Mødedato: 22.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Nyborggade 9, 2100 København Ø.

Høring og bevilling: Forslag til projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018 og forslag til borgermøde

Se alle bilag
Lokaludvalget skal forholde sig til, om der skal indsendes høringssvar til høringen vedr. projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018, og om der skal afsættes puljemidler til afholdelse af et informationsborgermøde om kommende anlægsarbejder ifm. spildevandsprojekter, særligt Strandboulevarden.

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018.

2. at lokaludvalget beslutter at afsætte 25.000 kr. i 2023-puljemidler til afholdelse af et borgermøde om det kommende anlægsarbejde af spildevandsprojekter i bydelen, primært Strandboulevarden.

Problemstilling

Forslag til Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018 vil muliggøre 36 projekter indenfor projektkategorierne afløbssystem, klimatilpasning og byudvikling, som er defineret i rammeplanen Spildevandsplan 2018. Der er ingen projekter i projektkategorien renseanlæg.

Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for kloakken, klimatilpasning, målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund samt statens målsætninger for vandområder.

Flere af de inkluderede projekter er på Østerbro, bl.a. et par projekter i Nordhavn ved Tunnelfabrikken (etablering af pumpestation) og Skudehavnen (etablering af midlertidigt overløbsbassin). Projekt med størst påvirkning af beboere vurderes at være anlæg af overfladeløsning på Strandboulevarden og skybrudssikring ved Ryparken Station.

Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser, og på den baggrund udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af projekttillægget. Projekttillægget forventes herefter at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til endelig vedtagelse.

Link til høringsmateriale - https://blivhoert.kk.dk/hoering/horing-af-forslag-til-projekttillaeg-20…

Forslaget er i offentlig høring i perioden 20. december 2022 til 12. marts 2023.

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har behandlet høringen på deres møde den 8. februar og anbefaler, at der afsendes høringsvar og har udarbejdet et udkast, se vedhæftede.

Fagudvalget foreslår ligeledes, at der afsættes midler til at afholde et informationsborgermøde om de kommende anlægsprojekter beskrevet i planen, særligt med fokus på Strandboulevarden. Der er beskrevet mange større projekter i Østerbro bydel og anlægsfasen af disse vil berøre mange beboere.

Det foreslås, at der i samarbejde med HOFOR og Teknik- og Miljøforvaltningen afholdes et borgermøde i sensommeren.

Økonomi

Der afsættes 25.000 kr. i 2023-puljemidler til afholdelse af et informationsborgermøde.

Lokaleleje og forplejning   22.000 kr. 
 SoMe reklame   1.500 kr. 
 Uforudset   1.500 kr. 
 I alt 25.000 kr. 

Videre proces

 

Beslutning

Med følgende tilføjelse blev indstillingen godkendt uden afstemning:

Linje 16 tilføjelse efter 'interesser', herunder afdækker muligheden for skabelse af nye grønne byrum i forbindelse med projektet.

Til top