Mødedato: 20.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Elektronisk møde

Høring om Østre Gasværksgrunden

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende udkast til høringssvar vedr. Østre Gasværksgrunden.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har af Teknik- og Miljøforvaltningen fået projektforslaget for Østre Gasværksgrunden i høring. Der er frist for kommentarer den 24. maj 2020.

Projektet har ellers været sat i bero på grund af anlægsloftet, men Teknik- og Miljøudvalget har i april 2020 besluttet at fremrykke projektet på grund af det fjernede anlægsloft i 2020.

Projektet består af anlæg af park og aktivitetsbånd, færdiggørelse af vejanlæg, legeplads og forplads til skøjtehal. Dette projekt omfatter ikke byggefelterne og det grønne areal øst for byggefelterne, som anlægges senere af bygherren.

Planen er at anlægge en kombineret cykel og gangsti hele vejen rundt om Gasværksgrunden. Stien anlægges i asfalt men er afmærket, så stien kan bruges af mange forskellige brugere, fx rulleskøjteløbere, løbere og skateboards. Temaet er bevægelse, og rundt omkring ruten anlægges legeplads, motionsudstyr, bold- og petanquebane. Der er indtænkt en varieret beplantning, der skal være med til at give området et strejf af "vild natur".  

Løsning

Lokaludvalgets Østre Gasværks-arbejdsgruppe har gennemgået det fremsendte materiale og har skrevet et udkast til høringssvar, som også er blevet forelagt fagudvalget for byplan, miljø og teknik på deres møde den 7. maj. Fagudvalget anbefaler arbejdsgruppens udkast til høringssvar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at indføje eventuelle rettelser eller tilføjelser til høringssvaret og står for indsendelse til forvaltningen.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt og høringssvaret godkendt uden afstemning.
Til top