Høring: Input til undersøgelse om ældre, gangbesværede og kollektiv trafik
Indstilling og beslutning
1. at lokaludvalget beslutter at afsende fagudvalgets udkast til høringssvar vedr. undersøgelser om ældre, gangbesværede og kollektiv trafik.
Problemstilling
Følgende undersøgelser er igangsat:
- Behovsanalyse
- Tilpasning af busnettet
- Indretning af stoppesteder
Hensigten med undersøgelsen er at se på, om den kollektive trafik, herunder busstoppesteder er indrettet (og placeret) hensigtsmæssigt i forhold til, hvor der bor ældre og gangbesværede borgere, således at denne gruppes muligheder for at bruge den kollektive trafik tilgodeses.
Der er frist for indsendelse af inputs den 9. februar 2014.
Løsning
"Østerbro Lokaludvalg tilslutter sig, at der laves en undersøgelse med henblik på at tilgodese de ældre og gangbesværedes muligheder for at benytte den kollektive trafik.
Busbetjeningen på Østerbro er de seneste par år blevet påvirket af nedlæggelse af servicebusruterne, nedlæggelse af linje 18, sammenlægningen af linje 14 og 15, der bl.a. betyder, at det ikke er muligt at komme direkte til Kgs. Nytorv, samt reduceringen af afgange for linje 40.
Disse ændringer har betydet en forringelse af den kollektive trafik og lokaludvalget fik flere henvendelser, da ændringerne blev implementeret.
I forhold til tilgængeligheden til stoppesteder, har Østerbro den udfordring, at mange af fortovene er meget smalle. Der er flere steder konkurrence om den trange plads mellem stole og borde til udeservering, skilte, parkerede cykler og lignende, som gør det vanskeligt for ældre og gangbesværede at komme rundt. Et eksempel er Trianglen. Det er lokaludvalgets holdning, at der skal være plads til et aktivt byliv og ophold i byrummet, men det må ikke ske på bekostning af fremkommeligheden for fodgængere.
Lokaludvalget har tidligere set på tilgængelighedskrav, og vil her nævne de forhold lokaludvalget mener, man i hvert fald skal være opmærksom på:
- Der er for højt op til busserne
- Der bør være flere øer i vejarealet, der giver plads til ombordstigning og udstigning for passagerer uden at de skal frygte cyklisterne, og, hvor dette i de få situationer ikke kan lade sig gøre, bør cykelstien tværstribes ud for ind og udstigningsdøren.
- Buslæskure bør retningsbestemmes efter hovedretningen det pågældende sted (på et torv følge torvets hovedlinje) og den glasvæg i den overdækkede venteplads, der vender mod den kommende bus frigøres for reklamer mvm. Så dersikres fuldt udsyn.
- Hvor der er plads bag en mulig overdækning af et busstop til to rækker fliser med normal kampestensbelægning, bør overdækning udføres. Der bør som minimum etableres glasvæg mod den fremherskende vindretning.
- Ved krydsning af større gader med ventefisk på midten, bør denne være så bred, at man ikke skal frygte at krydse gaden, fordi man ikke mener at kunne nå hele vejen over under et og samme grønne lys.
- Busruter bør tilrettelægges i et samarbejde med lokaludvalgene, der i bydelsplanerne har tænkt den lokale byudvikling igennem. "