Mødedato: 22.11.2012, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Østerbroprisen

Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til henvendelse fra Kultur Østerbro vedrørende lokaludvalgets deltagelse i projekt "Østerbroprisen".

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede på lokaludvalgets ordinære møde den 11. oktober 2012, at sende henvendelsen fra Kultur Østerbro til forbehandling i Fagudvalget for kultur og fritid, da dette ikke havde været muligt forud for lokaludvalgsmødet.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for kultur og fritid indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget behandler henvendelsen fra Kultur Østerbro om projekt "Østerbroprisen" som et ansøgt projekt (puljeansøgning).
2. at Lokaludvalget tager stilling til bevilling af støtte på de ansøgte 95.000 kr. til projekt "Østerbroprisen"
3. at Lokaludvalget,såfremt 2. at imødekommes , beslutter at deltage i dommerkomiteen til Østerbroprisen
4. at Lokaludvalget, såfremt 3. at imødekommes vælger et lokaludvalgsmedlem til at sidde i dommerkomiteen til Østerbroprisen.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har fået en henvendelse fra Kultur Østerbro, angående mulighederne for et samarbejde med lokaludvalget om et nyt Østerbro initiativ, hvori også Østerbro Avis og Danske Bank indgår.

Projektet er også indsendt som en puljeansøgning til Østerbropuljen til behandling i dette møde.

Tanken er at indstifte en årlig Kultur Østerbro Pris, som skal gå til en forening på Østerbro, der i særlig grad har udmærket sig i årets løb. Borgerne skal være med til at nominere de potentielle prismodtagere, hvorefter en dommerkomite udvælger vinderen under stort ståhej - og prisen overrækkes ved en højprofileret festlighed i Krudttønden.

Formålet er at sætte fokus på kultur- og foreningslivet på Østerbro.

Dommerkomiteen kan f.eks. bestå af en repræsentant fra Østerbro Lokaludvalg, en fra Østerbro Avis, en fra Kultur Østerbro, en fra banken, og kulturborgmester Pia Allerslev, som har indvilliget.

Kultur Østerbro står for konceptudvikling, tilrettelæggelse, administration og afvikling af arrangementet, avisen vil stå for PR, banken har tilbudt at tilvejebringe midler til selve prisen. Derudover vil der være udgifter til i størrelsesordenen 95.000 kr. til markedsføring, afstemning, præsentation og afvikling, dvs. til gennemførsel af afstemnings- og udvælgelsesproces og prisoverrækkelse.

Løsning

Fagudvalget for kultur og fritid foreslår at behandle det indkomne projektforslag som et ansøgt projekt, da projektforslaget ikke umiddelbart involverer lokaludvalget i selve projektet og ideudviklingen, men primært i finansieringsdelen.

Fagudvalget har derfor udarbejdet en indstilling til projektet, på linje med de øvrige indkomne ansøgninger til Østerbropuljen på kultur og fritidsområdet:

"Østerbroprisen" af Kultur Østerbro
Indstilling: Et flertal af fagudvalget for kultur og fritid indstiller, at ansøgningen afvises. Rent administrativt er det problematisk, at projektet ikke kan isoleres til et kalenderår, da lokaludvalget ikke kan bevilge midler til projekter, der strækker sig over årsgrænsen. Selve ideen med en anerkendelse af en lokal forening er god, dog vurderes selve processen, som støtten søges til, at være dyr og ikke at være tilstrækkeligt almennyttigt.

Såfremt projektet imødekommes, skal det afklares hvorvidt bevillingen skal være af 2012 eller 2013-puljemidler.

Såfremt fagudvalgets flertals indstilling imødekommes vil en deltagelse i Østerbroprisens dommerkomité ikke være relevant. Men hvis projektet helt eller delvist imødekommes med støtte, anbefaler fagudvalget, at lokaludvalget deltager i en dommerkomité og vælger et medlem til at sidde i dommerkomiteen.



Økonomi

Østerbro Lokaludvalg ansøges om 95.000 kr. til afvikling af projektet i både 2012 og 2013. Kultur Østerbros egenfinansiering er ligeledes 95.000 kr.

Budget for Østerbroprisen fremgår af ansøgningen, som er udsendt sammen med de øvrige puljeansøgninger til Østerbropuljen.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgeren lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

1. Indstillingen blev godkendt.

2. Lokaludvalget stemte om bevilling af 95.000 kr. til puljeansøgning "Østerbroprisen"
For var 2 stemmer: Annette Engell og Hans Bay

Imod var 14 stemmer: Jan Gebhardt, Mette Annelie Rasmussen, Mogens Petersen, Anet Burchard, Juda Feldman, Inger-Marie Dyrholm, Torkil Groving, John Bloch-Poulsen, Vagn Pedersen, Yvonne Svendsen, Dan Pedersen, Birthe Mørck, Axel Thrige Laursen og Allan Marouf

Undlod var 3 stemmer: Inger Margrethe Christensen, Jan Due og Magdalena Szymanski

Østerbro Lokaludvalg besluttede ikke at imødekomme puljeansøgningen, hvorefter 3. og 4. at.-punkt bortfaldt.
Til top