Høring: Forsøgsordning 2023 med nye pladser til Musikforskriften
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede høringssvar vedr. Forsøgsordning 2023 med nye pladser til Musikforskriften.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 13. juni 2022 en toårig forsøgsordning om dispensation til forbedrede vilkår for professionelle kulturaktører med større kapacitet. Det betyder, at Teknik- og Miljøforvaltningen som et forsøg i 2022 og 2023 har udvidet § 13 Dispensation i Musikforskriften, så der efter en konkret vurdering gives mulighed for at dispensere fra reglerne i forskriften på egnede lokationer, for tilbagevendende musik- og kulturarrangementer med større kapacitet.
Ved status og drøftelse af forsøgsordningen i Teknik- og Miljøudvalget den 28. november 2022 besluttede udvalget at forvaltningen skulle udvide forsøgsordningen 2023 yderligere ved, at der skal fremlægges en vurdering af en række nye pladser i musikforskriftens bilag 1 til politisk godkendelse – som et forsøg i 2023.
De beskrevne pladser og parker i det vedhæftede er dem som Teknik- og Miljøudvalget fremhævede ved møde den 28. november 2022 samt de, som forvaltningen oplever er efterspurgt. I bilaget er foretaget en faglig vurdering på tre parametre: max antal dage pr. år, længste varighed i timer og højeste støjgrænse målt ved nærmeste beboelsesfacade.
På Østerbro drejer det sig om pladsen ved Orientkaj metrostation. Der lægges i forslaget op til, at der på denne lokation vil kunne gives tilladelse til 10 arrangementer af maksimum 5 timers varighed med en støj grænse på 60db mål ved nærmeste beboelsesfacade.
Forvaltningen beder om lokaludvalgets kommentarer senest den 16. marts 2023.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen på deres møde den 8. februar 2023. Udvalget har indhentet input til høringsvar hos fagudvalget for kultur, fritid og idræt og hos 2 suppleanter til lokaludvalget, som er bosiddende i området.
Fagudvalget anbefaler, at lokaludvalget bakker op om forslaget med de indkomne kommentarer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at indsende lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Beslutning
Med følgende ændring blev indstillingen blev godkendt uden afstemning:
Linje 24 i høringssvaret ændres: kl. 01 ændres til kl. 24.