Nyt fra fagudvalgene
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg tager nyt fra fagudvalgene til efterretning.
Problemstilling
Det planlagte møde den 7. november blev aflyst pga. for få punkter på dagsordenen. Næste møde i fagudvalget er den 28. november.
Det planlagte møde den 4. november blev aflyst pga. for mange afbud. Der er sat et nyt møde i kalenderen den 25. november.
Kultur, Fritid og Idræt
Handleplan for kulturhuse og biblioteker
Den kommende Kultur- og Biblioteksplan kommer i offentlig høring indtil den 6. januar og fagudvalget har drøftet hvilke inddragelsesaktiviteter der evt. kan lægges op til i forbindelse med høringen. Det er sekretariatets vurdering, at udkastet til Handleplan for kulturhuse og biblioteker ikke henvender sig til almindelige borgere. Sekretariatet undersøger og samler op på, hvad der allerede findes af viden om brugerne på biblioteks- og kulturområdet.
Fagudvalget har indtil videre følgende bemærkninger:
- Der er i Handleplan for kulturhuse og biblioteker lagt op til besparelser på kulturområdet, og der lægges op til at der skal spares penge på både mursten og mennesker. Denne grundpræmis stiller udvalget sig kritisk til.
- Der lægges op til at flere kulturaktører (gratis) skal lave aktiviteter i kulturhusene og at man på den måde kan spare betalte personaletimer i kulturhusene. I denne forbindelse vil det være relevant at forhøre sig hos forskellige lokale kulturaktører om deres syn på denne model. Det blev aftalt at sekretariatet henvender sig til lokale kulturaktører med dette spørgsmål.
- I handleplanen bliver der præsenteret en model, hvor der skal være flere kulturelle fyrtårne, som er stærke samlingspunkter i kvarterene. Flere kulturhuse og biblioteker i København vil blive lukket eller samlokaliseret. Fagudvalget peger på Remisen som mulig lokation for nyt kulturelt fyrtårn på Østerbro. Der bør også undersøges om Svanemøllehallen kan få en biblioteksfunktion og blive udviklet til et kulturelt fyrtårn.
Deltagelse i Copenhagen Light Festival
Østerbro Lokaludvalg og Østerbro Handelsforening samarbejder om finansieringen af værket ”Sun”, som placeres for enden af søerne. John Michael og Emmeline fra Østerbro Handelsforening og David fra lokaludvalget vil holde et møde, hvor der bliver talt om hvilke steder, der skal indgå i den app som hører med Copenhagen Light Festival.
Nyt brugerdrevet ungdomskulturhus, Nordhus
David har deltaget i åbningen af det nye kulturhus, drevet af unge. Fagudvalget vil gerne besøge Nordhus snart og er interesseret i at indgå i samarbejde om fx Re:fashion Days aktiviteter.
Mødedatoer for første halvdel af 2025
Fagudvalget vil holde udvalgsmøder tirsdag kl. 17.00-18.30 til og med maj 2025.
Social, Sundhed, Ældre og Integration
Det planlagte møde den 5. november blev aflyst pga. for få punkter på dagsordenen. Næste møde i fagudvalget er den 26. november.