Valg af 1. og 2. næstformand
Indstilling
Det indstilles til Østerbro Lokaludvalg
1. at Lokaludvalget vælger en 1. næstformand
2. at Lokaludvalget vælger en 2. næstformand
Problemstilling
Østerbro Lokaludvalg skal blandt sine medlemmer vælge en 1. og en 2. næstformand. Valget ledes af den nyvalgte formand.
Forud for valget, vil kandidater til næstformandsposterne få 2-3 minutter til at præsentere sig selv, herefter foretages valgene enkeltvis først til 1. næstformand og herefter til 2. næstformand.
Hvis der skal foretages afstemning ved valg af næstformand foregår det som et flertalsvalg efter Styrelseslovens § 24:
1. valgrunde: Hvis én kandidat får et flertal (mere end halvdelen) af de tilstedeværende stemmer, er han/hun valgt, ellers:
2. valgrunde. Der holdes ny valgrunde mellem kandidaterne for at se, om én kandidat nu får flertal af de tilstedeværende stemmer. Ellers:
3. valgrunde – her deltager kun de to kandidater, der har fået flest stemmer ved 2. valgrunde – ved stemmelighed skal der være lodtrækning for at finde en vinder.
1. næstformand fungerer i formandens forfald og 2. næstformand fungerer i tilfælde af både formanden og 1. næstformandens forfald.
De to næstformænd udgør sammen med formanden forretningsudvalget, der har en koordinerende funktion i forbindelse med forberedelse og tilrettelæggelse af lokaludvalgets møder og aktiviteter.
Løsning
Østerbro Lokaludvalg vælger en 1. og en 2. næstformand.
Beslutning
Den nyvalgte formand, Allan Marouf, overtog ledelsen af mødet.
Dan Pedersen blev valgt som 1. næstformand uden afstemning.
David Rønne blev valgt som 2. næstformand uden afstemning.