Høring om Skybrudspakke 2020
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at indsende det vedhæftede udkast til høringssvar vedr. Skybrudsprojektpakke 2020.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog i 2012 Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012. Planen består af ca. 300 mindre projekter fordelt over hele kommunen, der skal laves over en 20 års periode for at sikre København mod skybrud fremadrettet. https://www.kk.dk/artikel/klimatilpasning-i-københavn
Der udarbejdes en projektpakke for hvert år, hvor klimaenheden i Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår projekter ud fra en række udvælgelseskriterier. Forvaltningen har inddelt de enkelte skybrudsprojekter i masterplaner, således at projekter, der har betydning for hinanden, puljes sammen. På den måde søger man at undgå, at problemer med overskudsvand flyttes fra et sted til et andet.
Da nogle af skybrudsprojekterne de senere år har været sat i bero på grund af anlægsloftet, har forvaltningen også skelet til at udvælge projekter, som udelukkende vedrører vandtekniske løsninger (dvs. uden byrumsforbedringer), da disse ikke tæller med i forhold til anlægsloftet.
Til 2020-projektpakken er der foreslået 5 mindre skybrudsprojekter, hvor af 3 er placeret på Østerbro. Projekterne er primært udvalgt ud fra, om de masterplaner som projekterne er en del af vil være færdige til 2020. Se i øvrigt bilagsmaterialet
1. Tuborgvej (Bispebjerg Bydel)
Forsinkelsesvej
2. Bispebjerg Bakke (Bispebjerg Bydel)
Skybrudsvej
3. Frederik V's vej
Skybruds- og forsinkelsesvej
4. Fælledparken
Forsinkelsesbassin
5. Øster Allé
Skybruds- og forsinkelsesvej
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet forslaget til projektpakke på deres møde den 8. august 2019 og har de i bilaget vedhæftede kommentarer til forslaget.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.
Videre proces
Såfremt lokaludvalget beslutter at afsende et høringssvar, står sekretariatet for afsendelse af svaret inden høringsfristens udløb.
Beslutning
Indstillingen blev tiltrådt med følgende tilføjelser til udkastet til høringssvaret:
Østerbro Lokaludvalg finder det vigtigt, at forsinkelsesbassinet i Fælledparken ikke mindsker parkens brugbarhed for befolkningen. Lokaludvalget finder endvidere, at det overvejes, hvordan terrænændringen kan anvendes til at fremme biodiversitet i parken, der ellers fremstår som en græsørken.
Endelig opfordrer lokaludvalget til, at man skal lave en funktion i bassinerne/overløbskanaler, der sikrer at affald og rotter der drunker i forbindelse med eventuelle skybrud bliver fanget og nemt kan samles ind.
Sekretariatet indskriver ændringer og afsender høringssvaret.