Mødedato: 22.08.2017, kl. 17:30
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Forslag til beslutning vedr. parkering

I forsommeren 2017 startede en lokaludvalgsdebat om parkering på Østerbro, både i Østerbro Avis og internt blandt Lokaludvalgets medlemmer.

Fagudvalget for teknik- og miljø har på den baggrund drøftet parkeringsspørgsmålet på møde den 15. august 2017 og argumenterer for at p-zonen udvides til kommunegrænsen på Østerbro. Fagudvalget har drøftet flere modeller for en sådan udvidelse og kalder dem under et - for nemheds skyld - for en udvidelse af den gule parkeringszone.

Indstilling

Fagudvalget for teknik- og miljø foreslår Østerbro Lokaludvalg

  1. At anerkende, at den generende pendlerparkering udefra er flyttet længere ud på Østerbro efter indførelsen af den gule P-zone

  2. At bede fagudvalget for teknik- og miljø om at udarbejde et udkast til en udvidelse af P-zonen på Østerbro til kommunegrænsen. Udkastet bør basere sig på Vanløseeksperimentet, med etablering af timeparkering.

Problemstilling

Problemet med pendlerparkering

Lokaludvalgets fagudvalg for teknik og miljø er ikke i tvivl om, at der er et problem med pendlerparkering og at Lokaludvalget selvfølgelig bør anerkende dette problem. Mange udsagn fra borgere uden for den gule P-zone giver udtryk for det, og der er kun få, om nogen, der giver udtryk for det modsatte. Men findes der er model, der kun rammer pendlerbilerne?

Den blå P-zone

Relevansen af p-zonen i forhold til pendlerparkering diskuteres ikke længere i området for den blå p-zone. Den blå P-zone virker udmærket mod pendlerbiler. Vi har i en blå zone desuden vænnet os i, at der stadig kan være langt fra den konkrete P-plads til egen gadedør. Umiddelbart, siger bilisterne, kunne det være rart med lidt mere parkering, men det må ikkefylde mere, så det må ske under terræn eller i P-hus. Flertallet af bydelens borgere svarede i forbindelse med dialogen om bydelsplanen, at der er for mange biler, at biltrafikken giver usikkerhed og at bydelen skal være mere grøn.

Den gule P-zone

Den gule P-zone omfatter det yderste af bydelens tætby. De fleste udsagn i området går på, at indførelsen af den gule P-zone har hjulpet og at pendlerbilerne stort set er væk. Et mindretal mener, at den gule zone ikke har hjulpet spor og kun har givet den enkelte beboer nye udgifter. Fagudvalget ser sådan på det, at zonen på den ene side stadig er ret ny, og fagudvalget er mest enig i flertallets opfattelse.

Løsning

Fagudvalget indstiller til Østerbro Lokaludvalg,  at Lokaludvalget anerkender, at der er et problem med pendlerparkering, som nu er rykket lige udenfor den gule p-zone.

Fagudvalget foreslår endvidere at Lokaludvalget arbejder videre med en ny model for en P-zoneudvidelse:

En ny model fungerer i Vanløse, og ser ud til at kunne løse pendlerproblemet og kun at ramme pendlere udefra. Modellen er mulig med en ny anvendelse af nuværende registerviden. Der er ikke nødvendigt at overtage private fællesveje og der er ikke andre grunde til at overtage dem.

Vanløse har i forbindelse med Flintholm station og Vanløse station oplevet en massiv pendlertrafik. Men udefra kommende pendlertrafik i Vanløse er nu aflivet. I størstedelen af Vanløse har man indført tidsbegrænset parkering på de offentlige veje og de private fælles veje. Man kan parkere i max 2-4 timer med parkeringsskive. Biler der er hjemmehørende i det pågældende område skal ikke overholde den nye regel.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Lokaludvalgets fagudvalg for teknik- og miljø arbejder videre med et forslag til hvordan den gule p-zone kan udvides. Baseret på erfaringerne fra Vanløse.

Beslutning

Det blev indledningsvist præciseret, at det andet at omhandler at opfordre Københavns Kommune til at udarbejde et udkast til en udvidelse af p-zonen, ikke at det er lokaludvalgets fagudvalg for teknik- og miljø, der skal arbejde videre med spørgsmålet.

Jóannes Jørgen Gaard stillede et ændringsforslag om at ændre formuleringen af det første at til: At Lokaludvalget udtaler; at meget tyder på, at pendlerparkeringen udefra er flyttet længere ud på Østerbro efter indførelsen af den gule P-zone"

Ændringsforslaget blev vedtaget efter afstemning med 11 stemmer for (Allan Marouf, Axel Thrige Laursen, Jóannes Jørgen Gaard, Hanne Melnik, Mette Mertz, Niels Erik Andersen, Bo Sandberg, Vagn Pedersen, Asger Khanna Randløv, David Rønne, Dan Pedersen), 5 stemmer mod (Steen Reinhold Jeppson, Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Flemming Møller Bygwraa, Lars Martin Nielsen), og 3 der undlod at stemme (Annette Engell, Morten Buchwald Hansen, Lartey Godwin Lawson)

Der blev derefter stemt om et ændringsforslag fra David Rønne om at ændre den sidste del af det andet at fra: "Udkastet bør basere sig på Vanløseeksperimentet, med etablering af timeparkering" til "Udkastet kan basere sig på Vanløseeksperimentet, med etablering af timeparkering"

Ændringsforslaget blev vedtaget efter afstemning med 11 stemmer for (Allan Marouf, Axel Thrige Laursen, Jóannes Jørgen Gaard, Hanne Melnik, Mette Mertz, Niels Erik Andersen, Steen Reinhold Jeppson, Bo Sandberg, Asger Khanna Randløv, David Rønne, Dan Pedersen), 5 stemmer mod (Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Flemming Møller Bygwraa, Morten Buchwald Hansen, Lars Martin Nielsen), og 3 der undlod at stemme (Annette Engell, Lartey Godwin Lawson, Vagn Pedersen)

Derefter blev der stemt om det 2. at med formuleringen: At opfordre Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg til at udarbejde et udkast til en udvidelse af P-zonen på Østerbro til kommunegrænsen. Udkastet kan basere sig på Vanløseeksperimentet med etablering af timeparkering.

Ændringsforslaget blev vedtaget med 11 stemmer for (Allan Marouf, Axel Thrige Laursen, Jóannes Jørgen Gaard, Hanne Melnik, Mette Mertz, Niels Erik Andersen, Steen Reinhold Jeppson, Bo Sandberg, Asger Khanna Randløv, David Rønne, Dan Pedersen), 5 stemmer mod (Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Flemming Møller Bygwraa, Morten Buchwald Hansen, Lars Martin Nielsen), og 3 der undlod at stemme (Annette Engell, Lartey Godwin Lawson, Vagn Pedersen).

 

Flemming Møller Bygwraa, Kjeld Kristian Lykke og Arvin Storgaard afgav følgende protokolbemærkning:

Mindretallet har stemt imod de 2 punkter idet der ikke er lavet nogen undersøgelse, der underbygger påstanden i punkt 1 eller er belæg for, at det i punkt 2 beskrevne giver bedre forhold for borgerne.
Vi mener det er useriøst og politisk skævt, at man vedtager eller opfordrer til dette, uden i forvejen at have underøgt, og dermed valideret baggrund for nuværende forhold.
Derfor vil  vi opfordre til at man analyserer eksisterende forhold inden man træffer en beslutning og opfordrer til ændringer, eller hvilke ændringer der skal foretages..

 

Bo Sandberg mødte ved indledningen af behandlingen af dette punkt kl.  17.42.

Til top