Tidlig inddragelse i forbindelse med den kommende KUBI-plan.
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget drøfter input til Kultur- og Biblioteksplanen og bemyndiger forpersonen og sekretariatet at indsamle input og afsende samlet til Kultur og Fritid Østerbro inden for fristen.
Problemstilling
Østerbro Lokaludvalg er af Kultur og Fritid Østerbro blevet bedt om at komme med input til den kommende Kultur- og Biblioteksplan senest den 26. februar 2024.
Der arrangeres et dialogmøde i Kildevæld Kulturcenter onsdag den 21. februar kl. 16.30-18.30 for både kulturaktører, interesserede borgere og lokaludvalgsmedlemmer.
Københavns Kommune skal have en ny Kultur- og Biblioteksplan (KUBI-plan). Planen, som er en konkretisering af den nyligt vedtagne Kultur og Fritidspolitik 2023-26, skal sætte retningen for fremtidens biblioteker og kulturhuse i København.
KUBI-planen skal være et prioriteringsredskab for fordelingen mellem udgifterne i kommunens biblioteker og kulturhuse mellem de 3 overordnede kategorier "mursten" (Husleje og energi), "Materialer/aktiviteter" og "Mennesker", da driften af husene forsat skal ske inden for den samme økonomiske ramme som tidligere.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har udsendt et datamateriale (vedhæftet som bilag) som baggrund for drøftelsen om den kommende KUBI-plan. Materialet giveren oversigt over bl.a. besøgs- og udlånstal for bibliotekerne og over besøgstal og aktiviteter i kulturhusene.
Løsning
Datamaterialet har været drøftet i alle fire fagudvalg, og der er indtil videre kommet følgende input:
- KUBI-planen er en spareøvelse der forringer kultur og bibliotekstilbud.
- Positivt at kulturhuse og biblioteker tænkes sammen.
- oversigten med huse i bydelen giver et fejlagtigt billede, da flere af disse huse kun er åbne lejlighedsvist.
- Positivt at tallene viser at bogudlån er stigende, da formidling af bøger og læsning anses som bibliotekets primære opgave.
- Svært at vurdere, hvad der i materialet menes med "Kulturelt samlingspunkt".
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede forpersonen og sekretariatet at indsamle input og afsende til Kultur og Fritid Østerbro.
Følgende input medtages i henvendelsen:
- Ønske om flere penge til kulturområdet
- Tænke helhedsorienteret i stedet for i "siloer"
- Foreslå bibliotek i Nordhavn og på ydre Østerbro (Ryvangen)
- Vigtigt at prioritere børn og at bevare bøgerne på bibliotekerne.
- Inspirere børn gennem udstillinger af bøger på bibliotekerne, særligt vigtigt for socialt udsatte grupper.
- Omfordele de forholdsmæssige udgifter - færre penge til mursten og flere penge til aktiviteter og medarbejdere, fx tænke i bogbusser i stedet for faste biblioteker.
- Bibliotek i Kildevæld Kulturcenter