Mødedato: 22.03.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 København Ø.

Høring: Afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende udkast til høringssvar vedr. afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5.

Problemstilling

Metroselskabet har ansøgt Københavns Kommune og Trafikstyrelsen om at igangsætte en miljøvurderingsproces for metrolinjen M5. Det betyder, at Metroselskabet i henhold til miljøvurderingslovens § 20 og § 10 i bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021 skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for projektet inden der kan gives tilladelse til projektet.

Miljøkonsekvensrapporten udarbejdes med udgangspunkt i en ny selvstændig metrolinje fra København H til Lynetteholm med forlængelse til Østerport med følgende 10 stationer:

• København H (Reventlowsgade)
• Bryggebroen (Axel Heides Gade)
• DR Byen (skiftestation)
• Amagerbrogade Syd (Sundbyøster Plads)
• Lergravsparken (skiftestation)
• Prags Boulevard
• Refshaleøen
• Lynetteholm S
• Lynetteholm N
• Østerport (skiftestation)

Linjeføring og stationer fremgår af det vedlagte oversigtskort.
Fra København H-Prags Boulevard miljøvurderes en tunnelløsning. Fra Prags Boulevard til umiddelbart efter Refshaleøen miljøvurderes både en højbane- og en tunnelløsning. På Lynetteholm miljøvurderes en højbaneløsning og fra Lynetteholm til Østerport en tunnelløsning.

Ud over de 10 planlagte stationer er der mellem de to endestationer, Østerport og Hovedbanegården, indtegnet 3 perspektivstationer - Rigshospitalet - Stengade og Forum.

Sagen er i høring på Københavns Kommunes høringsportal, Bliv Hørt, i perioden 8. marts til 5. april 2023. Se høringsmaterialet på følgende link Høring om afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5 (kk.dk)

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet materialet og foreslår at lokaludvalget indsender vedhæftede høringssvar (se bilag).

Fagudvalget foreslår, at der bakkes op omkring metrolinjen, men at det anbefales at perspektivstationerne kommer med hurtigst muligt for at sikre metrobetjening af Rigshospitalet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

 

Beslutning

Med følgende tilføjelse blev indstillingen godkendt uden afstemning: 

"Rigshospitalet er den største arbejdsplads i Københavns kommune, og herudover er der et meget stort og stigende (Børnehospitalet) antal både indlagte og ambulante patienter, som skal transporteres til og fra matriklen. Hvis biltrafik ønskes reduceret i København, er det på høje tid at etablere direkte metro forbindelse til RIgshospitalet, som derfor skal være en station på M5 i første runde".

Til top