Nyt fra fagudvalgene
Indstilling
Anden næstforperson indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg tager nyt fra fagudvalgene til efterretning.
Problemstilling
Byplan, Miljø og Teknik:
Oplæg om Marmormolen i Nordhavn
Fagudvalget fik besøg af Astrid og Lise fra Center for Byudvikling, som gennemgik de foreløbige planer for Marmormolen. Oplægget foregik som en orientering, samtidig med at udvalgets besyv blev efterspurgt igen, når projektlederne er længere i deres proces. Oplægget blev givet i sammenhæng med den høring som fagudvalget behandlede ved samme møde, under navnet tillæg 3 til lokalplan 440 Marmormolen II”.
Oplæg fra By og Havn vedr. Sundkaj og udviklingen af Nordhavn generelt
Fagudvalget fik besøg af Ingvar og Rita i forbindelse med et længere oplæg om udviklingen af Nordhavn. Der var særligt fokus på de kommende lokalplaner for både Sundkaj, Levantkaj og Svanemølleholm Øst.
Besøg fra borger vedr. udviklingen af Sundkaj
I forbindelse med oplægget fra By og Havn, fik udvalget besøg af en borger der talte sin sag for at bibeholde et midlertidigt udlagt, rekreativt område på Sundkaj, som kvarterets børn for øjeblikket nyder stor glæde af. Området er udlagt til boligbyggeri i den forhåndenværende plan for Sundkaj. Byggeriet er sat til at blive igangsat kort efter lokalplanen har været i høring, med forbehold for høringens udfald, omkring et år fra nu. Borgeren fremførte et ønske om at beholde det rekreative område, og i stedet kæmpe for at der fandtes en anden løsning for de kvadratmeter der er udlagt til at blive placeret på det byggefelt. Borgerens perspektiv såvel som By og Havns perspektiv, tages med ved drøftelse af den pågældende lokalplan, når denne sendes i høring senere på året.
Drøftelse af medlemshenvendelse om flere bænke og skraldespande på Østerbro
Udvalget drøftede et medlemsforslag om at der arbejdes for placeringen af flere bænke og skraldespande i bydelen. Udvalget mener ikke at flere skraldespande nødvendigvis vil løse problemer med skrald i byen. Derimod er der opbakning til at arbejde for flere bænke. Forslaget om skraldespande er derfor strøget, mens forslaget om flere bænke er taget med som forslag til budgetønsker fra fagudvalget.
Social, Sundhed, Ældre og Integration:
Mødeform og kadence
Fagudvalget drøftede mødeformen og mødekadencen for 2025. De besluttede at de møder som ikke er fælles med KFI og FBU, så vidt muligt, skal afholdes online. Kadencen forbliver på et møde i starten af hver måned og i samme tidsrum som indtil nu, kl. 17.00-18.30.
Drøftelse af projekter for 2025
Projekter som fagudvalget enten har gået med, eller som indtil nu blot har været i idéfasen blev vendt på mødet. Udvalget fik en opfølgning på Kulturvitaminer-projektet, samt gennemgået hvilke projekter de vil gå videre med i 2025. Tre projekter blev bragt frem. Et hvor man i samarbejde med kommunen etablerer en dag, hvor det er muligt at teste kørende hjælpemidler; et hvor der arbejdes for mødet mellem børn og ældre; samt et hvor der arbejdes for flere og bedre møbler i byrummet til ophold og til tilfældige møder mellem mennesker på Østerbro.
Familie, børn og unge:
Besøg af repræsentanter fra Ungerådet
Fagudvalget havde inviteret repræsentanter fra Ungerådet til en snak om hvordan lokaludvalget kan blive bedre til at høre de unges stemme i forskellige sager og om der kan være interesse for former for samarbejde mellem lokaludvalget og Ungerådet.
Fagudvalget fik besøg af tre repræsentanter fra Ungerådet, hvor to af dem selv bor på Østerbro. De blev valgt ind i Ungerådet i slutningen af oktober og en valgperiode varer et år. Ungerådet har pt. tre hovedemner de arbejder med: En ny ungestrategi, mental trivsel og klima.
Der blev talt meget om at der mangler steder for unge mennesker at være sammen på Østerbro. Der mangler steder, hvor unge kan få plads til at være sammen med venner, uden at man fx skal bruge penge for at være der. Der mangler i det hele taget plads til at være ung på Østerbro og man kan godt føle man som ung lever på andres vilkår. Der er fx meget fokus på børnefamilier i bydelen. Østerbro bliver set på som en lidt kedelig bydel. Fælledparken er et sted, hvor unge samles i dag og det opleves som et utrygt sted i aften- og nattetimer.
Der blev ytret ønske om mere kunst i byrummet som appellerer til unge og at pladser indrettes, så der kan være plads til mange forskellige aktiviteter. Gode eksempler på pladser kan være Enghave Plads (Vesterbro) og Den Røde Plads (Nørrebro).
Repræsentanterne fra Ungerådet var interesseret i at blive ved med at have en dialog med lokaludvalget og især emnet ”værested for unge” er noget de unge ønsker at være i dialog med lokaludvalget om.
Der blev informeret om Østerbropuljen og de unge blev kraftigt opfordret at søge puljen til egne projekter. Det blev understreget hvor vigtigt det er at de unge selv etablerer egne projekter og både lokaludvalgets sekretariat og medlemmer vil gerne hjælpe med vejledning og ansøgningsprocessen. De unge blev også opfordret til at deltage i fagudvalgsarbejdet.
Kultur, fritid og idræt
Copenhagen Light Festival
Der mangler et fuldt overblik over hvad, der kommer til at ske på Østerbro, og der mangler at blive fulgt op på lokationer på Østerbro til den app som bliver brugt under lyskunstfestivalen. Det viser sig desuden at der kommer merudgifter på monteringen af ”Solen” og Copenhagen Light Festival har spurgt om lokaludvalget vil være med til at finansiere dette. Sekretariat og fagudvalg følger op.
Re:fashion Days 2025
Både Re:wair og Miljøpunkt Østerbro er indstillet på at indgå i et samarbejde om Re:fashion Days i 2025 på lignende vis som i 2024. Alle parter er interesseret i at få et samarbejde med Nordhus om Re:fashion Days aktiviteter. Lokaludvalget skal orienteres om budget og program til de forskellige deltaktiver senest april.
Status på projektet om udvikling af Svanemøllehallen
Styregruppen holdt styregruppemøde den 15. januar, hvor Keingarts idéoplæg blev gennemgået. På styregruppemødet blev der drøftet hvilke inddragelsesaktiviteter, der skal planlægges og en overordnet tidsplan for disse.
Fagudvalget ønsker at invitere Kultur Ø til at fortælle mere om Kildevæld Kulturcenter og et fælles fagudvalgsmøde for SSÆI-udvalget, KFI-udvalget og FBU-udvalget er planlagt den 5. februar i Kildevæld Kulturcenter.
Løsning
Økonomi
Videre proces