Godkendelse af Miljøpunkt Østerbros årsplan og budget for 2013
Indstilling og beslutning
- at Lokaludvalget godkender Miljøpunkt Østerbros årsplan og budget for 2013, og dermed samtidig beslutter at bevilge driftsstøtte i 2013 til Miljøpunkt Østerbro, jf. driftsstøtteaftale af 29. marts 2011, bestående af et basisbeløb på anslået 645.000 kr (svarende til de midler lokaludvalget modtager til det lokale miljøarbejde i 2013), samt faste projektmidler på 300.000 kr. i 2013-puljemidler.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog i forbindelse med budgetaftalen for 2011 at lokaludvalgene fremover vil have ansvaret for det kommunalt finansierede miljøarbejde. På den baggrund indgik Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro en driftsstøtteaftale, som blev godkendt på lokaludvalgets møde den 10. april 2011. Østerbro Lokaludvalg skal årligt afrapportere overfor Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget for lokaludvalgets brug af midler til lokale miljøaktiviteter i det forgangne år. Denne afrapportering skal også rumme en oversigt over opnåede resultater for det lokale miljøarbejde. Det er således nødvendigt for lokaludvalget at kunne dokumentere anvendelsen af udvalgets driftsstøtte – ikke bare til administrativ drift af et miljøpunkt – men også til konkrete miljøaktiviteter og opnåede resultater. Derfor er det nødvendigt for lokaludvalget, at de årlige budgetter, årsplaner, regnskaber og årsberetninger redegør specifikt for anvendelsen af den kommunale støtte til lokale miljøaktiviteter. Der henvises specifikt til bilaget om Lokaludvalgenes miljøopgave, vejledning til økonomistyring og opfølgning.
Som del af driftsstøtteaftalen skal Østerbro Lokaludvalg tage stilling til og godkende forslag til årsplan og budget for 2013 fra Miljøpunkt Østerbro som grundlag for fortsat udbetaling af driftsstøttebeløbet. Ved godkendelsen beslutter Lokaludvalget i samme forbindelse at bevilge de i aftalen nævnte driftsstøtte midler for det kommende år til Miljøpunktet. Lokaludvalget skal i den sammenhæng sikre sig at nedenstående krav kan opfyldes.
Det er vigtigt at fastslå, at Østerbro Lokaludvalg har ansvaret for varetagelsen af den lokale miljøopgave, også selvom der ydes driftsstøtte til miljøpunktet. Herunder har lokaludvalget – sammen med miljøfonden et ansvar for at miljøopgaven bliver varetaget i overensstemmelse med formuleringen af den lokale miljøopgave i Kommissoriet. Og lokaludvalget står til ansvar overfor Københavns Borgerrepræsentation i forhold til at redegøre for anvendelse af midler til miljøarbejdet samt opnåede resultater af miljøarbejdet.
Løsning
Lokaludvalgets medlemmer af kontaktudvalget, Torkil Groving, Allan Marouf og Mette Annelie Rasmussen, har i 2012 afholdt 2 møder og indgået i løbende mailkorrespondance med bestyrelsesmedlemmer fra miljøpunktet. Kontaktudvalget holdt møde den 3. juli 2012 som opfølgning på den afsluttede årsrapport og regnskab for andet halvår af 2011, og igen den 27. september 2012 for at drøfte oplæg til den kommende årsplan og budget for 2013. I mødet den 27. september blev fællesmødet den 4 oktober, hvor alle lokaludvalgsmedlemmer blev inviteret planlagt, og proces for godkendelse samt indhold af årsplan og budget 2013 blev drøftet, bl.a. på baggrund af Teknik og Miljøforvaltningens afholdte fællesmøde den 19. september 2012 for alle lokaludvalg om den lokale miljøopgave i det kommende år.
Lokaludvalgets sekretariat modtog den 31. oktober 2012, som aftalt i driftsstøttekontrakten, udkast til Miljøpunkt Østerbros årsplan og budget for 2013.
Udkastet er som ovenfor skitseret fremkommet, dels på baggrund af Teknik og Miljøforvaltningens oplæg om mulige fremtidige lokale miljøopgaver i forhold til Københavns Kommunes politikker, dels dialog foretaget i kontaktudvalget, og dels på baggrund af det afholdte fællesmøde den 4. oktober 2012, hvor enkelte menige medlemmer af lokaludvalget deltog sammen med kontaktudvalget og miljøpunktets bestyrelse og sekretariat.
Årsplan 2013:
Miljøpunkt Østerbros årsplan 2013 er opdelt i to hoveddele.
Den første del er indledende og beskriver miljøpunktets vision, mål, metoder, og basisopgaver i forbindelse med drift og videreudvikling af miljøpunktets arbejde, herunder fundraising.
Den anden del dækker de i driftsstøttekontrakten fire aftalte indsatsområder, som prioriteres i kontraktens løbetid fra 2. halvår 2011 til og med 1. halvår 2014, og som har dannet baggrund for kontaktudvalgets løbende dialog. De fire indsatsområder er: Østerbro - en CO2-neutral bydel, Projekter, der gør bydelen mere grøn, Kemikalier i hverdagen og Synliggørelse af den lokale miljøindsats. Miljøpunktets årsplan fokuserer på de 3 første som specifikke indsatsområder med tilhørende beskrivelse og budget, hvor det fjerde indgår som en central del i alle miljøpunktets aktiviteter og ikke som et selvstændigt område.
Hvert indsatsområde er dels beskrevet i en kort tekstform, dels indsat i et oversigtsskema fordelt på seks faktorer: Emne, Aktiviter, Succeskriterier, Målgruppe, Samarbejdspartnere og Relationen til Københavns Kommunes politikker.
Budget 2013:
Miljøpunkt Østerbro har udarbejdet både et driftsbudget og et aktivitetsbudget for 2013, begge er sat ind i årsplanen.
Driftsbudgettet giver en oversigt over centrets forventede indtægter og driftsudgifter i 2013.
Aktivitetsbudgettet er delt op i hovedaktiviteter svarende til hvert af de tre overordnede indsatsområder der er aftalt med lokaludvalget, og som er beskrevet hver for sig i årsplanen.
Afslutningsvis har Miljøpunkt Østerbro i årsplanen vedlagt en oversigt over afsendte fondsansøgninger.
Økonomi
I 2013 overfører Økonomiforvaltningen omkring 645.000 kr. til Østerbro Lokaludvalgs sekretariatskonto, svarende til de midler der er afsat til lokaludvalgene til at varetage den lokale miljøopgave i 2013-budgetåret.
Herudover har Østerbro Lokaludvalg jf. driftsstøtteaftalen besluttet at afsætte yderligere 300.000 kr. i 2013-puljemidler til Miljøpunkt Østerbro som faste projektmidler til prioriterede opgaver i årsplanen.
Østerbro Lokaludvalg, har af Borgerrepræsentationen i 2013 fået udlagt 3.673.000 kr. til selvstændig varetagelse til bydelsrettede, netværksdannende og dialogskabende aktiviteter.
Beslutning
1. Lokaludvalget stemte om følgende ændringsforslag: "Lokaludvalget godkender bevillingen med tilføjelsen: Lokaludvalget opsiger driftsaftalen pr. 1 juli 2013 med henblik på genforhandling vedrørende projektmidlerne":
For: 4 stemmer Imod: 8 stemmer Undlod: 6 stemmer
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning.
2. Lokaludvalget stemte om godkendelse af Miljøpunkt Østerbros årsplan og budget, samt bevilling af driftsstøttemidler for 2013
For var 12 stemmer: Jan Gebhardt, Mette Annelie Rasmussen, Mogens Petersen, Jan Due, Juda Feldman, Inger-Marie Dyrholm, John Bloch-Poulsen, Vagn Pedersen, Yvonne Svendsen, Dan Pedersen, Birthe Mørck og Torkil Groving
Imod var 2 stemmer: Mikkel Søndergaard og Magdalena Szymanski
Undlod var 4 stemmer: Annette Engell, Anet Burchard, Hans Bay og Inger Margrethe Christensen
Indstillingen blev godkendt efter afstemning, med bemærkninger om at det præciseres i årsplanen at Miljøpunkt Østerbro ikke er den eneste der udfører lokalt miljøarbejde, og at årsplanen gennemgåes med henblik på en konsekvent anvendelse og eventuel præcisering af betegnelserne: driftsmidler, basismidler og faste projektmidler.
Protokolbemærkninger:
Annette Engell bad om at få ført til protokols, at hun fralægger sig ansvaret for bevillingen til Miljøpunkt Østerbros årsplan/budget.
Magdalena Szymanski bad om at få ført til protokols, at Miljøpunkt ikke skal have total monopol på miljøaktiviteter på Østerbro, at der skal være en klar fordeling mellem driftsmidler og projektmidler, og påvidelige resultater af innovative miljøaktiviteter til gavn for Østerbroere, nyt ej plagiat.