Mødedato: 24.01.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Lokale aktiviteter i forbindelse med Byens Hegn

Lokaludvalget skal tage stilling til bevilling af puljemidler til lokale aktiviteter i forbindelse med Byens Hegn Projektet.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede på ordinært møde den 13. december at udskyde behandlingen af punktet til næste orinære møde med henblik på en uddybende projektbeskrivelse.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for kultur og fritid indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget afsætter 15.000 kr. af 2013-puljemidler til afholdelse af et informations/inspirationsmøde om Byens Hegn-projektet, jf. budget i Økonomiafsnittet.
2. at lokaludvalget afsætter 25.000 kr. af 2013-puljemidler til udarbejdelse og opsætning af information om lokaludvalget på Byens Hegn
3. at lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe til udvikling af projekt "Kunst og Østerbrobørn" med inddragelse af byens skoler i Byens Hegn projektet (gerne med deltagere fra både kultur og fritid samt børn og unge fagudvalgene).
4. at lokaludvalget afsætter et rammebeløb 200.000 kr. af 2013-puljemidler til en ekstra puljeansøgningsrunde øremærket kunstprojekter til Byens Hegn, med behandling af ansøgninger i mødet 21. marts 2013, jf. beskrivelse i løsningsafsnittet
5. at lokaludvalget, såfremt 4. at-punkt godkendes, beslutter den i løsningsafsnittet foreslåede prioritering til behandling af ansøgninger til Byens Hegn-puljerunden

Problemstilling

I forbindelse med byggeriet af Cityringen opsætter Metroselskabet grønne træpladehegn rundt om metroarbejdspladserne. Ideen er, at hegnene skal medvirke til at skabe midlertidige gode byrum indtil Cityringen er færdigbygget fx byrumsmøbler, vertikale haver og kulturformidling.
Projektet finansieres af indtægter fra salg af reklamer, der også får plads på hegnene, dog primært langs hovedfærdselsårer. Lokale institutioner, heriblandt lokaludvalg, tilbydes gratis reklameplads på hegnene relevante steder i bydelen. 

Det er både muligt for etablerede kunstnere og forskellige lokale aktører (fx skoler, klubber) at komme til at udsmykke dele af Byens Hegn fx med malerier, byrumsinstallationer mv. Kunstværkerne opsættes for ca. 6-12 mdr. ad gangen og udskiftes derved løbende. Metroselskabet administrerer disse tilladelser. (Med)finansiering af kunstprojekterne på hegnene kan søges hos Metroselskabet, der har afsat midler til at støtte kunstprojekterne.

Metroselskabet prioriterer at støtte til projekter ud fra følgende kriterier:
- Projektet er minimum 20 meter i bredde
- Projektet har en minimumlevetid på 3 måneder
- Projektet er forankret i lokalmiljøet (fx i motivvalg eller ved samarbejde med nabovirksomheder)
- Der er grad af medfinansiering ( fx frivilligt arbejde og/eller bidrag fra andre puljer eller fonde)

 
Der er 3 kommende metrostationer (PH Plads, Vibenhus, Trianglen)  på Østerbro samt en nødskakt (Krauseparken) i alt 4 arbejdspladser/hegn.
I følge Metroselskabet er hegnene på PH Plads og Vibenhus Runddel allerede opsat (forud for tidsplanen) og der forventes kunst på hegnene primo 2013, hegnet ved Trianglen forvenets at stå færdigt 1. kvartal 2013. Der ligger endnu ikke planer for nødskakten i Krauseparken.

Østerbro Lokaludvalg har også modtaget ansøgninger til medfinansiering af kunstværker på hegnene, hvoraf de fleste er imødekommet.


Løsning

Fagudvalget for kultur og fritid har været i dialog med Metroselskabet om Byens Hegn, og ser projektet som en mulighed for at understøtte nye typer af kreative byrum og skabe nye netværk imens metrobyggeriet står på. Derfor foreslås følgende 3 lokale aktiviteter i forbindelse med Byens Hegn-projektet:

Kunst og Østerbrobørn
Fagudvalget for kultur og fritid foreslår, at lokaludvalget lægger vægt på, at bydelens skoler inddrages i Byens Hegn projektet. Det er fagudvalgets idé, at der skal laves et pilotprojekt for en af bydelens skoler i samarbejde med billedkunstlærere, hvor et klassetrin får mulighed for, i forbindelse med et undervisningsforløb, at udsmykke et stykke af et lokalt hegn i samarbejde med lokale kunstnere. Formålet er at styrke kunstundevisningen i folkeskolen og skabe netværk mellem forskellige grupper i bydelen. Projektet skal derefter udbredes til alle interesserede skoler i bydelen.

Til videreudvikling af samarbejdet med bydelenes skoler foreslås det at nedsætte en arbejdsgruppe - gerne med deltagere fra både kultur- og fritids og børn og unge fagudvalgene. 


Afholdelse af informations-/inspirationsmøde om Byens Hegn projektet
Der afholdes et informations-/inspirationsmøde ultimo februar 2013. 
Mødet tænkes som generel information til interesserede borgere (indbydes via annoncering i Østerbro Avis, Facebook, evt. opsatte a-skilte i bydelen) samt udsendelse af invitation til: lokale kunstnere/kunstforeninger, bydelens skoler og relevante lærere.
Programmet for mødet vil være:

  • oplæg om projektet og de praktiske rammer omkring udsmykning af hegnene ved projektlederen (Metroselskabet) på Byens Hegn
  • oplæg ved en eller flere kunstnere, der allerede har udsmykket eller er igang med at udsmykke hegnene
  • oplæg ved et lokaludvalgsmedlem om Kunst og Østerbrobørn, og muligheden for at søge støtte ved Østerbropuljen
  • mulighed for at stille spørgsmål til projektlederen for Byens Hegn (Metroselskabet), lokaludvalget og de deltagende kunstnere
  • mulighed for at blive efter oplæggene og netværke

Ideen med mødet er at informere de lokale borgerne om projektet samt inspirere (primært lokale) kunstnere til at ansøge om at udsmykke bydelens hegn. Samtidig skabes opmærksomhed omkring Østerbropuljen.
Samtidig vil de lokale skoler (ved billedkunstlærerne) få information om projektet med henblik på at stykker af hegnet kan udsmykkes af skolebørn i samarbejde med lokale kunstnere.
Mødet tænkes afholdt kl. 17-ca. 19 som et fyraftensmøde med let forplejning til deltagerne.
Metroselskabet deltager med medarbejdere i forhold til facilitering, sørger for kontakt til relevante kunstnere og har desuden tilbudt en mindre medfinansiering af informationsmødet (forplejningsdelen).

Lokaludvalgets egen reklameplads på Byens Hegn
Det foreslås, at lokaludvalget selv benytter muligheden for at opsætte information omkring lokaludvalgets arbejde på hegn i bydelen fx ideoplæg til borgerdialog eller reklame for lokaludvalget generelt. Det foreslås derfor at afsætte midler til dækning udgifter til layout og opsætning af materiale på hegnene. Selve reklamepladsen på hegnene er gratis. 

Ekstra puljerunde øremærket kunstprojekter i forbindelse med Byens Hegn
For at støtte op omkring udsmykningen af de lokale hegn foreslås det, at lokaludvalget afsætter et rammebeløb på 200.000 kr. til en ekstraordinær puljerunde, hvor kunstnere, og øvrige lokale aktører kan søge støtte til medfinansiering af kunstprojekter på et af bydelens hegn. Eventuelt uforbrugte midler fra den ekstraordinære puljerunde sendes tilbage til Østerbropuljen fri til disponering.

En ekstra puljerunde kan skabe opmærksomhed omkring Østerbropuljen blandt en ny gruppe af Østerbroborgere, og dermed kan en ekstra puljerunde med et særskilt tema understøtte lokaludvalgets mål med at nå så bredt ud i bydelen som muligt. Den ekstra puljerunde kan kommunikeres på en ny måde idet den primært henvender sig til en klar målgruppe og med et klart formål.

De indkomne ansøgninger forbehandles i fagudvalget for kultur og fritid og behandles på lokaludvalgets ordinære møde den 21. marts 2013.
En ekstra runde foreslås da mange af kunstprojekterne udføres i sommerhalvåret og derfor vanskeligt vil kunne realiseres, hvis der ansøges Østerbrropuljen i forbindelse med 2. ansøgningsrunde (behandles 23. maj 2013). Næste ansøgningsrunde hos metroselskabet har deadline den 1. maj 2013.

Fagudvalget foreslår, at der i forbindelse med behandlingen af de indkomne forslag prioriteres:

  • byrumsinstallationer og eller interaktive værker
  • lokale kunstnere, eller kunstnere med lokal tilknytning
  • at projekterne opnår medfinansiering fra andre puljer, fonde mv. (i tråd med krav fra Metroselskabet, se problemstillingen)
  • at der allerede foreligger en godkendelse fra Metroselskabet til opførelse af kunstværk

Økonomi

Budget for lokale aktiviteter i forbindelse med Byens Hegn

Inspirationsmøde i alt 15.000 
 Annoncering 11.000 
 Lokaleleje  3.000
 Diverse  1.000
   
 Informationsmateriale om
Lokaludalget
25.000
   
 Rammebeløb til ekstra
puljerunde
200.000 
   
 Budget i alt 240.000 


Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes forestår fagudvalget for kultur og fritid og den nedsatte arbejdsgruppe i samarbejde med sekretariatet det videre arbejde med projektet.

Beslutning

2. Lokaludvalget besluttede at afsætte 25.000 kr. i 2013-puljemidler til information om lokaludvalget på Byens Hegn

3. Lokaludvalget nedsatte en arbejdsgruppe til udvikling af projekt "Kunst og Østerbrobørn" bestående af: Inger-Marie Dyrholm, Yvonne Svendsen og Juda Feldman

4. Lokaludvalget stemte om 4. at.-punkt:
For: 10 stemmer                       Imod: 7 stemmer               Undlod: 1 stemme

Lokaludvalget besluttede at afsætte et rammebeløb på 200.000 kr. i 2013-puljemidler til en ekstra ansøgningsrunde øremærket kunstprojekter til Byens Hegn jf. beskrivelse i løsningsafsnittet

5. Lokaludvalget godkendte den i løsningsafsnittet beskrevne prioritering  til behandling af ansøgninger til Byens Hegn-puljen

1. Lokaludvalget besluttede at afsætte 15.000 kr. i 2013-puljemidler til afholdelse af et informations/inspirationsmøde om Byens Hegn-projektet
Til top