Mødedato: 24.01.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Høring om lokalplanforslag for Rigshospitalet III

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til udkast til høringssvar om lokalplanforslag for Rigshospitalet III.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg har afgivet høringssvar i forbindelse med den interne høring om Rigshospitalet III. Høringssvar af 23. august 2012 kan findes på lokaludvalgets hjemmeside.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg

1. at lokaludvalget godkender teknik og miljøfagudvalgets udkast til høringssvar vedr. lokalplanforslag for Rigshospitalet III

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til lokalplan for Rigshospitalet III. Lokalplanen skal muliggøre en udvidelse af Rigshospitalet til et moderne forsknings- og universitetshospital, hvor den arkitektoniske kvalitet modsvarer den høje standard på det kliniske område. Nye bygninger og byrum skal fremstå i høj arkitektonisk kvalitet, som udnytter den unikke placering i byen omgivet af parker.

Rigshospitalet har en relativ tæt bebyggelse med 3 dominerende bygninger og nogle mindre bygninger. Det øgede arealbehov betyder, at mindre bygninger må rives ned for at gøre plads til nybyggeri. Ved fuld udbygning efter helhedsplanen vil Rigshospitalets etageareal være forøget med ca. 128.000 m2 i nettovækst. Lokalplanen muliggør en del af udbygningen, svarende til et forøget etageareal med ca. 91.000 m2.

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø foreslår at genfremsende lokaludvalgets høringssvar i forbindelse af med den interne høring med enkelte mindre tilføjelser.

Østerbro Lokaludvalg er klar over, at de omfattende byggeplaner – i hvert fald i den skitserede etape 1 – ikke sigter på en egentlig udvidelse af personale- eller patienttrykket men på en omlægning og udvidelse af det nuværende etageareal. Der er i høj grad tale om en arealmæssig standardhævning, og den vil nok alligevel kalde på en vis aktivitetsudvidelse.
Lokaludvalget tilslutter sig de store træk i udbygningen, herunder at parkeringsdækning, køkken og varemodtagelse placeres mod sygehusområdets yderkant, jf. notat om de trafikale konsekvenser ved udbygning af Rigshospitalet. Man kan også tilslutte sig, at etageantallet kan stige som vist fra Blegdamsvej mod nord gennem det lange byggefelt langs Frederik V’s Vej, så længe byggeriet er skjult set fra Fælledparken.
Netop facadelinjen langs Frederik V’s Vej giver anledning til bemærkninger, nemlig disse:

Lokaludvalget vil gerne reducere trafikken ad denne vej mest muligt af hensyn til den stærkt anvendte gang- og cykelforbindelse, der forbinder Østerbro og Nørrebro gennem Fælledparken, Henrik Harpestrengs Vej og Amorparken, og for at sikre mod opstuvninger af trafik, der kan sinke ambulancetrafikken og skabe dårlige oversigtsforhold. Adgangen til det kommende parkeringshus, køkken og varemodtagelse bør derfor ske fra Borgmester Edel Sauntes Allé.
Ud for de nye legepladser i Fælledparkens sydvestlige hjørne bør nybyggeriet reduceres med en etage fra Blegdamsvej og et stykke op ad Frederik den V’s Vej, så skyggevirkningerne indover boligområderne på Blegdamsvej og især Fælledparken reduceres til det antagelige. Dette etageareal kan så placeres længere mod nord i byggefeltet.

Rigshospitalets byggeri bør således langt fra få en så stærk og uvelkommen påvirkning af parkoplevelsen, som Parken i sin tid fik lov til. Der bør derfor, også ved udformning af facadeelementer, tilstræbes at undgå lyssvineri mod Fælledparken.
Der savnes bedre mulighed for, at fodgængere kan færdes skråt igennem komplekset. Det må kunne indbygges.
 


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Såfremt lokaludvalget godkender fagudvalgets udkast til høringssvar vedrørende lokalplan for Rigshospitalet III, forestår sekretariatet den videre sagsbehandling med afsendelse af høringssvar.

Beslutning

Udkast til høringssvar blev godkendt med de på mødet faldne bemærkninger og sprogligt redaktionelle ændringer.
Til top