Bevilling til uforudsete omkostninger ifm. Copenhagen Light Festival 2025
Tidligere beslutninger
20. september 2024: Bevilling eget projekt: Copenhagen Light Festival 2025
Bevilling eget projekt: Copenhagen Light Festival 2025 | Københavns Kommune
Lokaludvalget bevilgede 50.000 kr. fra 2024-puljemidler og 40.000 kr. fra 2025-puljemidler til et samarbejdsprojekt til opsætning, leje og drift af lyskunstværket ”Solen” som en del af programmet til Copenhagen Light Festival 2025. Forudsætningen for bevillingen er at Østerbro Handelsforening finansierer 40.000 kr. og at Indre By Lokaludvalg finansierer et eller flere lysinstallationer på Søerne jf. løsningsafsnittet.
Lokaludvalget udpegede David Rønne som tovholder på projektet.
Indstilling
2. næstforperson indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget tager stilling til om der skal bevilges 15.000 kr. af 2025-puljemidler til uforudsete merudgifter ifm. monteringen af værket "Solen". Solen er det lyskunstværk som Østerbro Lokaludvalg i samarbejde med Handelsforeningen Østerbro har besluttet at finansiere som en del af programmet til Copenhagen Light Festival.
Problemstilling
Det har vist sig at monteringen af værket "Solen" er blevet mere kompliceret end først planlagt. Det skyldes blandt andet den afspærring, der er langs søernes kant og stedets vejrudsathed. De ekstra udgifter dækker nødvendige forbedringer for at sikre en tryg og spektakulær oplevelse med "Solen":
"Solen" skal hæves for at undgå afspærring langs søens kant pga. reparation.
Der skal sikres stabilitet i forhold til vindforhold, da rammen overraskende kun kan klare vindhastigheder op til 10 m/sek. I februar kan vindstød nå op til 25 m/sek., og det kræver en robust løsning.
Dette betyder merudgifter for i alt 65.000 kr., hvoraf lokaludvalget er blevet bedt om en supplerende finansiering på 15.000 kr.
Ved manglende finansiering af de uforudsete merudgifter, risikeres det at værket ikke kommer op som en del af programmet.
Løsning
Copenhagen Light Festival har bedt Østerbro Lokaludvalg om at bidrage til finansieringen af merudgiften sammen med Handelsforeningen Østerbro.
Budget til at sikre disse uforudsigelige udgifter:
- Østerbro Lokaludvalg bidrager 15.000 kr.
- Østerbro Handelsforening bidrager 15.000 kr.
- Copenhagen Light Festival dækker selv 35.000 kr. til resterende udgifter
Økonomi
Hvis indstillingen imødekommes, vil Østerbro Lokaludvalg skulle betale 15.000 kr. af 2025-puljemidler (ud over de allerede bevilgede midler).
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, vil sekretariatet melde beslutningen ud til Copenhagen Light Festival og stå for den nødvendige administration.