Mødedato: 23.10.2024, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro (Vibenshave), Nyborggade 11, 2100 København Ø

Høring: Foranalyse Randersgade som sikker skolevej

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller

1. at Østerbro Lokaludvalg beslutter at afsende det vedhæftede udkast, som høringssvar på høringen af foranalysen for Randersgade som sikker skolevej, hvor der bakkes op om løsningsmodel 2.

Problemstilling

Forvaltningen har over en rum tid, udarbejdet en foranalyse for Randersgade som sikker skolevej. LINQ Trafikrådgivning har udarbejdet foranalysen i samarbejde med Københavns Kommune.
Der er blevet foretaget en række borgerrettede workshops, for at kortlægge problematikkerne på gaden. Herunder har man involveret børnene fra de tre skoler som er placeret på gaden, forældre til børnene, skolebestyrelse og ledelsen fra skolerne, samt Østerbro Lokaludvalg. der er også blevet gennemført en omfattende kortlægning og analyse af eksisterende forhold og udfordringer. 

Analysen har resulteret i følgende dispositionsforslag:

Forslag 1: De nødvendige tiltag for at opnå god trafiksikkerhed på skolevejen
Kan betragtes som en basisløsning, som omfatter de mest nødvendige tiltag på en trafiksikker skolevej. Dog vil især cyklister fortsat opleve utryghed, ligesom udfordringerne med parkering og store køretøjer kun delvist bliver løst. Forslaget har – på grund af den manglende cykelsti – markant lavere omkostninger end de to øvrige forslag. En stor del af økonomien er desuden bundet til opdatering af en række overkørsler, hvilket kun i nogen grad medvirker til øget trafiksikkerhed.

Forslag 2: Kompromis med prioritering af alle trafikantgrupper
En mere helstøbt løsning, som – udover gode krydsninger og effektiv fartdæmpning – omfatter cykelstier og plads til varelevering. Forslaget giver meget godt trafiksikkerhed for alle trafikantgrupper og adresserer mere eller mindre alle de udfordringer, som analysen har afdækket.

Forslag 3: Prioritering af bløde trafikanter på bekostning af biltrafikken
Giver ligeledes meget god trafiksikkerhed for alle trafikantgrupper. Med ensretning af Randersgade mod nord, gives plads til brede cykelstier, ligesom mængden af biler bliver reduceret. Herudover bliver der plads til grønne bede samt bedre ankomstforhold ved flere af skolerne – blandt andet med plads til kortvarig parkering af ladcykler ved aflevering og afhentning.

Sidst i foranalysen findes en række tiltag og scenarier, som eventuelt kan indarbejdes i de opstillede dispositionsforslag.

Lokaludvalget skal i høringssvaret pege på hvilket forslag de finder som den bedste løsning. 

Foranalysen samt en beskrivelse og en visualisering af forslagene, er lagt på Medlemmernes side. 

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har behandlet høringen ved deres møde d. 10. oktober 2024. det vedhæftede udkast er udarbejde på baggrund af den drøftelse der fandt sted ved mødet.

I høringssvaret peges der på dispositionsforslag 2, med en tilføjelse af tiltag 10.3: Forbud mod biltrafik ved skolerne om morgenen. 
Udvalget bakker desuden op om, at løsningen testes i gaden så hurtigt som muligt, og forventer at det sker i tæt samarbejde med skolerne og lokalområdet.

Økonomi

Høringen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar indenfor tidsfristen.

Beslutning

Birger Jensen foreslog følgende tilføjelse:

- linje 11 efter ordet "forslag" tilføjes følgende sætning: "10.7 'Tiltag med meget lave omkostninger'".

Lokaludvalget besluttede at afsende høringssvaret med tilføjelsen uden afstemning.

Til top