Mødedato: 21.09.2016, kl. 18:30
Mødested: KW3, Krausesvej 3, 2100 København Ø.

Status på bydelsplan og det videre arbejde

Se alle bilag

Indstilling

Formandskabet indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget tager sekretariatets orientering om status for bydelsplanarbejdet til efterretning.

2. at lokaludvalget diskuterer det videre arbejde med bydelsplanlægningen jf. løsningsafsnittet.

3. at lokaludvalget bevilger 100.000 kr. i 2016-puljemidler til konsulentydelser i forbindelse med bydelsplanlægning.

4. at lokaludvalget beslutter at afholde en workshop/seminardag med henblik på at udvælge bydelsplanens temaer/principper på baggrund af resultaterne af de indkomne input fra spørgeskemaer, dialogmøder, den hidtidige bydelsplanlægning og udvalgte politikker fra kommuneplanen. Til seminardagen indbydes også nøglepersoner fra kvartererne.

Problemstilling

På lokaludvalgets møde d. 19. april blev det besluttet, at processen omkring bydelsplanlægningen foregår i 3 etaper. Procesplanen er vedhæftet som bilag.

Status på processen
Etape 1 er ved at blive afsluttet. Lokaludvalgsmedlemmer har været ude med kaffevogn i de 7 forskellige kvarterer på Østerbro og har gennem 255 spørgeskemaer indsamlet input fra borgere. På den måde er der blevet indsamlet input om, hvad der fungerer på Østerbro, hvad det kniber med, og hvad der burde ske.

Forvaltningen har udsendt nogle statistiske data til brug for lokaludvalgenes bydelsplanlægning. Disse data giver indblik i forskellige statistikker omkring aldersfordeling og indkomst mm. ned på rodeniveau. Disse data er udsendt til medlemmerne pr. mail den 14. september.

De overordnede tendenser i spørgeskemaerne og hovedlinjerne i den hidtidige bydelsplanlægning skal danne udgangspunkt for næste etape, Etape 2, hvor der efter planen skal afholdes dialogmøder med en række nøgle- eller ressourcepersoner fra forskellige fagområder og/eller kvarterer. Her vil det være muligt at gå mere i dybden med de enkelte kvarterer ud fra borgernes ønsker, idéer og kritik (fra spørgeskemaerne), lokaludvalgets principper, nøglepersonernes særlige viden og evt. statistik om de enkelte kvarterer.

Etape 2 er dermed en mere fokuseret dialog, hvor der kan inddrages specifikke målgrupper, som lokaludvalget ønsker at inddrage i bydelsplanlægningen.

Status på borgerinput
Der er blevet indsamlet 255 spørgeskemaer rundt i kvartererne, og der er udfyldt 11 spørgeskemaer online, i alt 266 spørgeskemaer. Den køns- og aldersmæssige fordeling på de enkelte kvarterer eftersendes.

Sekretariatet er i gang med at samle og bearbejde de indkomne spørgeskemaer med henblik på at undersøge følgende:

- om der særlige behov/problemstillinger i de enkelte kvarterer,

- om der er tværgående temaer eller,

- om der er noget som særligt optager borgerne.

Den endelige analyse af de indkomne skemaer er ikke afsluttet endnu, men efter den første gennemgang af de indkomne spørgeskemaer ser de foreløbige tendenser fordelt på 4 af spørgsmålene således ud:

1. Ønsker til forbedringer i de forskellige kvarterer
Ved dagsordens udsendelse torsdag d. 15. september ser ønskerne til forbedringer generelt set sådan ud i:

  1. Flere grønne små oaser og træer i nærmiljø.

     

  2. Større trafiksikkerhed og mindre trafik.

     

  3. Flere mødesteder både udendørs og indendørs.

     

  4. Mere byliv og arrangementer i lokalområdet.

2. Generelt om Østerbro – ord der indkredser identitet
Sammenfattende: Ud fra de ord som kendetegner og ikke kendetegner Østerbro er denne  

  • Østerbro er dejlig! Der er grønt, der er lys og luft, og der er stille og roligt. Det er en pæn, venlig bydel med et godt forretningsliv. Østerbro er kendetegnet ved, at man kan nå både den store park, vand og butikker, og så ligger bydelen tilmed centralt i København. Det er en børne- og familievenlig bydel. For mange er Østerbro trygt og sikkert, og flere oplever, at der er gode naboskaber – som er mere eller mindre udviklede. Østerbro har ikke et vildt natteliv, og nogle østerbroere oplever, at Østerbro ikke har den store sociale diversitet, men har en forholdsvis homogen befolkning. Dog er der også oplevelser af dårligt naboskab og manglende sammenhold. 

3. Det bedste ved Østerbro

  • Det bedste ved Østerbro er parkerne og det grønne. Mange nævner Fælledparken, som det bedste sted, hvor der er mange forskellige aktiviteter til både børn og voksne. Derudover nævner mange Bopa Plads, og den hyggelige stemning og atmosfære, der er på Østerbro, samt muligheden for mere grønt.

4. De største udfordringer på Østerbro

  • Her er der mange, der peger på, at der er for meget trafik og for mange biler på Østerbro. Derudover nævnes parkeringsmuligheder som et problem, og ganske mange ser en udfordring i at finde klimaløsninger og håndtere regnvand.

Når alle spørgeskemaerne er behandlet, vil det være muligt at se på om der forskelle de forskellige kvarterer i mellem, der kan begrunde, at der formuleres kvarterafsnit i bydelsplanen, ligesom der bliver lavet en kategorisering og analyse af data fra spørgeskemaerne.

Løsning

Med analysering af de indkomne borgerinput overgår vi til anden etape i bydelsplanlægningen. Her er det i følge procesplanen tanken, at de fremkomne tendenser fra de indkomne borgerinput samt hovedlinjer fra den hidtidige bydelsplanlægning diskuteres på en række møder mellem nogle udvalgte nøglepersoner (fx lokale beboere eller ansatte fra lokale institutioner) og medlemmer af lokaludvalget.

For at komme i gang med 2. etape i bydelsplanlægningen foreslår formandskabet, at lokaludvalget drøfter: 

- hvilke målgrupper mangler vi evt. at inddrage (fx ud fra område eller aldersgruppe)?

- evt. hvordan disse inddrages, og i hvilke fora?

- mulige nøglepersoner i de forskellige kvarterer, hvilke kendetegn og hvilke typer (herunder eventuelle konkrete forslag til nøglepersoner)?

Udvælgelse af temaer
Formandskabet forslår, at Etape 2 afsluttes med en workshop eller seminardag for lokaludvalget og nøglepersoner, hvor bydelsplanens temaer/principper udvælges på baggrund af input fra spørgeskemaer og dialogmøder.

Ved denne udvælgelse er det også nødvendigt at udvælge, hvilke 2 (mindst 2) af kommunens politikker, der – som krævet af kommunen – skal indgå og behandles i bydelsplanen.

Anvendelse af konsulent samt borgermøder i kvartererne
Det er sandsynligt, at der bør tilknyttes en konsulent til hjælp for gennemførelsen af dele af etape 2 og til gennemførelse af borgermøder i etape 3. Det bemærkes, at kommunen ikke yder så megen bistand som under formuleringen af de første bydelsplaner.

Økonomi

Formandskabet foreslår, at der afsættes en ramme på 100.000 kr. til konsulentydelser.

Videre proces

 

Beslutning

1. Lokaludvalget tog sekretariatets orientering om status for bydelsplanlægning til efterretning.

2. Lokaludvalget diskuterede det videre arbejde med bydelsplanlægningen.

3. Lokaludvalget bevilgede 100.000 kr. i 2016-puljemidler til konsulentydelser i forbindelse med bydelsplanlægningen.

4. Lokaludvalget besluttede at afholde en workshop/seminardag i november i forbindelse med bydelsplanlægningen.

Til top