Mødedato: 22.04.2020, kl. 18:30
Mødested: Elektronisk møde

Ansøgninger til Østerbropuljen 3. runde 2020

Lokaludvalget skal tage stilling til de indkomne ansøgninger til Østerbropuljens 3. ansøgningsrunde.

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 120.000 kr. til ansøgningen "Musikkaravane" som en underskudsgaranti.

2. at lokaludvalget bevilger 40.000 kr. til ansøgningen "Maren Uthaug - livet, et tegnet foredrag" som en underskudsgaranti.

3. at lokaludvalget bevilger 40.000 kr. til ansøgningen "Krudtuglejazz" som en underskudsgaranti.

4. at lokaludvalget bevilger 40.000 kr. til ansøgningen "Synliggørelse og liv på Østerbros oversete bydel, Amerika Plads" som en underskudsgaranti.

5. at lokaludvalget bevilger 10.000 kr. til ansøgningen "Live-reading, Italiensk for begyndere", som en underskudsgaranti.

6. at lokaludvalget bevilger 20.000 kr. (øremærket 5 koncerter efter ansøgers eget valg af lokationer) til ansøgningen "Koncerter med danske melodigrandprixhit", som en underskudsgaranti.

7. at lokaludvalget bevilger 54.740 kr. (øremærket to forløb) til ansøgningen "Jordforbindelse og madfornemmelse på Østerbro", som en underskudsgaranti.

8. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen ""Banner".

9. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "HIT goes on stage".

10. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Ø-Patruljen".

11. at lokaludvalget bevilger 38.100 kr. til ansøgningen "Kildevæld i bevægelse" som en underskudsgaranti.

12. at lokaludvalget bevilger 19.000 kr. til ansøgningen "Festival sonamos latinoamerica", som en underskudsgaranti.

13. at lokaludvalget bevilger 30.000 kr. til ansøgningen "Københavnerpremiere på FLUGT", som en underskudsgaranti.

14. at lokaludvalget bevilger 24.000 kr. til ansøgningen "Tæt på hinanden, tæt på naturen", som en underskudsgaranti.

15. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "World Safari - et naturunivers for børn".

16. at lokaludvalget bevilger 10.000 kr. til ansøgningen "Optræden i afrikansk dans, sang og rytmer", som en underskudsgaranti.

17. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Østerbro Sommermusikcamp".

18. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Outdoor aerobic step architecture".

19. at lokaludvalget bevilger 29.000 kr. til ansøgningen "Grønne generationsmøder", som en underskudsgaranti.

20. at lokaludvalget bevilger 11.800 kr. til ansøgningen "Skt. Hans ved Sortedamsøen", som en underskudsgaranti.

 

Problemstilling

Der er til Østerbropuljens 3. ansøgningsrunde 2020 indkommet 20 rettidige ansøgninger. Ansøgningerne har været forbehandlet af puljeudvalget gennem virtuelt møde den 2. april 2020. Fra puljeudvalget deltog i forbehandlingen: Finn Larsen, Marika Tingleff Kayser, Axel Thrige Laursen, Dan Pedersen, Sheku Amadu Jalloh og Allan Marouf.

Løsning

Nr. 1

Titel og ansøger

”Østerbro Musikkaravane” af Østerbro Musikskole

Ansøgt beløb

120.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at arrangere 8 koncerter og workshops på 6 af bydelens skoler (på skoler med to afdelinger spilles 2 koncerter). Til koncerterne kan eleverne opleve 22 professionelle musikere spille en koncert og efterfølgende få lov til at prøve at spille på nogle af instrumenterne til en workshop. Til koncerterne vil øvrige interesserede østerbroborgere også være velkomne til at deltage. Musikskolens større elever vil være med til workshops og hjælpe børnene med at prøve instrumenterne.

Tidligere ansøgt/evaluering

Ansøger har tidligere fået støtte til andre projekter, men dette er et nyt initiativ.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for at ansøgningen imødekommes.

*Sekretariatet kontakter ansøger og spørger til regnefejl i budget samt til, om der er truffet aftale med skolerne.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 120.000 kr. Det er et nyt initiativ i bydelen som et samarbejde med bydelens skoler. Projektet rammer en bred målgruppe af børn som ikke nødvendigvis spiller et instrument i forvejen eller kender musikskolen.

 

 

Nr. 2

Titel og ansøger

”Maren Uthaug – livet, et tegnet foredrag” af Østerbro Teater

Ansøgt beløb

40.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at spille en forestilling 3 gange på Østerbro Teater (Revolver). Forestillingen er ordløs og består af en tegner, der sidder på scenen og tegner, og hendes ca. 100 tegninger bliver så projiceret op på en storskærm over scenen, så publikum kan følge med. Tegningerne er hovedpersonens livshistorie og imens tegningerne vises, bliver nogle af motiverne omsat til musik.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Der er dog intet juridisk til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes.

Lokaludvalget bør drøfte, i hvilket omfang opsætning af hele forestillinger bør støttes. Der er i budgettet mange poster, som ikke er umiddelbart relateret til selve aktiviteten, men som vedrører forberedelsen – fx prøver, design mm.

*Sekretariatet kontakter ansøger og spørger til afholdelsesdato ift. nedlukning.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 40.000 kr. Det er et nyt initiativ i bydelen der skaber fokus på Østerbro.

 

 

Nr. 3

Titel og ansøger

”Krudtuglejazz” af Boing Productions

Ansøgt beløb

60.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at producere og afholde 10 jazzkoncerter med et repertoire der henvender sig primært for børn og børnefamilier i Krudttønden i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival.

Koncerterne er åbne for alle mod entre.

Tidligere ansøgt/evaluering

Lokaludvalget har støttet projektet i 2018 og 2019.

Evaluering fra 2019:

Bevilget 40.000 kr. den 24. april 2019

Den lokale musikproducer, Thomas Sandberg, har fået støtte til at holde 10 jazzkoncerter for børn i Krudttønden i forbindelse med Jazzfestivalen. Programmet var rettet mod både institutioner og familier, hvor der var fokus på at skabe koncerter, der særligt henvendte sig til børnene. Der blev solgt 756 billetter, hvilket var lidt færre end sidste år. Ansøger peger selv på, at det kunne skyldes, at der i år er flere, der udbyder børnekoncerter under festivalen.

Projektet har fået udbetalt 40.000 kr.

 

Sekretariatets bemærkninger

Der er ikke noget juridisk til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, ansøgningen imødekommes med 40.000 kr. Det er et kendt projekt i bydelen, der leverer jazzmusik til bydelenes børn og børnefamilier. Der gives delvis støtte, da lokaludvalget har støttet projektet flere år i træk, og derfor gerne ser, at der også kommer anden medfinansiering.

 

 

 

Nr. 4

Titel og ansøger

”Synliggørelse og liv på Østerbros oversete bydel” af Grundejerforeningen for Amerika Plads

Ansøgt beløb

40.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde en event på Amerika Plads lørdag den 4. juli (under Jazzfestivalen). Der er planlagt jazzkoncerter for både børn og voksne samt opstilling af legeområde for børnene. Det er tanken med eventen at synliggøre området og for en dag omdanne det til et hyggeligt byrum, hvor alle er velkomne.

Tidligere ansøgt/evaluering

Projektet har fået støtte fra Østerbropuljen gennem flere år.
Evaluering fra 2019:

Grundejerforeningen for Amerika Plads har fået støtte til at afholde et jazzarrangement med koncerter for både børn og voksne på Amerika Plads. Koncerterne havde til formål at gøre opmærksom på området og lave nogle samlende aktiviteter for lokalområdets beboere. I alt deltog ca. 1.000 personer i løbet af dagen, mange lokale. Uheldigvis var det regnvejr, hvilket betød færre besøgende end forventet.

Projektet har fået udbetalt 48.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 40.000 kr. Det er et kendt projekt i bydelen, men det berører et overset område i bydelen og skaber liv og fokus på dette. Der er en fin grad af egenfinansiering og medfinansiering.

 

 

.

Nr. 5

Titel og ansøger

”Live-reading, Italiensk for begyndere” af Teater Revolver

Ansøgt beløb

10.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at opføre en live-reading, en oplæsning, af manuskriptet til filmen ”Italiensk for begyndere”. Særligt for denne opsætning er, at rollerne byttes om, således at kvinderoller oplæses af mænd og omvendt. Tanken er, at et godt manuskript holder på trods af, at der byttes om på rollerne. Aktiviteten er åben for alle interesserede mod entre.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

*Sekretariatet kontakter ansøger for at høre, om afholdelsestidspunktet evt. vil kunne udskydes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 10.000 kr. Det er et nyt initiativ i bydelen med et interessant nyt koncept, der henvender sig til et bredt publikum.

 

 

Nr. 6

Titel og ansøger

”Koncerter med danske melodigrandprixhit” af Anne-Marie Kozeluh

Ansøgt beløb

40.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde 10 koncerter på forskellige pleje- og aktivitetscentre i bydelen. Koncerterne er for sang og klaver, hvor deltagerne opfordres til at synge eller nynne med. Programmet foregår altid sammen med formiddags- eller aftenkaffen, så beboerne kan få sig en snak om, hvilke minder sangene vækker hos dem.

Tidligere ansøgt/evaluering

Ansøger har før fået støtte til et par koncertrækker, dog med et andet repertoire.

Evaluering fra 2019:

Borgeren Anne-Marie Kozeluh har fået midler til at arrangere 11 Matinékoncerter med danske evergreens på en række af Østerbros plejecentre. Der var mellem 14 og 60 deltagende beboere og pårørende på hvert center, og arrangøren oplevede stor glæde og engagement omkring koncerterne, hvoraf 2 blev afholdt som fællessangsarrangementer. Arrangøren mener, at de via tidligere arrangementer har fået etableret en god kontakt til deltagerne og plejecentrene, og at dette var medvirkende til det store besøgstal.

Projektet har fået udbetalt 40.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 20.000 kr. til 5 koncerter på plejecentre efter ansøgers egen vurdering. Der gives delvis støtte, da lokaludvalget tidligere har støttet projektet og har vanskeligt ved at vurdere, hvor stort behovet for koncerterne reelt er. Lokaludvalget vil derfor gerne have en tilbagemelding fra de medvirkende plejehjem ifm. evalueringen.

 

 

Nr. 7

Titel og ansøger

”Jordforbindelse og madfornemmelse på Østerbro” af ØsterGRO

Ansøgt beløb

109.480 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde 4 undervisningsforløb, hvor eleverne skal lære om økologisk bæredygtig madlavning og taglandbrug i byen for at give et indblik i processen fra jord til bord og omvendt. Der arrangeres 4 forløb af hver 2 dages varighed, hvor 2 klasser ad gangen bruger 1 dag i køkkenet og en dag på taglandbruget. Projektet er skalerbart, hvor et forløb koster 27.370 kr.

Projektet har allerede fået støtte gennem Åben Skole (Børne- og ungeforvaltningen) til 4 x 2 forløb som anført under anden medfinansiering. Ansøger søger lokaludvalget om støtte for at tilbyde forløbet til flere skoleklasser.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Lokaludvalget bør drøfte, hvorvidt hele projektet skal støttes, da flere af budgettets poster vedrører forberedelse og således ikke er en del af selve aktiviteten.

Der er dog intet juridisk til hinder for at imødekommes ansøgningen.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 54.740 kr. øremærket 2 forløb. Det er et spændende nyt initiativ i bydelen der involverer skolerne. Der gives begrænset støtte, da lokaludvalget gerne vil se resultatet af undervisningsforløbet og behovet hos skolerne før der tages stilling til yderligere støtte.

 

 

 

Nr. 8

Titel og ansøger

”Banner” af Heidi Hove

Ansøgt beløb

51.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til afholdelse en uges åbent værksted med en afsluttende performance i udstillingsstedet Skjold Comtemporary (ifm. Boldklubben Skjold) under Copenhagen Artweek. I løbet af ugen, vil østerbroere blive inviteret inden for til at lave hver deres banner med fodboldslogans eller poetiske tekster. Teksterne bliver samlet til et stort flag/banner, som udstilles i slutningen af ugen.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Der er intet juridisk til hinder for at imødekommes ansøgningen.

Lokaludvalget bør drøfte, hvorvidt hele projektet skal støttes, da flere af budgettets poster vedrører forberedelse og således ikke er en del af selve aktiviteten.

*Sekretariatet kontakter ansøger for at høre, om projektet er muligt at udskyde.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Projektets målgruppe synes at være for smal og ikke rettet særligt mod østerbroerne. Desuden indeholder projektet mange fordyrende elementer i forbindelse med projektering og forberedelse og der vurderes at være for lidt frivillighed.

 

 

 

Nr. 9

Titel og ansøger

”HIT goes on stage” af Jeremy Thomas-Poulsen

Ansøgt beløb

50.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at opføre 5 forskellige forestillinger i Krudttønden til en minifestival i slutningen af maj. Festivalen skal vise international scenekunst, hvor hver forestilling opføres 3-4 gange hver, så et bredt publikum får mulighed for at se dem. Der er åbent for alle mod entre.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Der søges støtte specifikt til budgetposterne ”rejseomkostninger” og ”PR”.

Lokaludvalget bør drøfte hvorvidt ansøgningen imødekommes. Udgifter til rejseomkostninger støttes normalt ikke, da det ikke anses, som en dal af aktiviteten. PR-udgifterne er ikke nærmere angivet i budgettet, men er dog nok dækket under udgiften ”salgsomkostninger”, men der er beskrevet både digital reklame og plakater og flyers.

Der er dog intet juridisk til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Lokaludvalget yder ikke støtte til rejseomkostninger, da dette ikke anses for at være en del af aktiviteten. Desuden mangler projektet lokale samarbejdspartnere og virker derfor ikke tilstrækkeligt lokalt forankret.

 

 

Nr. 10

Titel og ansøger

”Ø-patruljen” af Teater Hund

Ansøgt beløb

135.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at omdanne en motorcykel med sidevogn, så den også kan laves til en båd.

Motorcyklen skal så danne base for en lille teatertrup, der tager ud forskellige steder i bydelen fx i bydelens parker eller torve med små pop-up teaterforestillinger. Forestillingerne skal have fokus på klima og natur med baggrund i FN’s verdensmål. Det er tanken, er der skal være 2 forestillinger pr. måned i gennemsnit.

Under Østerbro Åben vil motorcyklen stå til rådighed for flere aktører, som vil kunne bruge den til kunstneriske projekter.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Lokaludvalget giver, ifølge egne retningslinjer, som udgangspunkt ikke støtte til anskaffelser ud over 15.000 kr.

Lokaludvalget bør også overveje, hvorvidt projektet skal have fuld støtte, da flere af udgifterne vedrører forberedelse og ikke er en del af aktiviteten. Såfremt ansøgningen ønskes støttet, kan det overvejes at støtte udgifter til skuespillerhonorarer.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Det er en sympatisk projektidé, men projektet indeholder primært udgifter til anskaffelser, som ikke anses for at være en del af aktiviteten.

 

 

Nr. 11

Titel og ansøger

”Kildevæld i bevægelse” af Den bemandede legeplads i Kildevældsparken

Ansøgt beløb

38.100 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde 2 ugentlige aktiviteter på den bemandede legeplads fx rollespil, boldspil, teater mm. Aktiviteterne vil primært være for børn, men nogle af aktiviteterne er for børn sammen med deres forældre eller bedsteforældre.

Tidligere ansøgt/evaluering

Projektet har fået støtte fra Østerbropuljen gennem flere år.

Evaluering fra 2019:

Bevilget 32.650 kr. den 24. april 2019

Den Bemandede legeplads i Kildevældsparken har fået støtte til at afholde ugentlige aktiviteter for børn på og omkring legepladsen i forår og sommermånederne. På trods af et regnfuldt forår blev alle aktiviteter afholdt, dog med enkelte ændringer i aktiviteternes indhold. En teaterforestilling blev udbyttet med en børnekoncert, og da basketklubben underviste gratis, blev der mulighed for også at prøve fægtning. Der deltog i alt ca. 694 børn i projektet. Mange kendte ansigter, men der kom også nye til, der ikke i forvejen kendte legepladsen.

Projektet har fået udbetalt 23.644 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Der er intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Bemærk at der er i budgettet ikke er anført ansøgt beløb. Det ansøgte beløb er summen af udgifterne.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 38.100 kr. Det er et fint initiativ for lokalområdets børn og unge. Projektet er kendt i bydelen, men det berører et område, hvor der ikke er så mange aktiviteter.

 

 

Nr. 12

Titel og ansøger

”Festival Sonamos Latinoamerica” af foreningen CkulturA

Ansøgt beløb

19.000 kr

Resumé

Der søges støtte til at afholde en skolekoncert samt en dobbeltkoncert i Krudttønden. Koncerterne er med latinamerikansk sang og musik. Der arbejdes desuden på ta lave en masterclass i samarbejde med Østerbro Musikskole.

Tidligere ansøgt/evaluering

Projektet fik støtte i 2019:

Bevilget 25.000 kr. den 12. juni 2019

Med ønsket om at skabe et rum for musik af høj kvalitet og med en anderledes lyd og rytmik, end det der normalt høres i Danmark, ansøgte foreningen CulturA om 25.000 kr. fra Østerbropuljen.

Festivalens koncerter blev afholdt på Lundehusskolen (tilladelse til dette blev givet på trods af, at det ligger uden for Lokaludvalgets område), skolen på Strandboulevarden samt en offentlig koncert på Krudttønden. Festivalen fandt sted i uge 38.

Arrangørerne forventede 600 skolebørn som gæster ved skolekoncerterne, og 180 personer til koncerten i Krudttønden. På trods af god presseomtale i Østerbro Lokalavis, Gaffa og Globalt Nyt, men nåde ikke helt det forventede antal deltagere, som var 500 skolebørn til skolekoncerterne og 70 personer.

På trods af det lidt lave deltagerantal var arrangørerne glade for at have skabt netværk mellem danske og udenlandske musikanter, og det var deres oplevelse at børnene havde fået en god kulturel oplevelse.

Projektet har fået udbetalt 24.597 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 19.000 kr. Det er et fint netværksdannende projekt, og evalueringen fra sidste år viser fin tilslutning ifm. skolekoncerterne.

 

 

Nr. 13

Titel og ansøger

”Københavnerpremiere på FLUGT” af Teater Bæst

Ansøgt beløb

30.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at opføre 20 forestillinger ved Tunnelfabrikken i Nordhavn. Forestillingen opføres i to store telte, der opstilles ved siden af Tunnelfabrikken og symboliserer de mange flygtningelejre i verden. Forestillingen er interaktiv og handler om at flygte, og hvad man flygter fra. En del af projektet er desuden et foredrag om at flygte fra bl.a. Carsten Jensen på turen med båd til Nordhavn.

Der er adgang for alle interesserede mod entre.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 30.000 kr. Det er et nyt initiativ i bydelen, som foregår i Nordhavn, og som er med til at understøtte lokaludvalgets ønsker omkring Nordhavn, som et kulturelt og rekreativt tilbud.

 

 

Nr. 14

Titel og ansøger

”Tæt på hinanden tæt på naturen” af Clorofille Naturforening

Ansøgt beløb

24.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at lave 4 events for børn med deres familier på Langelinieskolen. Aktiviteterne skal vise børnene hvilke værdier folkeskolen har og åbne skolens område for lokale beboere. Skolens naturvejleder vil lave forskellige aktiviteter med børnene bl.a. bage snobrød over bål. Der vil også være forskellige workshops der giver bud på, hvordan vi kan bruge naturen på en bæredygtig og kreativ måde fx ved at lave plantekasser med blomster, der bruges til at lave hjemmelavet blomsterslik.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 24.000 kr. Det er et nyt initiativ i bydelen, der bydelens børnefamilier.

 

 

Nr. 15

Titel og ansøger

”World safari – et naturunivers for børn” af Stine Casparij Kondrup

Ansøgt beløb

30.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at udvikle en app (til gratis download) til brug primært for børn og børnefamilier der interaktivt skal formidler den lokale natur i Fælledparken. Der udvælges 5 spots i Fælledparken, med hver deres oplevelses- og læringsunivers. Der planlægges en lanceringsevent, når projektet er færdigt.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Der er ikke noget juridisk til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Udgifterne i projektet dækker primært over løn i forbindelse med udvikling af app’en, hvilken ikke anses som en aktivitet. Lokaludvalget har tidligere afholdt sig fra give støtte til honorarer for udvikling på linje med bogudgivelser mv.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Projektet omhandler primært udvikling, som ikke anses som en egentlig aktivitet. Udvikling af app’en ses på linje med bog og musikudgivelser, som lokaludvalget ifølge egne retningslinjer ikke støtter.

 

 

Nr. 16

Titel og ansøger

”Optræden i afrikansk dans, sang og rytmer” af Foreningen Kulturbroen Folkloric

Ansøgt beløb

10.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde en koncert med afrikansk sang og dans i Krudttønden. En afrikansk danse og musiktrup kommer til Danmark og spiller en koncert for alle interesserede, dog særligt rettet mod børn og børnefamilier. Det er gratis at deltage.

Tidligere ansøgt/evaluering

Projektet har fået støtte fra Østerbropuljen 2 gange tidligere.

Bevilget 10.500 kr. den 24. april 2019.

Evaluering fra 2019:

Foreningen Kulturbroen har fået støtte til at arrangere en optræden med undervisning af en musikgruppe fra Burkina Faso i Krudttønden. Der blev optrådt med børnevenlige danse i farvestrålende kostumer med forskellige rekvisitter. Der deltog ca. 90 børn i arrangementet, primært fra daginstitutioner og private. Desværre havde ingen ældre fra lokale plejehjem mulighed for at overvære arrangementet, da der ikke var personale nok til at ledsage de ældre beboere, på trods af at de var tilmeldt.
Projektet har fået udbetalt 10.500 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 10.000 kr. Det er et netværksdannende initiativ i bydelen. Projektet er kendt, men evalueringer viser stor tilslutning til projektet.

 

 

Nr. 17

Titel og ansøger

”Østerbro Musik-sommercamp” af Østerbro Musikskole

Ansøgt beløb

97.000 kr.

Resumé

Der søges om støtte til at afholde en uges musikcamp på Langelinieskolen i skolernes sommerferie. Målgruppen er børn i alderen 9-16 år. Der vil være undervisning mandag til fredag kl. 9-14, hvor eleverne både får soloundervisning på et instrument og resten af tiden får fælleslektioner i sang, dans, rytmik mm. Der er en egenbetaling fra eleverne, men musikskolen ønsker, at deltagergebyret holdes så tilpas langt nede, så alle børn får mulighed for at deltage ud fra et økonomisk synspunkt.

Tidligere ansøgt/evaluering

Projektet har fået støtte fra Østerbropuljen gennem flere år.

Evaluering 2019

Bevilget 60.000 kr. den 24. april 2019

Østerbro Musikskole har arrangeret en uges sommercamp for børn med fokus på soloundervisning og med forskellig anden undervisning fx dans, kor og samspil. Der var 60 deltagere i ugens undervisning, børn fra 7 år og op. Der var stor tilslutning til projektet, men på grund af økonomien, kunne der ikke tages flere elever ind. Da der blevet givet en mindre tilskud end ansøgt, besluttede ansøger at prioritere børn med egne instrumenter, og derved spare på udgifter til instrumentleje. Det var et ønske fra ansøger, at deltagerbetalingen skulle holdes så lav som mulig for ikke at udelukke for mange børn fra at kunne deltage.

Projektet har fået udbetalt 60.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Det er et sympatisk projekt, men set i lyset af et forslag om tilsagn til ”Musikkaravanen”, ønsker lokaludvalget af økonomisk prioritering kun at støtte det ene projekt. Dette projekt er fravalgt, at da det kommer en smallere kreds af børn til gode, og at set rammer de børn er allerede har en tilknytning til musik.

 

 

Nr. 18

Titel og ansøger

”Outdoor aerobic step architecture” af Louise Haugsted

Ansøgt beløb

180.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at opsætte 2 permanente stepbænke et sted i byrummet på Østerbro fx i Fælledparken eller i Nordhavn. Bænkene skal være et samlingssted for motionister, der kan mødes og lave forskellig motion enten sammen eller hver for sig.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Ifølge lokaludvalgets egne retningslinjer, gives der som udgangspunkt ikke støtte til anskaffelser eller anlæg over 15.000 kr.

Lokaludvalget bør desuden drøfte, om ansøgningen skal imødekommes, da der ud over opsætning ikke er truffet aftale omkring drift.

Såfremt opsættelsen godkendes af Teknik- og Miljøforvaltningen, er der juridisk ikke noget til hinder for at imødekomme ansøgningen.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Der er tale om et regulært anslægsprojekt, som ligger uden for lokaludvalgets puljes rammer. Der henvises i stedet til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

 

Nr. 19

Titel og ansøger

”Grønne generationsmøde” af Fritidsakademiet FRAK

Ansøgt beløb

29.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde to forløb over to sæsoner, hvor Østerbros borgere inviteres til at mødes 3 gange over en uge og sammen kommer ud at sanke, lærer om spiselige planter og laver mad i det både i Ryvang Naturpark og på Nordhavnstippen. Hver sæson afsluttes med en event hvor venner og familie til deltagerne inviteres til at smage på deltagernes oplevelser og resultater.

Ansøger hyrer (udsatte) unge gennem samarbejde med socialforvaltningen til at organisere og facilitere turene for på den måde at skabe møder mellem generationer.

(Ansøger har haft succes med at aktivere socialt udsatte unge gennem ”lommepengeprojekter” særligt på Nørrebro.)

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes. Det er et nyt initiativ i bydelen, der skaber netværk mellem forskellige målgrupper. Samtidigt rammer det en vigtig målgruppe, nemlig de udsatte unge.

 

 

Nr. 20

Titel og ansøger

”Skt. Hans fest ved Sortedamsøen” af Fredens og Nazaret Kirker

Ansøgt beløb

11.800 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde en fest med bål i forbindelse med Skt. Hans ved Sortedamsøen. Arrangementet er indrettet til børnefamilier, således bålet tændes allerede kl. 20.30. Der samarbejdes med lokale spejdere om bål og snobrød til børnene.

Tidligere ansøgt/evaluering

Lokaludvalget har støttet arrangementet gennem de seneste 3 år.

Evaluering 2019:

Bevilget 11.800 kr. den 24. april 2019

Fredens-Nazaret Kirker har fået støtte til at arrangere deres årlige Skt. Hans -arrangement ved Sortedamssøen. Arrangementet var målrettet lokale beboere, og ca. 1000 deltog i arrangementet, heriblandt mange børnefamilier. Projektet blev lidt billigere end beregnet, og projektet kunne derfor holde sig inden for støtten på trods af at der blev givet et mindre støttebeløb end ansøgt.

Projektet har fået udbetalt 11.800 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at ansøgningen imødekommes.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 11.800 kr. Det er et netværksdannende initiativ med stor lokal forankring. Projektet er kendt, men evalueringen viser en stor tilslutning og en fin grad af frivillighed.

 

 

Økonomi

Lokaludvalget har i 2020 fået udlagt 3.378.000 kr. i puljemidler. Heraf har lokaludvalget afsat i alt 1.325.500 kr. til Østerbropuljen.

Der er forud for denne ansøgningsrunde bevilget i alt 596.500 kr., og der resterer således 729.000 kr. til disponering i Østerbropuljen. Såfremt puljeudvalgets indstillinger imødekommes, vil der restere 237.360 kr. til disponering.

Der er til 2. ansøgningsrunde ansøgt om i alt 1.109.000 kr.

 

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutninger og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

Alle tilsagn blev givet med følgende særlige forholdsregler i forbindelse med corona: ”’Det er en forudsætning for tilsagnet, at arrangementet til enhver tid overholder myndighedernes gældende retningslinjer og anvisninger. 

Det betyder for eksempel, at man ikke kan anvende de bevilgede midler, såfremt arrangementets forventede antal deltagere overstiger de på tidspunktet for arrangementets gennemførelse gældende rammer for forsamlinger.

Arrangementet skal også leve op til gældende regler og retningslinjer for afstand og hygiejne mv.

For at sikre, at ansøger kan få udbetalt eventuel støtte, skal ansøger i tvivlstilfælde i god tid rette henvendelse til sekretariatet.

I tilfælde af, at arrangementet må aflyses, udsættes eller ændres som følge af myndighedernes gældende retningslinjer og anvisninger, vil det være op til en konkret vurdering, om der fortsat kan ydes tilskud til arrangementet.

Ansøger har en forpligtelse til ved en aflysning, udsættelse eller ændring af arrangementet i videst muligt omfang at begrænse sine udgifter til arrangementet (tabsbegrænsningspligt) ”

 

Iben Vestergård erklærede sig inhabil under 1 og 17. at punkt, der blev behandlet først og forlod mødet under behandlingen.

1. Lokaludvalget bevilgede 120.000 kr. til ansøgningen "Musikkaravane"

17. Lokaludvalget besluttede at meddele afslag til ansøgningen "Østerbro Sommer Musikcamp"

2. Lokaludvalget bevilgede 40.000 kr. til ansøgningen "Maren Utaug - livet, et tegnet foredrag"

3. Lokaludvalget bevilgede 40.000 kr. til ansøgningen "Krudtuglejazz"

4. Lokaludvalget bevilgede 40.000 kr. til ansøgningen "Liv og synliggørelse på Østerbros oversete bydel, Amerika Plads"

5. Lokaludvalget bevilgede 10.000 kr. til ansøgningen "Live reading, Italiensk for begyndere"

6. Lokaludvalget bevilgede 20.000 kr. (øremærket 5 koncerter) til ansøgningen "Koncerter med danske melodi grad prix-hits"

7. Lokaludvalget bevilgede 54.740 kr. (øremærket 2 forløb) til ansøgningen "Jordforbindelse og madfornemmelse på Østerbro"

8. Lokaludvalget besluttede at meddele afslag til ansøgningen "Banner"

9. David Rønne stillede ændringsforslag om bevilling af 30.000 kr. til ansøgningen "HIT goes on stage"

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget

For: 7 stemmer (Jesper Koefoed Melson, Emmeline Othine, Iben Vestergård, Christian Ahlmann-Ohlsen, David Rønne, Allan Tyrrestrup, Jóannes J. Gaard)

Imod: 9 stemmer (Finn Kristiansen, Morten Buchwald, Bo Sandberg, Skeku Amadu Jalloh, Dan Pedersen, Finn Larsen, Marika Tingleff Kayser, Jan Sørensen, Allan Marouf)

Undlod: 2 stemmer (Lartey Lawson, Bente Majeske)

Ændringsforslaget faldt.

Lokaludvalget stemte om indstillingen om afslag:

David Rønne stemte som det eneste medlem imod indstillingen

Lokaludvalget besluttede at meddele afslag til ansøgningen "HIT goes on stage"

David Rønne afgav protokolbemærkning: 

Enhedslisten finder det ærgerligt at Lokaludvalget fravælger muligheden for at støtte et projekt i bydelen, som har et klart og ambitiøst internationalt program. Det falder dårligt i tråd med vores ambition om at styrke kulturen i bydelen. 

10. David Rønne stillede ændringsforslag om bevilling af 65.000 kr. til ansøgningen Ø-patruljen

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget

For: 10 stemmer (Jesper Koefoed Melson, Bo Sandberg, Emmeline Othine, Iben Vestergård, Christian Ahlmann-Ohlsen, Lartey Lawson, David Rønne, Bente Majeske, Allan Tyrrestrup, Jóannes J. Gaard)

Imod: 6 stemmer (Finn Kristiansen, Morten Buchwald, Sheku Amadu Jalloh, Dan Pedersen, Finn Larsen. Marika Tingleff Kayser)

Undlod: 1 stemmer (Allan Marouf)

Ændringsforslaget blev tiltrådt.

Lokaludvalget besluttede at bevilge 65.000 kr. til ansøgningen "Ø-Patruljen"

11. Lokaludvalget beviligede 38.100 kr. til ansøgningen "Kildevæld i bevægelse"

12. Lokaludvalget bevilgede 19.000 kr. til ansøgningen "Festival sonamos latinoamerica"

13. David Rønne erklærede sig inhabil og forlod mødet

Lokaludvalget besluttede at bevilge 30.000 kr. til ansøgningen "FLUGT"

14. Lokaludvalget besluttede at bevilge 24.000 kr. til ansøgningen "Tæt på hinanden, tæt på naturen"

15. Lokaludvalget besluttede at meddele afslag til ansøgningen "World Safari"

16. Lokaludvalget besluttede at bevilge 10.000 kr. til ansøgningen "Optræden i afrikansk dans, sang og rytmer"

18. Lokaludvalget besluttede at meddele afslag til ansøgningen "Outdoor aerobic step architecture"

19. Lokaludvalget besluttede at bevilge 29.000 kr. til ansøgningen "Grønne generationsmøder"

20. Lokaludvalget besluttede at bevilge 11.800 kr. til ansøgningen "Skt. Hans ved Sortedamsøen"

 

Til top