Mødedato: 23.01.2014, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Høring: Kollegier og ungdomsboliger

Se alle bilag
Lokaludvalget skal tage stilling til høring vedr. forslag til kommuneplantillæg for kollegier og ungdomsboliger, som er i høring via www.blivhoert.kk.dk fra 19. december 2013 til 22. februar 2014.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende fagudvalgets udkast til høringssvar vedr. Kollegier og ungdomsboliger.

Problemstilling

De gældende kommuneplankrav til kollegie- og ungdomsboliger er på de fleste områder de samme som til familieboliger. De tager således ikke hensyn til, at unge bruger både boligen og byen på en anden måde end familier gør. Der er derfor brug for at ændre på kommuneplankravene, så de afspejler denne forskel bedre.

Forslaget til tillæg til Kommuneplan 2011, ændrer rammerne for lokalplanlægning for kollegie- og ungdomsboliger på følgende parametre:

• Antallet: Kvoten på de 3.000 kollegie- og ungdomsboliger forhøjes

• Omdannelse og nybyggeri: Reglerne forenkles

• Lokalisering: Reglerne forenkles og muliggør kollegie- og ungdomsboliger flere steder

• Bilparkering: Der indføres en generel norm for bilparkering til kollegie- og ungdomsboliger

• Friareal: Der indføres et generelt friarealkrav til kollegie- og ungdomsboliger


Rammerne forslås ændret således, at der skal være mulighed for at opføre nye ungdomsboliger eller omdanne nuværende ældre/plejeboliger, erhvervsbyggeri eller almene boliger til ungdomsboliger. Der vil derfor med dette forslag kunne komme ungdomsboliger i de områder, som i dag i Kommuneplanen er udlagt til boliger (B), bolig og serviceerhverv (C), serviceerhverv (S), institutioner og fritidsområder (o) samt husbåde (V).

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø har gennemgået høringsmaterialet og foreslår, at hovedpointerne fra lokalduvalgets høringssvar af 10. oktober 2013 gentages, og at der afsendes følgende bemærkninger:

"Østerbro Lokaludvalg vil gerne tilslutte sig formålet med at bygge væsentligt flere
ungdomsboliger i København og støtter med enkelte bemærkninger de foreslåede ændringer af kommuneplanens rammedel.

Østerbro Lokaludvalg lægger vægt på, at der placeres ungdomsboliger i hele byen, så vi får en geografisk blandet befolkningssammensætning.

Huslejeprisen er af afgørende betydning for de unge. Også derfor bør muligheder for fleksible lejevilkår samt forskellige boligstørrelser tænkes ind. Dels udgør de unge en meget mobil gruppe, dels bør det være muligt at ændre husstandsstørrelse inden for en ungdomsboligdefinition.

En reduktion af friarealers størrelse bør kun kunne ske, hvor der er væsentlig nærhed til park eller lignende friareal.

Efter at have set de nye ungdomsboliger der netop er indviet i Emblasgade på Nørrebro, mener Østerbro Lokaludvalg, at 15 m2 som mindste boligstørrelse er for snærende, og at mindstestørrelsen må øges til 20 m2.

Da der lægges op til, at både friareal og boligstørrelse reduceres i forhold til gældende norm, er det vigtigt, at der er  fælleskøkken og lign. muligheder for beboerne for at mødes.

Det er desuden vigtigt at sikre etablering af mange eller relativt flere cykelparkeringspladser end normalt til boligformål.

Afslutningsvis vil Østerbro Lokaludvalg foreslå, at der også indgås samarbejder med  studerende, ungdomsklubber og fritids- og idrætsforeninger om ønsker, krav og behov til fremtidens ungdomsbolig."

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes varetager sekretariatet den videre sagsbehandling med indsending af høringssvar via blivhoert.kk.dk.

Oversigt over politisk behandling

Lokaludvalget besluttede den 10. oktober 2013 at indsende høringssvar til den interne høring.

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte høringssvar vedr. Kollegier og ungdomsboliger med tilføjelse af "lærlinge" i sidste afsnit s. 1
Til top