Mødedato: 20.05.2020, kl. 18:30
Mødested: Elektronisk møde

Høring - startredegørelse for lokalplan "Tunnelfabrikken"

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget godkender afsendelse af høringssvar vedr. startredegørelse for Tunnelfabrikken.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har af Teknik- og Miljøforvaltningen fået det foreløbige tegningsmateriale til startredegørelse for lokalplanforslag "Tunnelfabrikken" i høring. Der var frist for indsendelse af kommentarer den 12. maj 2020. 

På grund af tidsfristen er vedhæftede høringssvar allerede indsendt inden for tidsfristen til forvaltningen med forbehold for lokaludvalgets godkendelse.

Planforslaget går ud på at udvikle området i Ydre Nordhavn, hvor der blev støbt betonelementer til Øresundsbroen og omdanne det til kultur, serviceerhverv og ungdomsboliger. Selve Tunnelfabrikken skal indeholde faciliteter til teater, musik, konferencer mm. gerne med fokus på miljø og bæredygtighed. Desuden er planen at opføre nyt byggeri, hvor der kan laves ungdomsboliger og værksteder til kunstnere.

Visionen  med projektet er at skabe et kulturelt mikrosamfund med fokus på kulturelle eksperimenter og bæredygtighed. 

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har på deres møde den 7. maj fået præsenteret forslaget af Teknik- og Miljøforvaltningen og By og Havn. På baggrund af denne præsentation, har fagudvalget udarbejdet et høringssvar, som på grund af tidsfristen allerede er afsendt til forvaltningen.

Høringssvaret bygger på lokaludvalgets input, der blev givet i forbindelse med Kommuneplan 2019.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Sekretariatet står for at videreformidle eventuelle tilføjelser eller ændringer til høringssvaret til forvaltningen.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning. Lokaludvalget godkendte tidligere fremsendte høringssvar. 

Lokaludvalget drøftede en mulig Facebook-kampagne som led i en borgerinddragelsesproces i forbindelse med den videre planproces for Tunnelfabrikken. Sekretariatet forestår det videre arbejde.


Til top