Mødedato: 23.01.2014, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Høring - Faglig udmøntning af Folkeskolereformen

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til høring vedr. faglig udmøntning af folkeskolereformen

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. faglig udmøntning af Folkeskolereformen

2. at Lokaludvalget nedsætter et ad hoc udvalg, der arbejder med åben skole delen af folkeskolereformen og netværksdannelse mellem skoler og foreninger på Østerbro.
 
3. at Lokaludvalget beslutter at bevilge 18.000 kr. i 2014-puljemidler til afholdelse af en workshop for skoler og foreninger på Østerbro

Problemstilling

Der blev i juni 2013 indgået en national aftale om et fagligt løft af folkeskolen. Folketinget vedtog inden jul de første 2 lovforslag vedr. udmøntning af aftalen, og skal i løbet af foråret vedtage de sidste 3 lovforslag, der sikrer den fulde udmøntning af folkeskolereformen. På en række punkter kræver den nye lovgivning, at der kommunalt tages stilling til, hvordan lovgivningen implementeres lokalt.

På denne baggrund har Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet forslag til udmøntning af den kommende nationale lovgivning vedr. folkeskolereformen - rammer for åben skole, skolebestyrelser, nye valgfag, lektiehjælp og faglig fordybelse, Pædagogisk Råd og Fælles Pædagogisk Råd, skoleårets start, konsekvensrettelser i styrelsesvedtægten samt ungdomsskolen.  Børne- og Ungdomsudvalget behandlede på udvalgsmødet den 27. november 2013 indstillingen ”Folkeskolereform – faglig udmøntning” og vedtog at sende indstillingen i høring.

Høringsmaterialet kan findes på Østerbro Lokaludvalgs hjemmeside under høringer:

http://www.oesterbrolokaludvalg.kk.dk/page453.html

Høringsmateriale med samtlige bilag kan ses på Københavns Kommunes hjemmeside, Børne og Ungdomsudvalgets møde 27. november 2013, punkt 3:
https://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Boerne-OgUngdomsudvalget/27-11-2013/9e1cb899-487f-4817-b7cd-4ebb9b9cf227.aspx

Løsning

I forbindelse med at udbrede budskabet om valg til lokaludvalg d.25. februar, har lokaludvalgets sekretariat i samarbejde med skolenetværksgruppen (en række lokaludvalgsmedlemmer fra bl.a. FBU) afholdt to netværksmøder med forældrebestyrelserne og skolelederne fra Østerbros folkeskoler. Ved det seneste møde d.13.1.14, blev skolereformen, herunder åben skole drøftet. 
Åben skole handler om, at skolerne skal åbnes mere op mod det omgivende samfund og indgå i stærkere samarbejder med bl.a. lokalområdets idræts-, kultur-, og andet foreningsliv.

Formanden og skolenetværksgruppen foreslår, at følgene pointeres i høringssvaret:

  • ØLU er enig i forslaget om, at det af BR vedtagne mål for skolernes indsats omkring den åbne skole skal styrke børnenes resultater og personlige og sociale udvikling.  
  • ØLU finder det vigtigt, at det er den enkelte skole, der skal beslutte egne indsatser ( herunder økonomiske) inden for den kommunale ramme, de lokale muligheder og skolebestyrelsernes principper.
  • ØLU stiller gerne sin viden om de lokale foreninger og sine erfaringer med  projekter støttet af Østerbropuljen til rådighed for den faglige udmøntning af folkeskolereformen
  • Gennem sin personsammensætning, sin indflydelse på miljøarbejdet på Østerbro og sin øvrige støtte til mange aktiviteter i meget forskellige foreninger og grupper på Østerbro vil ØLU kunne være med til at virkeliggøre dele af folkeskolereformen. De mange miljøaktiviteter, f. eks. Miljøpunkt, vil med fordel kunne inddrages i arbejdet med den åbne skole og giver gode muligheder for nye læringsrum over hele Østerbro.
  • Bemærkning til bilag 7, Skoleårets start:  Udmærket, at starten på skoleåret lægges fast, så usikkerheden om skoleårets start fjernes.
  • Bemærkninger til bilag 8, Revideret styrelsesvedtægt for Folkeskolen i Københavns Kommune: § 5 stk. 4,linie 5: ” …- og hvor mange” ændres til ” og om det skal være én eller to pladser”.  Begrundelse: I første linie står, at der højst kan tilbydes op til 2 pladser.
  • Forkortelser som KKFO og KESO er forklaret i teksten.  Det samme bør ske for AKF ( § 8, stk. 4) og for MED ( § 9 stk. 10)
  • Opfordring til, at det offentlige tilbud om fritidsordninger for eleverne på 0.-3. klassetrin også fremover baseres på uddannede, fuldtidsansatte pædagoger.

Lokaludvalget og skolereformen
Som beskrevet i udkastet til høringssvaret, kan lokaludvalget i kraft af sin viden og kontakt til Østerbros forenings- og kulturliv spille en rolle i forhold til skabe en ramme for dialog omkring det fremtidige samarbejde mellem skoler og foreninger  i forbindelse med reformen.
Ved at lokaludvalget deltager i dette arbejde, udbygger lokaludvalget samtidig sit netværk og udbreder kendskabet til lokaludvalget og dets aktiviteter blandt en gruppe som kan være svær at nå ud til; børnefamilierne.

Der er allerede skabt kontakt til forældrebestyrelserne og skolelederne på Østerbros folkeskoler via de nævnte netværksmøder. Derudover har sekretariatet kontakt til Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. deres arbejde med implementering af den åbne skole. Forvaltningerne arbejder bl.a. med en række åben skole-pilotprojekter henover foråret. 

Det foreslås, at lokaludvalget nedsætter et ad hoc udvalg, der arbejder videre med åben skole delen af folkeskolereformen og netværksdannelse mellem skoler og foreninger på Østerbro. Det forventes at udvalget skal afholde de første møder i februar og marts.

Det foreslås derudover, at ad hoc udvalget i samarbejde med sekretariatet og de to forvaltninger planlægger en workshop, hvor skoler og foreninger bliver introduceret for hinanden. Workshoppen kan føre til samarbejdsaftaler mellem skoler og foreninger, som evt. kan få tildelt midler fra forvaltningerne. Til afholdelse af denne workshop foreslås det, at lokaludvalget bevilger 18.000kr. i 2014-puljemidler.  

Økonomi

Budget for workshop

Budget workshop

Lokaleleje

3.000kr

Forplejning

3.000kr

Annoncering

6.000kr

Facilitator

5.000kr

Uforudset

1.000kr

I alt

18.000kr


 

Oversigt puljemidler Østerbro Lokaludvalg 2014

 

Budget

Bevilget

Udbetalt

Østerbropuljen

3.628.000

 

 

*Ansøgte projekter

 

457.482

25.000

*Egne projekter

 

332.100

 

*Miljpunkt

 

150.000

 

I alt

3.628.000

939.582

 

Resterende til disposition pr. 17. januar 2014 kr.

2.688.418

 

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte høringssvar vedr. faglig udmøntning af Folkeskolereformen med en tilføjelse om Aktivitetshal for de 12-17 årige.

2. Lokaludvalget besluttede at nedsætte et ad hoc udvalg, der arbejder med åben skole delen af folkeskolereformen og netværksdannelse mellem skoler og foreninger på Østerbro, og udpegede Inger-Marie Dyrholm, Inger Margrethe Christensen og Torkil Groving, og vil være åbent for at andre efterfølgende kan tilmelde sig udvalget.

3. Lokaludvalget besluttede at bevilge 18.000 kr. i 2014-puljemidler til afholdelse af en workshop for skoler og foreninger på Østerbro.
Til top