhjemmel til at opføre og drifte et offentligt toilet på privat grund. Skt. Petersborg Plads er, som flere andre offentlig tilgængelige området, overtaget af grundejerforeningen. 

Grundejerforeningen har haft kontakt med kommunen, der foreslår en løsning med opførelse af et offentligt toilet på Hamborg Plads, som er kommunens egen grund. Denne løsning er der dog på nuværende tidspunkt ikke finansiering til.

Løsning

Sagen har været drøftet i fagudvalget for byplan, miljø og teknik på møde 11. januar 2024. Fagudvalget bakker op om, at der sendes en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget med henblik på bevilling af midler ved overførselssagen.

Forpersonen og sekretariatet har et møde med grundejerforeningen 22/1. Efter dette møde udarbejdes et udkast til henvendelse som eftersendes dagsordenen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Teknik- og Miljøforvaltningen har meddelt, at opførelse af et nyt toilet på Hamborg Plads vil koste mellem 700t og 1. mio. kr. i anlæg.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes formulerer forpersonen og sekretariatet en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, som afsendes hurtigst muligt.

Beslutning

Udkast til henvendelse blev uddelt på mødet.

På baggrund af drøftelse i lokaludvalget besluttede lokaludvalget følgende henvendelse:

"Østerbro Lokaludvalg er blevet kontaktet af Grundejerforeningen for Århusgadekvarteret i Nordhavn, som meddeler, at de planlagte permanente toiletter i århusgadekvarteret stadig lader vente på sig.

De manglende toiletter er til stor gene for både beboere i området og de mange besøgende, og grundejerforeningen frygter den kommende sommersæson.

Forsinkelserne skyldes bl.a., såvidt lokaludvalget er orienteret, at kommunen ikke må opføre og drifte toiletter på grundejerforeningens område. Teknik- og miljøforvaltningen har dog fundet en løsning på udfordringen ved at opføre de offentlige toiletter på Hamborg Plads, som er kommunens egen grund.

Lokaludvalget vil appellere til, at opførelse af flere permanente offentlige toiletter på Hamborg Plads prioriteres i overførselssagen og hurtigst muligt eksekveres.

Eksemplet fra Århusgadekvarteret er desværre ikke unikt. Lokaludvalget finder det problematisk, at driften af fællesarealerne pålægges lokale grundejerforeninger - særligt når der er tale om byområder med en høj andel af besøgende udefra. Det er ikke rimeligt, at beboere i området skal betale for renovation og drift af toiletter, som primært skyldes et stort antal besøgende, der kommer fra hele hovedstadsregionen."

Til top