Mødedato: 22.08.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Høring: Handlingsplan for vejstøj i Københavns Kommune 2013-18

Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til høring om handlingsplan for vejstøj i Københavns Kommune 2013-18. Der er frist for indsendelse af høringssvar den 1. september 2013.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende fagudvalget for teknik og miljøs udkast til høringssvar til handlingsplan for vejstøj i Københavns Kommune 2013-18.

Problemstilling

Da Københavns Kommune er et større samlet byområde med mere end 100.000 personer, skal kommunen udføre kortlægning og udarbejde støjhandlingsplaner for de infrastrukturanlæg, som kommunen er myndighed for. Støjkortlægningen omfatter alle betydende kommuneveje og alle statsveje inden for kommunegrænsen.

Denne handlingsplan bygger på en kortlægning af vejstøj fra 2011 og redegør for udviklingen fra den første kortlægning i 2006. Planen er både en status på udviklingen, men også en gennemgang af Københavns Kommunes indsats for begrænsning af vejstøj og dens konsekvenser.

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø har gennemgået høringsmaterialet, og anbefaler afsendelse af følgende høringssvar:

"Østerbro Lokaludvalget er som udgangspunkt positiv over for handlingsplanen og gennemgangen af de mange forskellige virkemidler samt kommunens prioritering af udfordringen med vejstøj. Hvordan kommunen vil nå de opsatte mål, og om der er afsat midler til eventuelle tiltag, syntes dog ikke at fremgå af planen.

Lokaludvalget foreslår, at man med fordel kunne se på muligheden for at minimere vejstøjen på udvalgte strækninger ved også at sænke hastigheden på strækninger med gennemkørende trafik. Som input hertil findes der i bydelsplanen for Østerbro 2013 et projekt for etablering af "Østerbrogade som miljøprioriteret strøggade". Her foreslås en fredeliggørelse og en begrønning af hele Østerbrogade med en indsnævring til én vejbane i hver retning, bl.a. for at dæmpe hastigheden for motoriseret trafik og derved mindske støj. Lokaludvalget undrer sig i den forbindelse over, at Østerbrogade i støjhandlingsplanens oversigt over strøggader kun er nævnt som strøggade på en delstrækning.

Lokaludvalget har endvidere noteret sig, at støjhandlingsplanen angiver, at jordkørsel i forbindelse med anlæg af Nordhavnsvej skal granskes og foregå så skånsomt som muligt for naboer og borgere i nærheden af byggeriet. Tilsvarende principper bør granskes i forbindelse med anlæg og jordkørsel af metrocityringen

Afslutningsvis vil vi stille os til rådighed for et samarbejde omkring gennemførelse af planlægning mv., som kan være med til at reducere støjbelastningen i bydelen."

Videre proces

Såfremt lokaludvalgets godkender fagudvalgets udkast til høringssvar, forestår sekretariatet den videre sagsbehandling med afsendelse af høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar om handlingsplan for vejstøj i Københavns Kommune 2013-18.
Til top