Høring om skitseprojekt for Holsteinsgade
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget nedsætter en ad hoc arbejdsgruppe til planlægning af inddragelsesaktiviteter og formulering af udkast til høringssvar vedr. skitseprojekt for Holsteinsgade.
Problemstilling
Lokaludvalget har fået skitseprojekt for Holsteinsgade i høring i perioden 8. juni til 31. august 2023.
Baggrund
Projektet er en del af kommunens Bylivsgadepulje, hvor lokale borgergrupper har kunnet søge om støtte til et begrønningsprojekt i deres nærområde. Ud af de indkomne ansøgninger til Bylivgadepuljen, har Teknik- og Miljøforvaltningen udvalgt 10 projekter på tværs af byen, hvor der er udarbejdet skitseforslag. På Østerbro er der udvalgt et projekt i Holsteinsgade. Ideen med projektet er en generel begrønning og at dæmpe trafik og færre parkerede biler for at give skoleelever på Langelinieskolen mulighed for at bruge gadens rum i løbet af skoledagen.
Høringen om det lokale projekt
Formålet med høringen er at berørte borgere og interessenter i projektets umiddelbare nærområde skal hjælpe til at nuancere og kvalificere den lokale opbakning til de enkelte projekter. Høringskommentarerne indgår i udvælgelsen af skitseprojekter og som bilag, når projekterne forelægges Teknik- og Miljøudvalget.
Udover lokaludvalgshøringen, sender forvaltningen også projektet i høring via blivhoert.dk. Forvaltningen forventer at sende projekterne i høring via portalen i hele august med samme høringsfrist, som gælder for lokaludvalgshøringen.
I jeres høringssvar må I meget gerne fokusere på følgende 3 overordnede emner:
- Oplysninger om planlagte aktiviteter i eller omkring projektområdet
- Argumenter for de forskellige tiltag i projektområdet
- Argumenter imod de forskellige tiltag i projektområdet
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe som sammen med sekretariatet og evt. borgergruppen kan planlægge dialogaktiviteter, som vil kunne skabe synlighed om projektet og samle input til et høringssvar.
Det foreslås, at ad hoc-gruppen ligeledes står for at formulere et udkast til høringssvar på vegne af lokaludvalget til behandling på ordinært møde i august.
Økonomi
Indstillingen forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg. Såfremt dialogaktiviteterne medfører mindre udgifter til mødeforplejning eller lign. afholdes disse udgifter af puljen til dialogskabende aktiviteter med efterfølgende orientering af lokaludvalget.
Videre proces
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Jóannes J. Gaard og Jens Peter Mortensen meldte sig til ad hoc arbejdsgruppen.