Mødedato: 22.11.2012, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Bydækkende indbrudskampagne

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til henvendelse fra Center fra Sikker By om bydækkende indbrudskampagne.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget tager stilling til henvendelse fra Center for Sikker By om deltagelse i kampagne mod indbrud, og herunder beslutter om lokaludvalget ønsker at bidrage til den bydækkende kampagne mod indbrud.

i givet fald:
2. at Lokaludvalget beslutter at nedsætte en ad hoc gruppe, der kan stå for den lokale medvirken.
3. at Lokaludvalget beslutter at afsætte en rammebevilling på 10.000 kr. til formålet.

Problemstilling

Økonomiudvalget har den 22. maj 2012 besluttet, at Økonomiforvaltningen skal gennemføre en bydækkende kampagne mod indbrud i juleperioden 2012.

 

Antallet af indbrud i København har været stigende over de sidste 10 år. Til trods for et mindre fald i 2011 i forhold til 2010 prioriterer Københavns Politi fortsat indsatsen mod indbrud højt.

 

I regi af Sikker By Programmet vil der i uge 49 op til julen 2012 blive gennemført en indbrudskampagne i hele byen. Kampagnen gennemføres i samarbejde med Københavns Politi. Som udgangspunkt vil kampagnen være synlig på plakatsøjler i hele byen i kampagneperioden, og kampagnematerialet vil blive distribueret ud til borgerservicecentre, biblioteker og kulturhuse i byen.

Løsning

Indbrudskampagnen bygger på materiale til en kampagne, der blev udviklet og gennemført som et samarbejde mellem kommunen, Tingbjerg Partnerskab, Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Københavns Politi i december 2011. Her faldt antallet af indbrud i kampagneperioden med 65 procent i Tingbjerg og 28 procent i det øvrige Brønshøj-Husum sammenlignet med samme periode året før.

 

Kampagnen er rettet mod borgerne i privat beboelse og giver gode råd til, hvad borgerne selv kan gøre for at undgå indbrud. Den understøtter desuden Det Kriminalpræventive Råds koncept om nabohjælp, som relanceres i november 2012.

For at kampagnen kan blive så effektiv som muligt og nå ud til flest mulige mennesker, er det vigtigt, at lokale kræfter bakker op om kampagnen.

Sidste år valgte Brønshøj-Husum Lokaludvalg at skabe opmærksomhed om budskabet med uddeling af gratis risengrød samtidig med uddeling af kampagnematerialet. Det er også en mulighed at arrangere borgermøder, tryghedsvandringer eller dele materialet ud til relevante arrangementer, som f.eks. Jul for de ældre, og på steder i bydelen. Lokaludvalgets hjemmeside, Facebook m.m. kan også anvendes til at skabe opmærksomhed omkring kampagnen.

 

Center for Sikker By leverer det fælles kampagnemateriale og kan bidrage med idéudvikling på events og relevante kontaktpersoner f.eks. i politiet eller Det Kriminalpræventive Råd.

Hvis lokaludvalget vælger at medvirke i kampagnen, bør der etableres et lille ad hoc udvalg, som tager sig af opgaven samt gives en rammebevilling til eventuelle aktiviteter.
 

Eksempel på materiale fra sidste års kampagne mod indbrud i Brønshøj Husum er vedlagt som bilag.

 

Økonomi

Der er afsat 100.000 kr. til kampagnen i Center for Sikker By. Heraf finansieres tryk af kampagnematerialet til omdeling i hver bydel (op til x antal eksemplarer) samt udgiften til opsætning af kampagnen på plakatsøjler i hele byen. Finansiering af yderligere events, borgermøder mv. i bydelen, forestås af det enkelte lokaludvalg.

Puljemidler Østerbro Lokaludvalg 2012

 

Budget

Reelt disponeret

Udbetalt pr. 13. nov

Østerbropuljen

3.560.000

 

 

- Ansøgte projekter

 

1.445.725

1.020.662

- Egne projekter

 

1.199.635

255.636

- Miljøpunkt

  

   293.842

293.842

- Aktiviteter 2011

 

872

872

I alt

3.560.000

   2.940.074

1.571.012

Resterende til disposition pr. 13. november: 619.926 kr.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at deltage i den bydeækkende kampagne mod indbrud.

2. Lokaludvalget valgte Yvonne Svendsen, Dan Pedersen, Inger-Marie Dyeholm, Inger Margrethe Christensen og Allan Marouf til ad hoc gruppe, som skal stå for den lokale medvirken.

3. Lokaludvalget bevilgede 10.000 kr. i 2012-puljemidler til formålet.
Til top