Mødedato: 20.11.2024, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro (Vibenshave), Nyborggade 11, 2100 København Ø

Forslag til koncept for ungepulje

Tidligere beslutninger

Beslutning fra ordinært møde 25. september 2024:

Lokaludvalget bad puljeudvalget om i samarbejde med sekretariatet at udarbejde forslag til koncept for en ungepulje og præsentere det på ordinært møde 20. november 2024.

Indstilling

Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg, 

1. at lokaludvalget drøfter mulighed for at etablere en ungepulje.

2. at lokaludvalget følger puljeudvalgets indstilling om ikke at etablere en ungepulje i denne lokaludvalgsperiode.

Problemstilling

Opdraget fra lokaludvalget er, at puljeudvalget skal drøfte mulighederne for at lave en ungepulje, og hvordan et koncept (fx aldersgruppe, ansøgningsfrekvens, forbehandling, behandlingstid mv.) evt. vil kunne se ud. Der blev ligeledes på lokaludvalgsmødet 25. september spurgt ind til, om der i stedet for at oprette en pulje for unge, kunne oprettes en ”kvikpulje”. En kvikpulje bruges som betegnelse for en pulje, der kan søges af alle aldersgrupper, fx med ansøgningsfrister hver måned og evt. med en begrænsning på hvor meget der kan søges om, men hvor der er en kortere svartid end det nuværende koncept i Østerbropuljen.

 

Baggrund om Østerbropuljen 

Østerbro Lokaludvalg har i dag én pulje - Østerbropuljen. Puljen kan søges af alle ansøgere, og der er ikke et maksimumbeløb for, hvor mange penge der kan søges om. Der er årligt 6 ansøgningsfrister. Ansøgere der søger støtte får svar på deres ansøgning ca. 1 måned efter indsendt ansøgning.

Der har været en stigning i antallet af ansøgninger til Østerbropuljen.

2022: 120 ansøgninger

2023: 160 ansøgninger

2024: 206 ansøgninger

Der ses en lignende stigning på tværs af lokaludvalg. Desuden kan nævnes, at der på Østerbro er afsat ekstra midler til at reklamere for puljen gennem sociale medier.

 

Erfaringer fra andre lokaludvalg og vurdering af fordele og ulemper ved hhv. ungepulje og kvikpulje:

Kun et andet lokaludvalg (Brønshøj-Husum) kører lige nu med en øremærket ungepulje. Erfaringerne derfra er, at det kan være svært at nå målgruppen.

Flere lokaludvalg (Amager Øst, Vanløse, Valby, Vesterbro og Nørrebro) har en ”kvikpulje”, hvor ansøger kan søge støtte, enten løbende eller en gang hver måned, og får svar i løbet af ca. 3 uger. Fælles for disse puljer er, at der er et maksimumbeløb som kan søges (mellem 5- og 10.000 kr. pr. ansøgning). Disse puljer virker ret populære, hvilket betyder at puljerne er tomme og har været det i flere måneder. Behandlingen af ansøgningerne er lidt forskelligt fra udvalg til udvalg. Nogle steder er beslutningskompetencen delegeret til forpersonskab, andre steder til et puljeudvalg. To af stederne laver sekretariaterne indstillingerne og anbefaler støtte/afslag.

Der er ikke noget til hinder for, at lokaludvalget opretter en ungepulje, som kun kan søges af en specifik målgruppe (fx unge). Det skal blot klart fremgå af retningslinjerne, og der skal træffes en lokaludvalgsbeslutning, der tydeligt formulerer kriterier for puljen.

Det er ifølge kommissoriet muligt at beslutningskompetence ift. bevilling/afslag til ansøgninger kan delegeres til forpersonen eller til sekretariat.

 

Ungepulje:

Det er sekretariatets vurdering, at det vil kræve meget lidt arbejde at oprette en ungepulje og administrere evt. indkomne ansøgninger. Ud fra tidligere erfaringer, er der ret lille søgning på en ungepulje, så ansøgningsmængden vurderes at være overskuelig rent administrativt. Det vil derimod kræve en meget stor indsats, hvis puljen skal udbredes til målgruppen gennem kommunikation og netværk. Det er en målgruppe, som vi ikke har fat særlig godt fat i, og derfor vil det kræve benarbejde at nå. I Brønshøj-Husum er der fx samarbejder med lokale gymnasier og øvrige ungeinstitutioner.

Hvis målet er at nå og engagere unge i bydelen i projektmageri, kunne andre modeller end en ungepulje være en mulighed. Man kunne fx afsætte midler til et ”pitch-arrangement”, hvor unge kunne præsentere en projektidé for en ”jury” (bestående af fx lokaludvalgsmedlemmer, sekretariat, lokale ressourcepersoner eller lign.), som så udvælger hvilke projekter der får støtte. Et sådant projekt er kørt på Vesterbro i samarbejde med Københavns ungepulje – Snabslanten.

 

Kvikpulje:

Det er sekretariatets vurdering, at det vil kræve en lille indsats for at indføre en kvikpulje og få kendskabet udbredt. Ansøgerskaren vil formentlig allerede kende til Østerbropuljen, men blot have interesse i en hurtigere behandling. Desuden er der allerede god respons på reklamekampagner til Østerbropuljen, som ville kunne overføres til en kvikpulje. Det vurderes derimod at kræve en øget administrativ indsats, da der fremfor færre store ansøgningsrunder vil komme en løbende strøm af ansøgninger, som vil give mindre luft mellem runderne. 

Hvis forbehandlingen af ansøgningerne fra en kvikpulje vil skulle ligge i det nuværende puljeudvalg, vil det kræve en fordobling af antallet af møder og derved lægge en øget arbejdsmængde på puljeudvalget. Der vil formentlig være lidt færre ansøgninger pr. gang, men det vurderes at medføre et væsentligt højere pres på puljeudvalget.

Det er sekretariatets opfattelse, at der er ret få ansøgere (ca. 5-7 pr. år), der må gå forgæves til Østerbropuljen, da de enten misser en ansøgningsfrist, eller får en hurtig idé som kræver hurtig svar om støtte.

Løsning

Puljeudvalget har på møde den 29. oktober 2024 drøftet fordele og ulemper ved en særlig ungepulje og hvordan et koncept ville kunne se ud.

Puljeudvalgets anbefaling til lokaludvalget:

Anbefalingen fra puljeudvalget er, at der forsættes med Østerbropuljen som hidtil, og at der ikke oprettes hverken ungepulje eller kvikpulje. Puljeudvalget er af den overbevisning, at der allerede er en god bredde i ansøgerskaren ift. alder for ansøgerne og på målgrupper for de ansøgte projekter. Det er ikke et problem at tiltrække ansøgere, da der opleves, at der er et stigende antal ansøgere til puljen.

Puljeudvalget anbefaler dog, at sekretariatet samler information om bl.a. fordelingen af ansøgernes alder, hvilke målgrupper der søges støtte til og hvilken type af projekter der søges støtte til. Denne information kan gives videre til den næste samling og kan danne grundlag for deres beslutning om, hvilke puljer der skal være i den nye lokaludvalgsvalgperiode.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

 

Til top