Mødedato: 20.11.2019, kl. 17:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Godkendelse af høringssvar vedr. ideer og forslag til miljøvurdering for Lynetteholmen

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Beslutning ordinært møde 23. oktober 2019:

Lokaludvalget nedsatte en arbejdsgruppe, med bemyndigelse til at udarbejde et høringssvar til indsendelse inden fristen den 8. november. Følgende medlemmer deltager i arbejdsgruppen: Bo Sandberg, Axel Thrige Laursen, David Rønne, Jóannes Jørgen Gaard, Henrik Conradsen og Allan Marouf. Arbejdsgruppen mødes så hurtigt som muligt.

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget godkender høringssvar vedr. ideer og forslag til miljøvurdering for Lynetteholmen.

Problemstilling

Lokaludvalget har fra Miljøstyrelsen modtaget høringsmateriale vedr. ideer og forslag til miljøvurdering af etablering af Lynetteholmen.

By og Havn I/S har ansøgt om at etablere en ny ø i Københavns Havn. Etableringen af øen har 4 overordnede formål:

- Klimasikring

- Deponering af jord

- Areal til byudvikling

- Udbygning af infrastruktur

Da deponering af jord er omfattet af miljøvurderingsloven, skal der gennemføres en fuld miljøvurderingsproces (VVM) af det konkrete projekt.

Miljøvurderingen omfatter alene påvirkningerne ved at anlægge og drive selve Lynetteholmen som ny landindvinding og jorddepot samt adgangsforhold til dette.

Miljøstyrelsen efterspørger således ideer og forslag til indholdet i den miljøkonsekvensrapport, som bygherren (By og Havn) er forpligtet til at udarbejde på baggrund af miljøvurderingen. Det kan fx være ideer til hvad der skal tillægges særlig vægt i vurderingen, eller forslag til en alternativ placering. Der kan desuden stilles spørgsmål til indholdet i idéoplægget.

Løsning

Arbejdsgruppen bestående af Axel Thrige Laursen, Allan Marouf, Jóannes Jørgen Gaard, Bo Sandberg, David Rønne og Henrik Conradsen (de to sidstnævnte har ikke deltaget i processen) har udarbejdet høringssvar på baggrund bl.a. af input fra borgermøde afholdt af By og Havn 30. oktober 2019.

Høringssvaret er udarbejdet ud fra følgende overskrifter:

1. Etablering af kystbeskyttelse

2. Etablering af jorddepot

3. Forhold for sejlere

4. Vandkvalitet, flora og fauna

5. Trafik

Det udarbejdede høringssvar er, af hensyn til høringsfristen den 8. november, allerede indsendt til miljøstyrelsen. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

 

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt uden afstemning med følgende ændringer og tilføjelser

Indledning

Udkast: Østerbro Lokaludvalg vil gerne være medlem af miljøvurderingsgruppen, som det også var tilfældet i forbindelse med arbejdet omkring VVM for Nordhavnstunellen.

Ændres til: Østerbro Lokaludvalg vil gerne være medlem af Miljøstyrelsens miljøvurderingsgruppe, som det med succes var tilfældet med arbejdet om VVM for Nordhavnstunnellen.

Tilføjelse: Østerbro har under den langvarige opfyldning af Nordhavnsudvidelsen af Nordhavn mærket de trafikale, støjmæssige og luftforureningsmæssige konsekvenser.

3. Forhold for sejlere

Udkast: Københavns Havn bruges i stor udstrækning til forskellige former for sejlads. Ved anlæg af Lynetteholmen vil indsejlingen blive smallere, og det bør undersøges, hvilke konsekvenser dette vil have for sejlere. Det bør endvidere overvejes, om der vil kunne laves en sejlrute gennem den nye ø.

Ændres til: Københavns Havn bruges i stor udstrækning til forskellige former for sejlads for roere og sejlere. Ved anlæg af Lynetteholmen vil indsejlingen blive smallere, og det bør undersøges, hvilke konsekvenser dette vil have for sejlere og roere. Det bør desuden  overvejes at lave en sejlrute gennem den nye ø.

4. Vandkvalitet, flora

Overskrift ændres til: 4. Vandkvalitet, flora, fauna og klima

Udkast: Der bør undersøges påvirkninger af flora og fauna i såvel anlægsfasen som efter etableringen af Lynetteholmen.

Ændres til:

Desuden bør det undersøges hvilke påvirkninger flora og fauna vil blive udsat for i såvel anlægsfasen som efter etableringen af Lynetteholmen.

Udkast: For at kunne opretholde muligheden for fortsat at bruge strand og havnebade bør konsekvenser ved anlægsarbejdet for vandkvaliteten i Københavns Havn – herunder Nordhavn, Svanemøllebugten og Kalveboderne - undersøges nærmere.

Ændres til: 

For at kunne opretholde muligheden for fortsat at etablere nye strand- og havnebade og at bruge de nuværende bør konsekvenser ved anlægsarbejdet for vandkvaliteten i Københavns Havn som sådan – herunder Nordhavn, Svanemøllebugten og Kalveboderne - undersøges nærmere.

Tilføjelse: Det bør belyses hvilken CO2 belastning som etablering af Lynetteholmen medfører, samt hvordan det påvirker Københavns mulighed for at blive CO2 neutral i 2050.

 

Til top